Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for bøg på mor med kristtorn vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 9120.201).

Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i atlantisk region, også inden for habitatområderne. Tilstanden er i forbedring i kontinental region, også inden for habitatområderne.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for bøg på mor med kristtorn har vi udvalgt antal store træer, antal skovindikatorarter, antal levende træer med hulheder eller rådne partier, mængden af dødt ved og antal arter af lave insektbestøvede vedplanter som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 241 permanente prøvefelter, hvoraf 89% findes i kontinental region, og 73% ligger inden for habitatområderne (Tabel 9120.202).

I kontinental region er der ingen arealer med bøg på mor med kristtorn, der består de skærpede kriterier, og dermed ingen arealer, der med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand  (se Tabel 9120.202). Tilsvarende består 24% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 76% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i atlantisk region, er beregningerne foretaget på data fra hele landet. I atlantisk region er der ingen arealer med bøg på mor med kristtorn, der består de skærpede kriterier, og dermed ingen arealer, der med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se beregninger af data fra hele landet i Tabel 9120.202). Tilsvarende består 23% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 77% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. 

Indikatorerne i multikriterieberegningen

Antallet af store træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. I analyserne indgår træarter, der er naturligt hjemmehørende i Europa. Hvornår et træ anses for at være ”stort” afhænger af arten og naturtypen. Skove med mere end 7 store træer pr. ha (0,49 pr 15 m cirkel) vurderes at fungere som potentielle levesteder for en lang række vedboende arter, mens skove med færre end 3,5 store træer pr. ha (0,25 pr 15 m cirkel) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af store træer i landskabet, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at der er tilstrækkeligt mange store træer på hele arealet og alle prøvefelter består både de skærpede og lempede kriterier.

Mange arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr, er knyttet til hulheder og rådne partier på stammen af levende træer. For bøg på mor med kristtorn er kriterierne sat til henholdsvis 5 og 2 træer pr. 15 m cirkel for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af træer med mikrohabitater i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Der er flere hulheder og råd i stammerne af levende træer end det skærpede kriterium på en tredjedel af arealet i kontinental region, mens omtrent to tredjedele af arealet rummer flere træer med hulheder og råd end det lempede kriterium. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Bøg på mor med kristtorn er en produktiv naturtype med en høj stående vedmasse, og skove i en gunstig tilstand rummer relativt store mængder dødt ved. Det vurderes, at bøg på mor med kristtorn med mere end 45 m3 dødt ved pr. ha (i gennemsnit for stationen) rummer potentielle levesteder for en væsentlig del af naturtypens vedboende arter, og at skove med mindre end 15 m3 pr. ha har for få levesteder til at opretholde en gunstig tilstand på længere sigt. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af dødt ved i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt​​. Analyserne viser, at skovene i høj grad mangler dødt ved. Således rummer en femtedel af arealet i kontinental region mere dødt ved end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens mængden af dødt ved ligger over det lempede kriterium på hele arealet (se fordelingen af dødt ved i prøvefelterne her). Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Antal arter af lavtvoksende (under 20 meter) insektbestøvede træer og buske og skovindikatorarter er valgt som indikatorer for skovenes artssammensætning. En høj diversitet af vedplanter skaber levesteder for mange arter af planter, dyr og svampe og er derfor en vigtig indikator for skovenes tilstand og udvikling. Blomstrende buske og småtræer såsom kristtorn, almindelig røn, almindelig gedeblad, tørst, vedbend, glansbladet hæg (er dog en mindre vigtig føderessource for insekter end de hjemmehørende arter) og almindelig hyld er vigtige pollen og nektarkilder for insekter og er afhængige af, at der trænger lys ned gennem kronelaget i skoven. Det vurderes, at bøg på mor med kristtorn med mere end 3 af disse arter pr. 15 m cirkel har en gunstig tilstand, og at mindre end 2 insektbestøvede vedplanter tyder på en ugunstig tilstand. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af lysindfald i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt (se her​​). Analyserne viser at, en femtedel af arealet med bøg på mor med kristtorn i kontinental region, består det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens halvdelen af arealet opfylder det lempede kriterium. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

I NOVANA programmet er udvalgt 25 vedboende svampe, mosser og laver som repræsentanter for essentielle biodiversitetselementer i skovene, herunder forekomst af gamle træer og dødt ved, ikke-kommercielle skovtræer, kontinuert skovklima og uforurenet luft. Bøg på mor med kristtorn vurderes at være potentielt levested for 17 af disse indikatorarter, hvoraf slank og stor stammemos, almindelig slørkantlav, tøndersvamp (36 %) og arter i køllemos-slægten er de mest udbredte arter. Kriterierne er sat til henholdsvis 3 og 1,5 forskellige indikatorarter pr. 15 m cirkel på stationsniveau for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af skovindikatorarterne i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at hele arealet i kontinental region opfylder det lempede kriterium for antal skovindikatorarter og halvdelen af arealet består det skærpede. Der er for få prøvefelter i den atlantiske til en særskilt opgørelse for denne region.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 9120.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I kontinental region, der rummer hovedparten af prøvefelterne for bøg på mor med kristtorn, er de fleste indikatorer for artssammensætning stabile, og der er fremgang i antal arter af buske. Der er dog et fald i antallet af insektbestøvede vedplanter (målt i 5 m cirklerne) og i dækningen af laver fra et allerede meget lavt niveau. Der er en stigende dækning af lave vedplanter, mens stammetætheden og indikatorerne for lysindfald er stabile. Antallet af store træer er stabilt, mens der er en signifikant stigning i mængden af dødt ved, både det liggende og stående og der er også en stigning i mængden af nedbrudt dødt ved. Der er også kommet flere levende træer med rådne partier i perioden. I skovene i atlantisk region ses tydelige tegn på en tilbagegang i urte- og vedplantediversiteten udtrykt ved et signifikant fald i det samlede antal arter og arter af vedplanter, samt antallet af hjemmehørende vedplantearter, buske og insektbestøvede vedplanter. Der er et stigende kronedækket, hvilket peger på, at skovene er blevet lidt tættere og mørkere i perioden og at der i denne region i højere grad mangler naturlige forstyrrelser, især i form af græsning, som kan åbne kronedækket og tillade større lysindfald. Der er ingen signifikante ændringer i antal store træer og mængden af dødt ved, men til gengæld er der et fald i antal levende træer med hulheder. For begge regioner er der ingen tegn på forandringer i indikatorerne for næringsstatus. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, skovstruktur, mikrohabitater for vedboende arter og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i bøg på mor med kristtorn overvejende er i fremgang i den kontinentale region og i forværring i den atlantiske.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med bøg på mor med kristtorn, er lidt bedre end udenfor. Inden for habitatområder er der således tegn på en forbedring af artssammensætningen, men der er også tegn på, at skovene er blevet lidt tættere og mørkere i perioden. Det ses ved en signifikant stigning i dækningen af lave vedplanter, tætheden af stammer og kronedækningen. Samtidig peger forandringerne i vegetationens artssammensætning på, at lysindfaldet er forbedret, hvilket kunne forklares ved den stigende mængde dødt ved. Det vurderes derfor, at tilstanden i bøg på mor med kristtorn inden for habitatområderne overvejende er i fremgang i den kontinentale region, men i forværring i den atlantiske.

Tabel 9120.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, skovstruktur og næringsstatus for skovtypen bøg på mor med kristtorn i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 2.659 prøvefelter fra skovovervågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 156 været registreret som naturtypen bøg på mor med kristtorn i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2007-2022). Læs mere om analysemetoderne her.