Bevaringsstatus for aktiv højmose vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 7110.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være stabilt i begge regioner, men utilstrækkeligt til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. I den atlantiske region er det aktuelle forekomstareal 11-25% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde, mens arealet i kontinental region er 2-10 % for lille. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i atlantisk region, heller ikke inden for habitatområderne. Tilstanden er i forværring i kontinental region, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for aktiv højmose har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, dækningen af græsser og kvælstofindholdet i tørvemosser som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 265 permanente prøvefelter, hvoraf 82% findes i kontinental region, og 75% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7110.202).
I atlantisk region er der ingen arealer med aktiv højmose, der består de skærpede kriterier og dermed med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se Tabel 7110.202). Tilsvarende består 29% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 71% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 3% af arealet med aktiv højmose de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7110.202). Tilsvarende består 30% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 70% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da Tofte Mose udgør hovedparten af naturtypens areal i kontinental region, er andelen af arealet i god tilstand vægtet for overvågningsstationernes areal (og andelene i Tabel 7710.201 afviger derfor fra andelene i Tabel 7110.202).
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) er udvalgt som indikator for, om højmosen har en træfri overflade og dermed en intakt hydrologi. Fravær af høje vedplanter vurderes at være en forudsætning, for at højmoserne kan opretholdes på lang sigt, og højmoser med en dækning af træer og buske under 1% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til et åbent plantedække. Tilsvarende har arealer med større islæt af træer og buske (over 3% dækning) en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Analyserne viser, at fire femtedele af arealet i kontinental region har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, og at tilgroningen er mere udbredt i den atlantiske. Det tyder på, at de våde, sure og ekstremt næringsfattige forhold kun i mindre grad formår at holde højmosefladen fri for opvækst af træer og buske.
På højmoser med uforstyrret hydrologi og et naturligt lavt næringsstofniveau forekommer arter af græsser ikke i vegetationen. Vi har derfor valgt dækningen af græsser som et udtryk for, om højmosen er næringsbelastet og/eller afvandet. En gunstig tilstand i aktiv højmose forudsætter fravær af græsser, og et gennemsnit på mere end 5% tyder på en ugunstig tilstand. Analyserne viser at der er forekomst af græsser i højmosevegetationen på en femtedel af overvågningsstationerne.
Kvælstofindholdet i spidserne på udvalgte tørvemosser er valgt som indikator for næringsstatus i aktiv højmose. Kvælstofindholdet i spidserne af mosser (især fra Sphagnum fallax og Sphagnum magellanicum) afspejler levestedets næringsstatus, og her typisk atmosfærisk deposition og intern næringsstofomsætning, hvor de hydrologiske forhold ikke er intakte. Det vurderes, at prøvefelter med mindre end 1,1% N i spidser af tørvemosser ikke har modtaget væsentlige mængder kvælstof fra luften og vandet, mens arealer med kvælstofværdier over 1,3% med rimelig sikkerhed modtager så store mængder kvælstof, at dominans af nøjsomme arter ikke vil kunne opretholdes på længere sigt. Kvælstofindholdet i spidser af tørvemosser ligger over det skærpede kriterium for næsten hele arealet i både atlantisk og kontinental region, hvilket tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften og/eller mobilisering af ophobede kvælstofpuljer i tørven.
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af de aktive højmosers tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regimepå overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi på højmoser, idet naturtypens naturlige variation rummer både våde lavninger (høljer) og forholdsvis tørre tuer.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7110.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I den kontinentale region, der rummer hovedparten af prøvefelterne med aktiv højmose, er et signifikant fald i dækningen af dværgbuske, halvgræsser og laver, men også en stigning i dækningen af blad- og tørvemosser og en øget udbredelse af levermosset almindelig flagelmos (Odontoschisma sphagni), en karakteristisk art for aktive højmoser, der vokser ovenpå tørvemosser. Der er tegn på tilgroning i form af øget dækning af vedplanter, og en signifikant stigning i udbredelsen af invasive arter. Der er tydelige tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer. Der er således en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorer for næringsstoffer, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Den signifikante stigning i løvets indhold af kvælstof og fosfor peger dog på, at der er en stigende mængde næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst på de aktive højmoser. Der ses endvidere en faldende dækning af høljer som tegn på, at det hydrologiske regime er påvirket af afvanding, hvilket kan være en medvirkende årsag til de øgede mængder af næringsstoffer. I den atlantiske region er også en tilbagegang i dækningen af dværgbuske, men også et stigende antal arter, der er meget følsomme overfor afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, et fald i dækningen af græsser og en stigning i blad- og tørvemosdækningen. Der er en signifikant stigning i udbredelsen af rydning og en faldende vegetationshøjde, men også en stigende dækning af lave vedplanter. Vandet er blevet mindre surt, Ellenberg´s næringsindikator er stabil og næringsratioen er faldende gennem periode som en indikation på, at de næringsfølsomme arter er blevet mere udbredte, om end her også ses en signifikant øget mængde kvælstof i løvet. De hydrologiske indikatorer peger på, at vegetationen er blevet fugtigere, selvom høljedækningen er faldet. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, vegetationsstruktur, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i aktiv højmose overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, hvor hovedparten af prøvefelterne med aktiv højmose ligger, er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Dog er der flere signifikante forandringer af vegetationens sammensætning inden for habitatområderne, hvor der er en stigning i dækningen af blad- og tørvemosser, men også en stigning i udbredelsen af invasive arter og et fald i dværgbuskdækningen. Der er også forskel på vegetationsstrukturen, hvor der ses en stigende dækning af høje vedplanter og vegetationshøjde uden for og en stigende dækning af lave vedplanter inden for habitatområderne. Det vurderes derfor, at tilstanden i aktiv højmose inden for habitatområderne også overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.
Tabel 7110.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen aktiv højmose i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 385 været registreret som naturtypen aktiv højmose i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.