Aarhus Universitets segl

Stor vandsalamander

Sammenfatning

Tabellen sammenfatter de generelle udviklingstendenser for stor vandsalamander. Rødlistestatus er baseret på vurderingerne i Rødlisten 2019. Bevaringsstatus præsenterer den vurdering der blev gennemført i 2019 og medtager således ikke data, der er indsamlet til denne rapport. Udviklingstendensen er for denne art vurderet på baggrund af antallet af kvadrater med forekomst i perioden 2005-2011 – 2018-2021.

Habitatdirektivet Rødliste Bevaringsstatus
(Artikel 17 - 2019)
Periodens indsamlingsresultat Udviklingstendens
Atlantisk Kontinental Atlantisk Kontinental
Bilag II og IV Livskraftig (LC) Moderat ugunstig Moderat ugunstig Fundet på 760 lokaliteter Fremgang

Stor vandsalamander er vidt udbredt i den kontinentale biogeografiske region, bortset fra Nordøstjylland. I den nordvestlige del af den atlantiske region forekommer arten med større sammenhængende bestande, men findes kun sporadisk eller mangler helt i de øvrige dele af den atlantiske region. Der ses fremgang i både den atlantiske og den kontinentale del med flere kvadrater og flere lokaliteter i begge regioner. Det mindre antal, der blev registreret for 2012-2017 kan skyldes, at arten blev eftersøgt i færre kvadrater på Fyn og Sjælland i den overvågningsperiode.

Triturus cristatus

Om arten

Stor vandsalamander yngler i vandhuller af meget forskellig størrelse. Det er ikke unormalt at finde den i vandhuller på under 100 m². Arten er følsom over for forurening og overskygning af vandhullerne samt udsætning af fisk. Arten kan findes ynglende i vandhuller under tilgroning, men der skal være sol på næsten hele vandfladen, for at bestanden kan klare sig på længere sigt (Fog 2001). Artens levesteder på land ligger oftest nær vandhullet, hvor der er gode skjulesteder, gerne med store mængder dødt ved under naturligt henfald. Rastestederne er oftest knyttet til skov og menneskeboliger.

I det østlige Danmark er den mest almindelig og findes i 10-50 % af vandhullerne. I det sydøstligste Danmark, hvor arten er meget almindelig, koloniserer den ofte nye eller oprensede vandhuller. Danske undersøgelser har vist, at stor vandsalamander typisk koloniserer vandhuller op til 580 meter fra eksisterende ynglesteder, mens der kun er enkelte eksempler på kolonisering op til 800 meter fra det oprindelige ynglested (Hesselsøe et al. 2023).  Stor vandsalamander nyder gavn af de vandhulsprojekter, der udføres for andre paddearter, og den vil typisk være i fremgang i områder, hvor der etableres mange nye vandhuller. Modsat vil arten gå tilbage i områder uden etablering af nye vandhuller, og hvor der sker en tilgroning og eutrofiering af eksisterende vandhuller (Fog 2001).

Overvågningsmetode

Stor vandsalamander er i NOVANA, ligesom tidligere, blevet overvåget ekstensivt på landsplan i 2018-2021. Konceptet for ekstensiv overvågning af arter er at registrere deres udbredelse. Den overordnede metode er derfor at undersøge, hvor mange UTM-kvadrater/lokaliteter de pågældende arter forekommer i. Antallet af kvadrater/lokaliteter i de tidligere perioder er anført i Tabel 1.

Opgørelsen over optalte lokaliteter har ændret sig fra de foregående perioder til nu. Mens de tidligere opgørelser viser antallet af lokaliteter, hvor padder generelt blev eftersøgt, vises nu kun antallet af lokaliteter, hvor den specifikke art er blevet eftersøgt. Butsnudet frø, springfrø, spidssnudet frø og stor vandsalamander blev eftersøgt med en samlet indsats. I 2005-2011 og 2012-2017 blev padder generelt eftersøgt på hhv. 1.844 og 1.879 lokaliteter. I 2018-2021 blev stor vandsalamander eftersøgt på 1.678 lokaliteter (Tabel 30.1).

Tabel 1  Oversigt over antal lokaliteter, hvor arten er eftersøgt og fundet samt antal 10 x 10 km kvadrater med lokaliteter med tilstedeværelse af stor vandsalamander i de tre seneste perioder.

Resultater

I 2018-2021 er stor vandsalamander registreret på 760 lokaliteter fordelt på 271 (af 329 undersøgte) UTM-kvadrater (Fig. 30.1). Til sammenligning blev den i 2012-2017 registreret på 494 lokaliteter fordelt på 171 UTM-kvadrater og i 2005-2011 registreret på 573 lokaliteter fordelt på 231 UTM-kvadrater (Tabel 30.1).

Stor vandsalamander er udbredt i hele Danmark bortset fra visse øer som Rømø, Fanø, Anholt og Læsø. Arten er fåtallig i Vendsyssel og Jylland vest for israndslinjen.

Tabel 2:  Antal lokaliteter og UTM-kvadrater med forekomst af stor vandsalamander i forskellige områder af Danmark i 2005-2011, 2012-2017 og 2018-2021.

Udvikling i forekomst og udbredelse

Der ses en stigning i antallet af UTM-kvadrater med stor vandsalamander i begge biogeografiske regioner i Jylland i forhold til begge de tidligere opgørelser (Tabel 30.2). Det mindre antal lokaliteter og kvadrater med arten på Fyn og Sjælland i 2012-2017 kan skyldes, at arten blev eftersøgt i færre kvadrater her i den overvågningsperiode (NOVANA 2020).

Den nuværende overvågningsmetode giver ikke mulighed for at estimere bestandsstørrelser, så artens samlede bestandsstørrelse i Danmark er ukendt på individniveau. Bestandens udbredelse (antal lokaliteter/UTM-kvadrater) kan alternativt anvendes til en grov indikation af ændringer i bestandsstørrelse.

Referencer

TriturusCristatus
Stor vandsalamander Triturus cristatus
Foto: Christian Fischer/Wikimedia Commons

Figur 1.     Forekomst og udbredelse af stor vandsalamander i kvadrater på 10x10 km ved den nationale overvågning i 2018-2021. Grønne kvadrater viser kvadrater med fund af arten og kvadrater i grå viser undersøgte kvadrater uden fund. Grænsen mellem den atlantiske og den kontinentale biogeografiske region er vist på kortet med en sort streg.