Indikator i kortlægningen af lysåbne naturtyper og skove

Antal arter er et simpel og vidt udbredt mål for naturarealers biodiversitet og antallet af plantearter, og informationer om deres miljøkrav, er en god indikator for den brede biodiversitet (Brunbjerg m.fl. 2018).

Der er dog ikke altid en positiv sammenhæng mellem antallet af plantearter og naturtilstanden, da nogle naturtyper er naturligt artsfattige, og en stigning i artsantallet kan her være tegn på en negativ forstyrrelse. Der er en meget stor variation i, hvor mange plantearter, der er registreret i 5 m cirklerne i både kortlægningen og kontrolovervågningen af terrestriske habitatnaturtyper. Den mest artsfattige naturtype er vadegræssamfund (1320), men også strandvold med enårige planter (1210), enårig strandengsvegetation (1310), forklit (2110), hvid klit (2120), aktiv og nedbrudt højmose (7110 og 7120), avneknippemose (7210) samt bøg på mor (9110) er naturligt artsfattige levesteder, der er karakteriseret ved ret ekstreme økologiske kår i form af fx forstyrrelser (erosion), højt saltindhold i jordvandet, lavt pH, lav tilgængelighed af næringsstoffer og vandmætning, som meget få hjemmehørende plantearter er tilpasset.

De mest artsrige lysåbne naturtyper er enebærkrat (5130), kalkoverdrev (6210), tørt kalksandsoverdrev (6120), surt overdrev (6230), tidvis våd eng (6410) samt rigkær (7230) og kildevæld (7220), hvor der i gennemsnit er registreret mellem 20 og 30 plantearter i 5 m cirklerne. De mest planteartsrige skovtyper er bøg på kalk (9150) og elle- og askeskov (91E0), med omkring 18 plantearter pr 5 m cirkel i kortlægningen.

Følsomme (enstjernearter) og meget følsomme arter (tostjernearter)

Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer med naturlige hydrologiske forhold. Disse arter er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Mange af dem er stadigvæk mere eller mindre almindelige i det danske landskab, men de har typisk været i stor historisk tilbagegang. Antallet af følsomme plantearter er en bedre indikator for et naturareals biologiske tilstand end det samlede antal plantearter, da en negativ ændring af tilstanden som hovedregel vil medføre en nedgang i de følsomme arter.

I NOVANA rapporteringen er ”følsomme arter” defineret som enstjernearter i naturtilstandssystemet. Det omfatter arter med en artscore på 4, der er lidt følsomme og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning. De hyppigst registrerede følsomme plantearter (enstjernearter) i de lysåbne habitatnaturtyper er hedelyng, revling, sand-star, almindelig star, vellugtende gulaks, håret høgeurt, gul snerre, kær-tidsel, mark-frytle og klokkelyng. I skovene er almindelig eg, ask, almindelig røn, rød-el, hassel og dun-birk de hyppigst registrerede følsomme vedplanter og skovsyre, miliegræs, stor fladstjerne, skovmærke, smalbladet og bredbladet mangeløv og hvid anemone, der hyppigste græsser og urter.

”Meget følsomme arter” er defineret som tostjernearter i naturtilstandssystemet. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme -, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning. De meget følsomme plantearter findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer. De hyppigst registrerede meget følsomme plantearter i de lysåbne habitatnaturtyper er tormentil, tandbælg, djævelsbid, eng-havre, hjertegræs, hunde-viol, rundbladet soldug, knoldet mjødurt, tue-kogleaks, hvid næbfrø og smalbladet timian. I skovene er skov-svingel, tormentil, småbladet lind, tyndakset star, tvebo baldrian, butfinnet mangeløv og skov-gøgelilje de hyppigst registrerede meget følsomme plantearter.

Problemarter

Problemarter er arter, der normalt ikke eller kun sporadisk forekommer i en naturtype, og hvis tilstedeværelse indikerer en omfattende, uønsket, negativ påvirkning. En del af problemarterne er også karakteriseret som invasive arter. De mest udbredte problemarter i de lysåbne naturtyper, der ikke samtidig er invasive, er mælkebøtte, almindelig rapgræs, stor nælde, almindelig rajgræs, blåtop, hvid-kløver, draphavre, ager-tidsel og burre-snerre. I skovene er stor nælde den eneste problemart ud over de invasive arter.

Indikatorerne antal arter, antal enstjernearter, antal tostjernearter og antal problemarter er afledt af vegetationens artssammensætning og beregnes ud fra artslisten indsamlet i 5 m cirklen.

Vegetationens sammensætning af arter indgår i beregningen af de lysåbne terrestriske naturtypers artstilstand. Metoderne til kortlægning af artssammensætningen i de lysåbne naturtyper er uændret gennem de tre kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her), dog er placeringen af dokumentationscirklerne ændret fra første til anden kortlægning. I den første kortlægningsrunde blev 5 m cirklerne placeret med centrum i et homogent område, der er karakteristisk for naturtypen, mens det i de to efterfølgende kortlægninger er tilstræbt udlagt i den bedst udviklede og mindst påvirkede del af arealet.

Metoderne til kortlægning af artssammensætningen i skovene er uændret gennem de to kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her). I begge kortlægningsrunder er 5 m cirklerne i den seneste kortlægning (2016-2019) udlagt med centrum i område, der er karakteristisk for naturtypen.