Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for bøg på mor vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 9110.201).

Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er stabil i begge regioner, også inden for habitatområderne.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for bøg på mor har vi udvalgt antal store træer, antal skovindikatorarter, antal levende træer med hulheder eller rådne partier, mængden af dødt ved og antal arter af lave insektbestøvede vedplanter som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 265 permanente prøvefelter, der alle findes i kontinental region, og 81% ligger inden for habitatområderne (Tabel 9110.202).

I den kontinentale region er der ingen arealer med bøg på mor, der består de skærpede kriterier og dermed ingen arealer, der med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se Tabel 9110.202). Der er heller ikke arealer, der består de lempede kriterier, hvilket peger på, at hele arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da der ikke er udlagt prøvefelter i atlantisk region, er vurderingerne her de samme som i kontinental region.

Indikatorerne i multikriterieberegningen

Antallet af store træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. I analyserne indgår træarter, der er naturligt hjemmehørende i Europa. Hvornår et træ anses for at være ”stort” afhænger af arten og naturtypen. Skove med mere end 7 store træer pr. ha (0,49 pr 15 m cirkel) vurderes at fungere som potentielle levesteder for en lang række vedboende arter, mens skove med færre end 3,5 store træer pr. ha (0,25 pr 15 m cirkel) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af store træer i landskabet, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt​. Analyserne viser, at der er tilstrækkeligt mange store træer på hele arealet med naturtypen i kontinental region. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Mange arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr, er knyttet til hulheder og rådne partier på stammen af levende træer. For bøg på mor er kriterierne sat til henholdsvis 5 og 2 træer pr. 15 m cirkel for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af træer med mikrohabitater i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Der er flere hulheder og råd i stammerne af levende træer end det skærpede kriterium på en ganske lille del af arealet i kontinental region, mens godt en tredjedel af arealet rummer flere træer med hulheder og råd end det lempede kriterium. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Bøg på mor er en produktiv naturtype med en høj stående vedmasse, og skove i en gunstig tilstand rummer relativt store mængder dødt ved. Det vurderes, at bøg på mor med mere end 45 m3 dødt ved pr. ha (i gennemsnit for stationen) rummer potentielle levesteder for en væsentlig del af naturtypens vedboende arter, og at skove med mindre end 15 m3 pr. ha har for få levesteder til at opretholde en gunstig tilstand på længere sigt. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af dødt ved i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt (se her​​). Analyserne viser, at skovene i høj grad mangler dødt ved. Således rummer en ganske lille andel af arealet mere dødt ved end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens mængden af dødt ved ligger over det lempede kriterium på en fjerdedel af arealet i kontinental region (se fordelingen af dødt ved i prøvefelterne her). Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Antal arter af lavtvoksende (under 20 meter) insektbestøvede træer og buske og skovindikatorarter er valgt som indikatorer for skovenes artssammensætning. En høj diversitet af vedplanter skaber levesteder for mange arter af planter, dyr og svampe og er derfor en vigtig indikator for skovenes tilstand og udvikling. Blomstrende buske og småtræer såsom almindelig røn, almindelig gedeblad, grå-pil, almindelig hyld og tørst er vigtige pollen og nektarkilder for insekter og er afhængige af, at der trænger lys ned gennem kronelaget i skoven. Det vurderes, at bøg på mor med mere end 3 af disse arter pr. 15 m cirkel har en gunstig tilstand, og at mindre end 2 insektbestøvede vedplanter tyder på en ugunstig tilstand. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af lysindfald i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt (se her​​). Analyserne viser at, der er færre insektbestøvede vedplanter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand på stort set hele arealet med bøg på mor, mens en fjerdedel af arealet opfylder det lempede kriterium i kontinental region. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

I NOVANA programmet er udvalgt 25 vedboende svampe, mosser og laver som repræsentanter for essentielle biodiversitetselementer i skovene, herunder forekomst af gamle træer og dødt ved, ikke-kommercielle skovtræer, kontinuert skovklima og uforurenet luft. Bøg på mor vurderes at være potentielt levested for 17 af disse indikatorarter, hvoraf slank og stor stammemos, almindelig slørkantlav, samt almindelig fladmos og tøndersvamp er de mest udbredte arter. Kriterierne er sat til henholdsvis 3 og 1,5 forskellige indikatorarter pr. 15 m cirkel på stationsniveau for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af skovindikatorarterne i skovene, kan et prøvefelt bestå  bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt​​. Analyserne viser, at godt en femtedel af skovarealet rummer flere skovindikatorarter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens lidt mere end en tredjedel opfylder det lempede kriterium i kontinental region. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 9110.203). Da der er meget få prøvefelter i den atlantiske region, er der ikke foretaget særskilte analyser af de to regioner. Overvågningsdata fra hele landet viser tydelige tegn på en tilbagegang i urte- og vedplantediversiteten udtrykt ved et signifikant fald i det samlede antal arter og arter af vedplanter, samt antallet af hjemmehørende vedplantearter, buske og insektbestøvede vedplanter. Der ses også et fald i dækningen af laver, hvor niveauet i forvejen var meget lavt. Den samlede dækning af vedplanter er stabil, mens der er en stigende dækning af lave og faldende dækning af høje vedplanter. Selvom antallet af stammer er stabilt, ses en stigning i kronedækket. Det peger på, at skovene er blevet lidt tættere og mørkere i perioden og at der mangler naturlige processer, især i form af naturlig græsning og hydrologi, som kan åbne kronedækket og tillade større lysindfald. Antallet af store træer, skovindikatorarter og levende træer med hulheder og råd er stabile i perioden, mens den samlede mængde af dødt ved og mængden af liggende dødt ved er i fremgang. Endelig er der tegn på at der er flere næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst, hvilket ses af en stigende Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof og et faldende C/N-forhold, hvilket kan tyde på ophobning af kvælstof fra atmosfærisk deposition eller en stigende omsætning af jordens organiske kulstof. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, skovstruktur, mikrohabitater for vedboende arter og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i bøg på mor er overvejende stabil i begge regioner.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med bøg på mor, er bedre end udenfor. Inden for habitatområder er de fleste indikatorer for artssammensætning stabile, og der er fremgang i antallet af buske og insektbestøvede vedplanter (målt i 15 m cirklerne). Det er dog også inden for habitatområderne at laverne er i tilbagegang. Her er mængden af dødt ved stigende og selvom der er en øget stammetæthed, peger udviklingen i Ellenberg´s indikatorværdi for lys på et stigende lysindfald. Det vurderes derfor, at tilstanden i bøg på mor inden for habitatområderne også overvejende er stabil i begge regioner.

Tabel 9110.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, skovstruktur og næringsstatus for skovtypen bøg på mor i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 2.659 prøvefelter fra skovovervågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 227 været registreret som naturtypen bøg på mor i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2007-2022). Læs mere om analysemetoderne her.