Der findes kun få aktive højmoser eller højmoserester i Danmark. De findes spredt over landet med flest forekomster i Jylland. Eksempler på naturtypen er Toft Mose i Lille Vildmose i Himmerland, Brunmose i Velling Skov i Midtjylland, Kongens Mose i Sønderjylland, Holmegårds Mose i Sydsjælland og Skidendam i Nordsjælland.
Aktiv højmose er, med et samlet areal på 2.998 ha, en af de mindre udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen har sin hovedudbredelse i den kontinentale region og det skønnes at 83 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning, fra de seneste fire rapporteringer til EU, er vist i Tabel 7110.1. Naturtypens udbredelsesområde, kortlagte forekomster (2016-2019) inden for habitatområderne og prøvefelter fra NOVANA’s overvågningsstationer (2011-2022) er vist i Figur 7110.1.
Naturtypens udbredelsesområde er beregnet ud fra 10 km kvadrater med kendte forekomster af naturtypen samt højmose lokaliteter fra Wind (1994) og Aaby (1989) (se Figur 7110.1). Forskellene i naturtypens udbredelsesområde mellem årene (Tabel 7110.1) skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og afspejler derfor ikke nødvendigvis reelle forandringer. Udbredelsesområdet vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. Vi har antaget, at det nationale areal blot er lidt større end det kortlagte (med en faktor 1,2), idet det forventes, at der er udpeget habitatområder for hovedparten af de aktive højmoser. I den kontinentale region indgår Lille Vildmose ikke i denne opskalering.
Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ikke ført til større ændringer i arealet, ligesom beregningerne af det samlede areal peger på, at naturtypen er lige så udbredt som hidtil antaget. Ændringerne skyldes primært et forbedret datagrundlag og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer.
Naturtypens areal vurderes at være stabilt, men ikke tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner. I den atlantiske region er det aktuelle forekomstareal 11-25% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde (Favourable Reference Area, FRA) og arealet vurderes stærkt ugunstigt. I den kontinentale region er det aktuelle forekomstareal 2-10% mindre end naturtypens Favourable Reference Area (FRA) og arealet vurderes moderat ugunstig.
Tabel 7110.1. Udbredelsesområde og areal for aktiv højmose (7110) som afrapporteret til EU i 2007, 2013, 2019 og 2025. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved det samlede areal, det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. I 2025 er det kortlagte areal inden for de nye afgrænsninger af habitatområderne (fra november 2018). Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.
Figur 7110.1. Kort over udbredelsesområde og kendte forekomster med aktiv højmose (7110). Udbredelsesområdet (vist med mørk grå signatur) er defineret som 10 km kvadrater med kendte forekomster af naturtypen samt lokaliteter med højmoser fra Wind (1994) og Aaby (1989). Med blåt er vist kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2019). De orange firkanter viser overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden 2011-2022.
