Aarhus Universitets segl

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund, ligesom træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008).

Indikatorer

Skovstrukturen i bøg på mor med kristtorn er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af vedplanter (hhv. under 1 m, over 1 m og samlet), kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne. 

Resultater 2007-2022

Tilstand 2017-2022

Lys

Den gennemsnitlige dækning af vedplanter i bøg på mor med kristtorn er 92 % og de høje vedplanter er dominerende (dækker 91 %), mens dækningen af lave vedplanter er blot 4,7 %. Kronedækningen er i gennemsnit 92 ud af 96 kvadrater (svarende til en dækning på 95,8 %), og blot 7 % af prøvefelterne har en kronedækning under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end af, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala. 

Bøg, der er den dominerende træart i bøg på mor med kristtorn, er et skyggetræ (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 3), der ikke slipper ret meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er på 5,1, og vegetationen er således tilpasset en begrænset tilgængelighed af lys. 

Overvågningsdata bekræfter, at bøgeskovene på morbund med kristtorn er relativt skyggede, og at der ikke slipper ret meget lys ned gennem kronelaget. 

Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og ingen er hegnede, fx for at undgå rådyrgræsning på unge træer. 

Hulheder og råd

I forhold til de fleste andre skovtyper er der i bøg på mor med kristtorn fundet lidt flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater. 

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 1,3 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 20 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I knap en sjettedel af cirklerne er der fundet 4-8 træer med hulheder, mens de mangler i halvdelen. Der er i gennemsnit registreret 1,7 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 26 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en ottendedel af cirklerne er der fundet 4-12 træer med rådne partier, mens de mangler i én ud af tre cirkler. 

Stammer og store træer

Bøg på mor med kristtorn har i gennemsnit 2,1 stammer af træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne (svarende til 19 stammer i 15 m cirklerne og 269 stammer per hektar). Store træer udgør en relativt stor del af det samlede antal stammer og i 15 m cirklerne er der således i gennemsnit registreret 2,1 træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i bøg på mor med kristtorn (svarende til 29,7 store træer per hektar). Der er lidt flere store træer end i bøg på mor og væsentligt flere end i bøg på muld og bøg på kalk.

Da produktiviteten i bøgeskovene på morbund er mindre end i bøg på muld og kalk, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 60 cm, mens de fleste øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40 cm.

Dødt ved

I NOVANA-programmet registreres det døde ved i 15 m cirklerne som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 6,3 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2023). Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er den samlede mængde af dødt ved i bøg på mor med kristtorn på 25 m3/ha og dermed en del over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en og også væsentligt større end i bøg på mor, bøg på muld og egeskovstyperne. I bøg på mor med kristtorn er dødt ved fraværende i to ud af tre cirkler.

Det døde ved findes nogenlunde ligelig fordelt som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) (14 m3/ha), og i form af stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved) (10 m3/ha). 

Knap halvdelen af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens en lidt højere fraktion findes som mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) (13 m3/ha) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Det døde ved i bøg på mor med kristtorn er således meget mindre nedbrudt end i egeskovstyperne. Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden. 

Geografiske mønstre

Overvågningsdata viser, at der nogen regionale forskelle i skovstrukturen i bøg på mor med kristtorn. Skovene i den nordjyske region har flere levende træer med rådne partier og hulheder, og større mængder stående og nedbrudt dødt ved end i de to andre regioner. I den vestjyske region er der en mindre mængde dødt ved og færre hulheder og rådne partier i træerne, ligesom der er færre store træer.

Overvågningsdata viser, at skovene inden for habitatområderne rummer mere dødt ved, herunder også stående dødt ved, de er mindre mørke med en højere gennemsnitlig Ellenberg-værdi for lys, men også en lavere dækning af lave vedplanter og et større antal stammer med en diameter over 10 cm end bøg på mor med kristtorn uden for habitatområderne. 

Udvikling 2007-2022

Der er en signifikant stigning i antallet af store træer i 15 m cirklerne på 0,03 træer om året perioden 2007-2022. Der er også en signifikant stigning i den samlede mængde dødt ved på 0,96 m3, i dækningen af høje vedplanter på 0,48 % og i kronedækningen på 0,46 enheder om året i perioden 2007-2022, hvilket tyder på, at skovene er blevet tættere og mørkere. Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige opgørelser af dødt ved eller i de øvrige indikatorer for skovstruktur i bøg på mor med kristtorn. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Dataindsamlingen i NOVANA egner sig ikke til at vurdere udviklingen i dækningen af hegnede og befæstede arealer i skovene.

Der er registreret relativt store mængder dødt ved i bøg på mor med kristtorn. Velling Skov.
Foto: Peter Wind, AU

Referencer

Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.

Harmon ME, Franklin JF, Swanson FJ, Sollins P, Gregory SV, Lattin JD, et al. Ecology of coarse woody debris in temperate ecosystems. Adv Ecol Res. 1986;15: 133–302. 

Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill. sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/ 

Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden. 

Nord-Larsen, T., Østergaard, M. J., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., & Jørgensen, B. B. (2023). Skovstatistik 2022. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.https://static-curis.ku.dk/portal/files/376995779/Rapport_Skovstatistik_2022_web.pdf

Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992. 

Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK. 

Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.