Bøg på mor er en skovtype, som udvikles på sur og morbundsdannende jordbund, og hvor bøg som skyggetræ medfører en artsfattig skovbundsvegetation og vedplanteflora. Bundfloraen kan være mere eller mindre sparsom og er præget af surbundsarter.
Artssammensætningen i bøg på mor er i NOVANA-programmet dokumenteret ved det samlede antal arter i 5 m cirklerne i 5 m cirklerne og skovindikatorarter i 15 m cirklerne samt antal arter af vedplanter i 5 og 15 m cirklerne, herunder naturligt hjemmehørende arter, buske og insektbestøvede vedplanter. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved udbredelsen af laver. Endelig er udbredelsen af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter – også på længere sigt.
Tilstand 2017-2022
Der er i gennemsnit registreret 6,9 forskellige plantearter i 5 m cirklerne i bøg på mor, og under 5 % af cirklerne rummer mere end 20 arter. I forhold til de øvrige bøgeskovstyper er vegetationen i bøg på mor således relativt fattig på arter. Der er i gennemsnit registreret 3,2 forskellige arter af vedplanter i 15 m cirklerne i bøg på mor (heraf 2,2 arter i 5 m cirklerne), hvoraf hovedparten (3) er naturligt hjemmehørende. Dette er markant færre arter end i de øvrige bøgeskovstyper.
Ud over bøg, der er registreret i samtlige 15 m cirkler, er ahorn (37 % af cirklerne), almindelig røn, stilk-eg (almindelig eg) og rød-gran (alle 20-23 %), samt vorte-birk og ask (14-16 %) de hyppigste træer. Bøg udgør fire ud af fem træer med en stammediameter over 10 cm, efterfulgt af ahorn, stilk-eg og vorte-birk (3-5 %). De store træer er også primært bøg (85 % af de træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i bøg på mor), mens der er væsentligt færre store træer af rød-gran (6 %), stilk-eg (4 %) og almindelig ædelgran (2 %).
Der er registreret meget få arter af buske i bøg på mor i forhold til de øvrige skovtyper, med gennemsnitligt 0,44 arter i 15 m cirklerne (heraf 0,26 arter i 5 m cirklerne). Med forekomst i én ud af fem cirkler er almindelig gedeblad den mest udbredte art, mens hassel, grå-pil, almindelig hyld, mirabel, drue-hyld og yderligere 15 arter af buske kun findes i få % af cirklerne.
De fleste vedplanter i bøg på mor er vindbestøvede, og der er registreret relativt få forskellige insektbestøvede vedplanter i 15 m cirklerne (1 art i gennemsnit, heraf 0,66 i 5 cirklerne), med ahorn, almindelig røn og almindelig gedeblad som de hyppigste arter. Grå-pil, almindelig hyld og yderligere 21 insektbestøvede vedplanter findes i mindre end 5 % af cirklerne.
Pille-star og bølget bunke er de mest udbredte arter i urtelaget, og de forekommer i omtrent halvdelen af 5 m cirklerne. Herudover er skovsyre (32 %), håret frytle, stor fladstjerne og mose-bunke (alle 20-23 %), samt miliegræs, hindbær, smalbladet mangeløv, enblomstret flitteraks, hvid anemone og lyse-siv (11-15 %) de hyppigst registrerede planter i urtelaget. Dværgbuske er stort set fraværende i bøg på mor (findes i få procent af 5 m cirklerne).
I bøg på mor er der registreret jordboende laver i 1,9 % af 5 m cirklerne.
Bøg på mor vurderes at være potentielt levested for hovedparten af de 25 træboende skovindikatorarter. I perioden 2018-2022 er 17 arter registreret i mindst én 15 m cirkel, hvoraf fem arter kun er fundet i en eller to cirkler. Arterne er fordelt på 7 arter af vedboende svampe, 6 mosser og 4 laver. Der er i gennemsnit registreret 1,3 indikatorarter med slank stammemos som den mest udbredte indikatorart (32 % af 15 m cirklerne), efterfulgt af stor stammemos (24 %), almindelig slørkantlav (15 %) samt almindelig fladmos og tøndersvamp (begge 13 %).
Der er registreret invasive arter i 8,3 % af 5 m cirklerne med bøg på mor, og de hyppigste arter er sitka-gran og stjerne-bredribbe (begge 3 % af prøvefelterne) samt småblomstret balsamin (2 %).
Geografiske mønstre
De overvågede skove findes i den sjællandske, den østjyske og den nordjyske region, mens der ikke er udlagt overvågningsstationer i Vestjylland. I den
Overvågningsdata viser, at der kun er mindre regionale forskelle i artssammensætningen i bøg på mor. I den nordjyske region er der registreret en større udbredelse af invasive arter, færre arter generelt og især arter af buske og insektbestøvede vedplanter, men til gengæld er der flere skovindikatorarter, mens der i de sjællandske skove er der registreret væsentligt færre skovindikatorarter end i de øvrige regioner, men også en mindre udbredelse af invasive arter.
Overvågningsdata viser, at der ikke er signifikant forskel på de undersøgte indikatorer for artssammensætningen inden for og uden for habitatområderne, dog er der en meget lav udbredelse af laver inden for habitatområderne.
Udvikling 2007-2022
Der er en signifikant stigning i antal skovindikatorarter på 0,06 arter om året i perioden 2007-2022, men også et signifikant fald i antal arter på 0,24 arter om året. Der er ingen signifikante ændringer i antal arter af vedplanter, antal arter af buske, og antal arter af insektbestøvede vedplanter, samt i udbredelsen af invasive arter i 5 m cirklerne. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for antal arter af vedplanter, hjemmehørende vedplanter, buske og insektbestøvede vedplanter i 15 m cirklerne, da registreringen af vedplanter i 15 m cirklerne først indgik i overvågningen i 2011.
Efter bøg, der er registreret i samtlige prøvefelter, er ahorn det mest udbredte træ i bøg på mor.
Foto: Peter Wind, AU
Skovsyre er en af de mest udbredte urter i skovbunden i bøg på mor.
Foto: Peter Wind, AU