Beregningerne af de aktive højmosers naturtilstand og de underliggende indikatorer i denne rapportering bygger på data fra de tre kortlægningsrunder inden for habitatområderne, dvs. i perioderne 2004-2005, 2010-2011 og 2016-2019. Resultaterne fra den seneste kortlægning er i nogle tabeller vist for både den afgrænsning af habitatområderne, der var gældende fra 2004-2018 og den opdaterede afgrænsning fra november 2018.
Som det fremgår af Tabel 7110.101 er det kortlagte areal med aktiv højmose nogenlunde uændret gennem de tre perioder. Forskellene kan ikke direkte tages som udtryk for reelle forandringer i naturtypens areal. Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal på 1 ha fordelt på 3 lokaliteter, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på mindre end 0,1 %.
Tabel 7110.101. Oversigt over de kortlagte forekomsters antal og areal gennem de tre kortlægningsperioder for naturtypen aktiv højmose. For den tredje kortlægning (2016-2019) er foretaget særskilte beregninger for den gamle (før november 2018) og den nye habitatområdeafgrænsning (efter november 2018). Arealerne er ikke fuldstændig identiske med de arealer, der er rapporteret til EU. I nederste række er vist andelen af det samlede nationale areal med naturtypen, der ligger inden for habitatområderne, for den seneste kortlægningsrunde.