Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

Indikatorer

Næringsstatus i bøg på kalk er i NOVANA-programmet dokumenteret ved jordbundens pH, basemætning og C/N-forholdet samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof.

Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. C/N-forholdet i jorden er en væsentlig indikator for eutrofieringsstatus og vigtig for at forudsige, hvornår kvælstofpåvirkning kan forventes at medføre forsuring og konkurrencebetingede ændringer i artssammensætning og vegetationsstruktur. Jordens basemætning er et udtryk for andelen af udbyttelige basekationer i forhold til jordens ionbytningskapacitet (CEC). Andelen af basiske kationer (Ca2+, Na+, Mg2+, K+) i forhold til sure kationer (Al3+, H+, Mn2+ og Fe2+) afhænger af jordens pH, således at faldende pH medfører en faldende basemætning. Ved forsuring skiftes de ombyttelige baser i stigende omfang ud med brintioner. Basemætning er et godt mål for en jords evne til at modvirke forsuring som følge af atmosfærisk deposition, successionsprocesser, klimaforandring og forstyrrelser (fx græsning), der fjerner biomasse. Basemætningen afhænger af jordens indhold af ler og organisk stof, idet lerkolloider og organisk kulstof binder kationer. På de sandede kystnære jorde i det vestlige Danmark har nedfald af salte fra havet betydning for basemætningen. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed tilgængeligheden af næringsstoffer for planternes vækst integreret over en længere periode. 

Resultater 2007-2022

Tilstand 2017-2022

Den gennemsnitlige pH målt i laboratorie på tørret jord udtaget fra de øverste jordlag i bøg på kalk ligger i gennemsnit på 6,4, hvilket er væsentligt højere end i de øvrige bøgeskovstyper. Der er en meget stor spredning i målingerne, der varierer fra 3,3 til 7,5. 

C/N-forholdet i den øverste del af jordbunden i bøg på kalk er 15, hvilket er lidt højere end i bøg på muld, men lavere end i bøgeskovstyperne på morbund. Det er svært at fastsætte generelle tærskelværdier (eller tipping points), idet ratioen mellem jordbundens kvælstof og kulstof ikke udelukkende er korreleret med den atmosfæriske kvælstofdeposition, men også stærkt afhængig af eksempelvis træarten, jordbundstypen, mængden og beskaffenheden af jordbundens organiske lag og forekomsten af kvælstoffikserende planter (som i elle- og askeskove) (Cools m.fl. 2018, Thimonier m.fl. 2010). 

Den gennemsnitlige basemætning i den øverste del af jordbunden i bøg på kalk er 70, hvilket er væsentligt højere end i de øvrige skovtyper. Det tyder på, at den kalkrige jordbund har en god evne til at binde basekationer (Ca2+, Na+, Mg2+, K+) og modvirke forsuring. 

Den gennemsnitlige Ellenberg indikatorværdi for næringsstof i bøg på kalk er 5,5, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Hovedparten af prøvefelterne rummer en relativt næringsrig vegetation med indikatorværdier mellem 5 og 6, hvor ask, ahorn, skovmærke, vedbend, skov-elm, enblomstret flitteraks, almindelig bingelurt, lund-rapgræs og skov-star er hyppige, mens dele af arealet er lidt mere næringsfattig med hvid anemone, mose-bunke og skovsyre. 

Geografiske mønstre

Der er for få registreringer af de jordbundskemiske målinger til en fuldstændig sammenligning af de tre regioner naturtypen er overvåget i. Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige regionale forskelle i næringsstatus for bøg på kalk.

Udvikling 2007-2022

Der er ingen signifikante ændringer næringsstatus i bøg på kalk. Da der kun er foretaget analyser af jordbundens basemætning to gange, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i perioden 2007-2022.

Der er ikke signifikant forskel på de målte indikatorer for næringsstatus i bøg på kalk inden for og uden for habitatområderne. 


Den gennemsnitlige Ellenberg indikatorværdi for næringsstof i bøg på kalk er 5,5, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Hovedparten af prøvefelterne rummer en relativt næringsrig vegetation med eksempelvis almindelig bingelurt.
Foto: Peter Wind, AU

Referencer

Cools, N., Vesterdal, L., De Vos, B., Vanguelova, E., Hansen K., 2018. Tree species is the major factor explaining C:N ratios in European forest soils. Forest Ecol. Manag. 311: 3-16.

Thimonier, A., Graf Pannatier, E., Schmitt, M., Waldner, P., Walthert, L., Schleppi, P., Dobbertin, M., Kräuchi, N., 2010. Does exceeding the critical loads for nitrogen alter nitrate leaching, the nutrient status of trees and their crown condition at Swiss Long-term Forest Ecosystem Research (LWF) sites? Eur. J. For. Res. 129: 443-461.