En gunstig tilstand i kildevæld forudsætter, at de naturlige hydrologiske processer får lov at råde, og udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af naturtypens tilstand. Naturtypen findes, hvor grundvandsspejlet skærer terrænets overflade, og hvor grundvandet strømmer ud som kilder eller væld. Her skaber grundvandet vandmættede forhold med en nogenlunde stabil vandstand. Hvor tilstrømningen af friskt grundvand er rigelig og konstant, vil temperaturen i kildevældet være 6-8 grader året rundt, og næringsstofferne vil være stærkt begrænsede, hvilket skaber vækstmuligheder for en række specialiserede arter, fx gul stenbræk, blank seglmos og almindelig piberensermos (Paludella squarrosa). Hvis vandet får mulighed for at bevæge sig frit, vil det erodere planter og jordbund og derigennem fritlægge nyt substrat.
Den naturlige hydrologi er ofte påvirket af menneskelige aktiviteter i form af lokal afvanding ved drænrør, drængrøfter og kanalisering, hvorved det fremstrømmende vand ledes bort. På en lidt større skala vil vandindvinding til drikkevand og markvanding føre til en sænkning af grundvandsspejlet. Sænkning af vandstanden ilter jorden, sænker pH og fremmer omsætningen af organisk stof og frigørelsen af næringsstoffer. Dette påvirker artssammensætningen mod mere kvælstofelskende og tørkeelskende plantearter. Samtidig sker der en negativ påvirkning af de specialiserede dyr, der lever i kildevæld med naturlig hydrologi.
En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske forhold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden for NOVANA programmets rammer. Naturtypens hydrologi er derfor dokumenteret ved en estimeret vanddækning i 5 m cirklerne samt Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed. Vanddækningen i 5 cirklen er udtryk for vandstanden på overvågningstidspunktet. Vandstanden varierer betragteligt over året og mellem tørre og våde år og vil kunne ændre sig brat ved øget eller mindsket afvanding. Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed er et udtryk for vegetationens tilpasning til de hydrologiske forhold på voksestedet. Den gennemsnitlige indikatorværdi viser, om der er en overhyppighed af tørketolerante arter i vegetationen, og disse kan fortrænge de fugtighedskrævende arter, der er karakteristiske for naturtypen.
Tilstand 2017-2022
Den gennemsnitlige vanddækning i 5 m cirklerne er på 6,5 %, hvilket indikerer, at det synlige, frie kildevand ikke dækker en ret stor del af registreringerne. Langt de fleste kildevæld har en begrænset bredde og vil derfor naturligt udgøre en mindre andel af 5 m cirklens areal, der ofte domineres af de omkringliggende tørrere arealtyper.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for fugtighed er 7,5, hvilket peger på, at planterne i kildevældene har præference for permanent fugtige/våde levesteder. Den gennemsnitlige fugtighedsværdi er sammenlignelig med rigkær (7,7), som naturtypen ofte danner mosaikker med. Fugtighedsværdierne i kildevæld spreder sig fra 6, der er kendetegnende for fugtige forhold, til 9, der karakteriserer våde og ofte vandmættede levesteder, hvor sideskærm, dynd-padderok, tagrør og tykbladet ærenpris er hyppige arter. Fordelingen af fugtighedsværdierne peger på, at der er en meget stor variation i fugtigheden i kildevæld, hvilket gør det vanskeligt at anvende indikatorværdien for fugtighed som direkte udtryk for kildevældenes tilstand.
Geografiske mønstre
Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige regionale forskelle i artssammensætningen, dog er vanddækningen højest i Vest- og Nordjylland og lavest på Sjælland og øer.
Der er ingen signifikante forskelle på den gennemsnitlige fugtighedsindikator og den estimerede vanddækning i 5 m cirklerne inden for - og uden for habitatområderne.
Udvikling 2004-2022
Der er en signifikant stigning i den gennemsnitlige Ellenberg’s fugtighedsværdi på 0,008 enheder om året i perioden, hvilket formodentlig kan tilskrives klimatiske forandringer med øgede nedbørsmængder i perioden.. Der er ingen signifikante ændringer i det vanddækkede areal i perioden.
Kildevældene er permanent fugtige/våde levesteder, hvor frit kildevand udgør en relativt lille andel af naturtypens areal, og kun en lille del af kildevældene er domineret af mosser.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST