Aarhus Universitets segl

Vegetationsstruktur

Enårig strandengsvegetation er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben. Det gælder både periodiske oversvømmelser med havvand, der eroderer planter og jordbund, og fjernelse af biomasse ved græsning. Modsat vil ødelagt hydrologi, næringsbelastning og fravær af græssende dyr øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere enårig strandengsvegetation.

Indikatorer

Den naturlige dynamik og tilgroningsgrad i enårig strandengsvegetation er i NOVANA programmet dokumenteret ved vegetationens højde samt dækningen af vedplanter og bar jord og tørv, der alle afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse, samt udbredelsen af forvaltningsindsatser i form af græsning.

Resultater 2011-2022

Tilstand 2017-2022

Vedplanter er fraværende i enårig strandengsvegetation. Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 3,5 cm og i knap halvdelen af prøvefelterne er den gennemsnitlige vegetationshøjde under 2 cm. I gennemsnit er cirka en tredjedel af jordoverfladen vegetationsløs (med bar jord eller tørv).

Der er registreret tydelige tegn på græsning i 60 % af prøvefelterne. Den meget store andel af græssede arealet med enårig strandengsvegetation, er også påvist i undersøgelsen af fordelingen af tilsagn til pleje af græs- og naturarealer i Nygaard m.fl. (2021), hvor der i 2020 var givet støtte til græsning på 52 % af arealet med naturtypen inden for habitatområderne.

Der er ikke registreret høslæt eller slåning.

Geografiske mønstre

De nordjyske prøvefelter har en højere vegetation og tilsvarende en lavere andel af græssede prøvefelter end den sjællandske og østjyske region. Samtidig er dækningen af bar jord større i Nordjylland end de resterende regioner.

Da blot otte prøvefelter ligger uden for habitatområderne, er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden hhv. inden for - og uden for habitatområderne.

Udvikling 2011-2022

Overvågningsdata viser ingen signifikant trend i vegetationshøjde eller græsning i perioden 2011-2022. Da bar jord først er overvåget siden 2018 er det endnu ikke muligt at beregne udviklingstendens for denne indikator. Desuden er værdierne for dækning af høje og lave vedplanter for lave til at beregne udviklingstendenser.

Enårig strandengsvegetation er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben.
Foto: Peter Wind, AU

Referencer

Nygaard, B., Fløjgaard C., Fredshavn, J.R. & Ejrnæs, R. 2021. NOVANA 2020. Effektovervågning af terrestriske naturtyper. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 50 s. - Videnskabelig rapport nr. 477. https://dce2.au.dk/pub/SR477.pdf