Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

En lav og åben overdrevsvegetation med mulighed for opretholdelse af en artsrig flora forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning på overdrev forekommer enten i form af direkte gødskning, via atmosfærisk deposition eller afdrift fra omkringliggende dyrkede marker. Mange overdrev har tidligere været gødsket eller dyrket for at fremme plantevæksten. Derved mister nøjsomme planter og hvirvelløse dyr med særlige værtsplanter også deres levesteder. Det samme problem kan opstå i områder med meget luftbåret kvælstof samt i områder, der modtager næringsstoffer fra markerne.

Indikatorer

Næringsstatus på tørt kalksandsoverdrev er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH og mængden af plantetilgængeligt fosfat jordbunden (fosfortallet) samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio.

Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber, og en høj pH kan være en positiv indikator for, at der sker løbende forstyrrelser af jordbunden ved erosion, som bringer frisk mineraljord til overfladen.

En høj koncentration af plantetilgængeligt fosfor indikerer en tidligere eller nuværende gødningspåvirkning, som vil kunne påvirke overdrevsvegetationens sammensætning af arter.

Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Overdrevenes pH ligger i gennemsnit på 6,3, og godt 10 % af prøvefelterne har en pH-værdi under 5,5.

Der er generelt registreret meget lave mængder af plantetilgængeligt fosfor på tørt kalksandsoverdrev. I tre ud af fire målingerne er fosfortallet således under 1, hvilket viser, at jordbunden ikke er påvirket af tidligere opdyrkning.

Den gennemsnitlige næringsratio, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 0,65, og omtrent en tredjedel af prøvefelterne har en næringsratio over 0,7. Gode kalksandsoverdrev uden tidligere gødskning eller opdyrkning har typisk næringsratio mellem 0,6 og 0,7. Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 4,1, hvilket er kendetegnende for næringsfattige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede overdrev. De spænder fra meget næringsfattig vegetation med en indikatorværdi på mellem 2 og 3, hvilket typisk vil være ugødskede skrænter med arter såsom gul snerre, håret høgeurt, bidende stenurt og mark-krageklo til næringsrig vegetation med en indikatorværdi over 6, som eksempelvis lukkede krat med stor nælde eller gødskede overdrev med indslag af almindelig kvik og draphavre.  

Udvikling

Der er et signifikant fald i jordbundens pH på 0,06 enheder om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er nogen signifikant udvikling i Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Det har ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i fosfortallet i perioden.

Geografiske mønstre

I den sjællandske region er mængden af plantetilgængeligt fosfor i jorden højere, mens jordbunden er mere kalkrig i Østjylland.

Overvågningsdata viser, at der er en signifikant lavere gennemsnitlig næringsratio inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er signifikant forskel på jordbundens surhedsgrad og indhold af plantetilgængeligt fosfor.

Sammenfatning

Næringsstatus for kalksandsoverdrev er typisk lav, dog er der en vis andel med en næringsratio, som antyder en vis eutrofiering. Der er heldigvis ingen stigning i næringsstofindikatorerne i perioden, men faldet i pH er umiddelbart negativt, idet det kunne tyde på en stigende stabilisering og måske tilgroning og udvaskning af de åbne kalksandsoverdrev.


Næringsstatus for kalksandsoverdrev er typisk lav, dog har en del af overdrevene en artssammensætning, der antyder en vis eutrofiering. Næringsfattigt kalksandsoverdrev ved Fejrup Strand.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST