Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Bøg på kalk er en potentielt meget artsrig skovtype, som varierer fra frodig muldbund til træfjendsk skrivekridt, hvor træerne bliver klorotiske og begrænset i væksten. Når der er vækstbegrænsning for træerne, bliver skoven lysere med plads til en større artsrigdom af urter, buske og mere lyselskende træer. Også insektfaunaen ynder lyse og varme skovmiljøer. Tilsvarende ynder epifytiske mosser og laver at etablere sig på barken af langsomt voksende træer. 

Indikatorer

Artssammensætningen i bøg på kalk er i NOVANA-programmet dokumenteret ved det samlede antal arter i 5 m cirklerne og skovindikatorarter i 15 m cirklerne samt antal arter af vedplanter i 5 og 15 m cirklerne, herunder naturligt hjemmehørende arter, buske og insektbestøvede vedplanter. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved udbredelsen af laver. Endelig er udbredelsen af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter – også på længere sigt. 

Resultater 2007-2022

Tilstand 2017-2022

Der er i gennemsnit registreret 14 forskellige plantearter i 5 m cirklerne i bøg på kalk, og en sjettedel af cirklerne rummer mere end 20 arter. I forhold til bøgeskovstyperne på morbund er vegetationen i bøg på kalk således relativt rig på plantearter. Der er i gennemsnit registreret 6,5 forskellige arter af vedplanter i 15 m cirklerne (heraf 4,7 arter i 5 m cirklerne) i bøg på kalk, hvoraf hovedparten (6,3) er naturligt hjemmehørende.

Ud over bøg, der er registreret i samtlige 15 m cirkler, er ask (73 % af cirklerne), ahorn (61 %), skov-elm (40 %), stilk-eg (almindelig eg) (32 %), almindelig hyld (25 %), almindelig hvidtjørn (20 %) og benved (19 %) de hyppigste træer. Bøg udgør to ud af tre træer med en stammediameter over 10 cm, efterfulgt af ahorn (9 %), ask og skov-elm (begge 5 %) og skovæble (3 %). De store træer er også primært bøg (83 % af de træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i bøg på kalk), mens der er væsentligt færre store træer af fx stilk-eg (8 %) og ask (4 %). 

I forhold til de øvrige bøgeskovstyper er der registreret relativt mange arter af buske i bøg på kalk, med 2,8 arter i gennemsnit i 15 m cirklerne (heraf 1,7 arter i 5 m cirklerne). Med forekomst i halvdelen af cirklerne er vedbend den klart mest udbredte art, efterfulgt af almindelig hyld og hassel (begge 25 %), almindelig hvidtjørn (20 %), éngriflet hvidtjørn, kvalkved, almindelig gedeblad og fugle-kirsebær (alle 13-15 %), stikkelsbær, dunet gedeblad og navr (alle 9-10 %), samt mirabel (7 %) og glat hunderose (6 %). Slåen og yderligere 15 arter findes i mindre end 5 % af cirklerne.      

Mange vedplanter i bøg på kalk er vindbestøvede, men mere end halvdelen af vedplanterne i 15 m cirklerne (3,4 ud af 6,5 arter) er insektbestøvede (2,2 arter i 5 m cirklerne), med ahorn, vedbend, almindelig hyld, almindelig hvidtjørn, benved, éngriflet hvidtjørn, kvalkved, almindelig gedeblad, fugle-kirsebær og stikkelsbær som de hyppigste arter. Navr og yderligere 25 insektbestøvede vedplanter findes i mindre end 10 % af cirklerne. 

Skovmærke er den mest udbredte art i urtelaget i bøg på kalk med forekomst i to ud af fem 5 m cirklerne. Herudover er lund-rapgræs, hvid anemone og enblomstret flitteraks (34-36 %), skov-star (31 %), skov-stilkaks (28 %), skov-hundegræs, almindelig bingelurt, sanikel, og blå anemone (alle 21-23 %) de hyppigst registrerede planter i urtelaget.

Der er ikke registeret dværgbuske i bøg på kalk og der er registreret jordboende laver i blot 1,3 % af 5 m cirklerne. 

Bøg på kalk vurderes at være potentielt levested for hovedparten af de 25 træboende skovindikatorarter. I perioden 2018-2022 er 15 skovindikatorarter registreret i mindst én 15 m cirkel, hvoraf tre arter kun er fundet i en eller to cirkler. Arterne er fordelt på 5 arter af vedboende svampe, 7 mosser og 3 laver. Der er i gennemsnit registreret 1,7 indikatorarter, hvor glinsende kernelav og slank stammemos er de mest udbredte indikatorart (hhv. 28 og 27 % af 15 m cirklerne), efterfulgt af stor stammemos og almindelig fladmos (begge 23 %), grov kulskorpe (16 %), grå dugskivelav (14 %) og tøndersvamp (11 %). 

Der er registreret invasive arter i 8,8 % af 5 m cirklerne med bøg på kalk, hvilket er højere end bøg på muld, men sammenligneligt med bøgeskovstyperne på morbund. De hyppigste arter er småblomstret balsamin (6 % af prøvefelterne), sitka-gran (3 %) og rød hestehov (en 5 m cirkel). 

Geografiske mønstre

I den østjyske og fynske region, hvor der er relativt mange overvågningsstationer, er vegetationen mere rig på arter, både hvad angår det samlede antal arter, antal arter af vedplanter og buske, men der er færre skovindikatorarter end i de to andre regioner. De nordjyske skove er fattige på arter, vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter, og har en større udbredelse af invasive arter, men de er også rigere på skovindikatorarter end i de øvrige regioner. 

Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre arter af vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter inden for habitatområderne, men flere skovindikatorarter end uden for.

Udvikling 2007-2022

Der er et signifikant fald i det samlede antal arter på 0,32 arter, antal arter af vedplanter på 0,07 arter, antal arter af buske på 0,04 arter og antal arter af insektbestøvede vedplanter på 0,04 arter om året i 5 m cirklerne i perioden 2007-2022. Der er ingen signifikante ændringer i antal skovindikatorarter i 15 m cirklerne samt udbredelsen af invasive arter i 5 m cirklerne. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for antal arter af vedplanter, hjemmehørende vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter i 15 m cirklerne, da registreringen af vedplanter i 15 m cirklerne først indgik i overvågningen i 2011.

9150 Bøg på kalk, foto: Peter Wind, AU
I forhold til de øvrige bøgeskovstyper er der registreret relativt mange arter af buske i bøg på kalk. Med forekomst i knap halvdelen af cirklerne er vedbend den klart mest udbredte art.
Foto: Peter Wind, AU

9150 Bøg på kalk, foto: Peter Wind, AU
Skovmærke er den mest udbredte art i urtelaget i bøg på kalk med forekomst i knap halvdelen af 5 m cirklerne.
Foto: Peter Wind, AU