Foruden de generelle indikatorer, der afspejler de lysåbne naturtypers vegetationsstruktur og påvirkningsfaktorer, er der for hver af de 33 lysåbne habitatnaturtyper udvalgt en række naturtypekarakteristiske strukturer, der enten ses på veludviklede og typiske forekomster af naturtypen under mere eller mindre upåvirkede forhold (positive strukturer) eller på stærkt påvirkede forekomster af naturtypen (negative strukturer). De naturtypekarakteristiske strukturer er, som navnet antyder, fra specifikke for de enkelte habitatnaturtyper.

For hver habitatnaturtype er angivet fire eksempler på positive og fire eksempler på negative naturtypekarakteristiske strukturer. De positive strukturer omfatter fx vindbrud, loer, saltpander, strandvolde, store fritliggende sten, engmyretuer, stejle skrænter, tørvebund med udpræget knoldstruktur, aldersvariation af dværgbuske, lavninger med sphagnum, rensdyrlaver og artsrig urtevegetation. Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at naturarealet har lang græsningskontinuitet, frie dynamiske processer (i form af oversvømmelser og erosion) og ikke har været opdyrket, omlagt eller udsat for massiv næringsbelastning eller afvanding.

Tilsvarende indikerer stor udbredelse af negative strukturer, at naturarealet er stærkt kulturpåvirket og at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis i form af afvanding og kystsikring. Negative strukturer såsom mørkegrøn vegetation, tydelige tegn på gødskning og/eller ensartede bestande af næringskrævende græsser og urter (ager-tidsel, stor nælde og lodden dueurt) er alle tegn på at naturarealet er næringsbelastet. Tilsvarende vil naturarealer uden terrænvariationer, hvor vegetationen er præget af kulturgræsser og kløver eller domineret af græsser ofte have været omlagt. Afvanding ses ofte ved forekomsten af vedligeholdte grøfter eller tør bund og manglende forstyrrelser i form af græsning og erosion viser sig ved forekomsten af lukkede krat.

Der foretages en særskilt vurdering af omfanget af hver af de fire positive og de fire negative strukturer i den afgrænsede polygon. Der foretages endvidere en samlet vurdering af omfanget af hhv. de positive og de negative strukturer på arealet, hvor der også medregnes strukturer, som ikke fremgår af skemaet.

Udbredelsen af de naturtypekarakteristiske strukturer angives på en tre-trins skala:

• 1) ikke til stede
• 2) spredt/rudimentært
• 3) udbredt/veludviklet

Ved angivelsen af de enkelte strukturer er benyttet begreberne ”dækning af” og ”forekomst af” om hyppigheden af plantearter eller grupper af planter. Dækning af er benyttet om plantearter/artsgrupper, som typisk er fladedækkende, fx sphagnum i højmoser, blåtop på våd hede m.m. Forekomst af er benyttet om plantearter/artsgrupper, der typisk indgår i naturtyperne som enkelte planter, fx relativt sjældne arter.

Indikatorerne for påvirkning fra landbrugsdrift indgår i beregningen af de lysåbne terrestriske naturtypers strukturtilstand. For nogle habitatnaturtyper er der foretaget ændringer i de konkrete naturtypekarakteristiske strukturer gennem de tre kortlægninger (se de tekniske anvisninger her). I de to første kortlægninger var strukturerne generelle for en del hovednaturtyper, fx de fire strandengstyper (1310, 1320, 1330 og 1340), men de i den tredje kortlægning (2016-2019) er specifikke for alle de 33 lysåbne naturtyper. På baggrund af erfaringerne fra de enkelte kortlægningsrunder er der endvidere foretaget udskiftninger af nogle naturtypekarakteristiske strukturer. For vadegræssamfundet i stedet for generel for alle strandengstyperne. Det gælder eksempelvis forklit (2110) hvor ”dækningen af stjerne-bredribbe” er udskiftet med med ”dækningen af sammenhængende vegetation”.