Bevaringsstatus for klitlavning vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 2190.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i atlantisk region, heller ikke inden for habitatområderne. Tilstanden er i forværring i den kontinentale region, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for klitlavning har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 1220 permanente prøvefelter, hvoraf 43% findes i kontinental region, og 33% ligger inden for habitatområderne (Tabel 2190.202).
I atlantisk region består 36% af arealet med klitlavning de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2190.202). Tilsvarende består 69% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 31% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 18% af arealet med klitlavning de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2190.202). Tilsvarende består 45% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 55% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, erosion, sandpålejring, oversvømmelser og grundvandspåvirkning. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi, sanddæmpning og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Klitlavning er en meget varieret naturtype, der omfatter mange forskellige plantesamfund med vidt forskellige vegetationsstrukturer og de er påvirket af en række forskellige dynamiske processer, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben. Våde og næringsfattige klitlavninger har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til klitter med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt (se her). Klitlavninger med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm vurderes at være potentielle levesteder for en lang række arter, mens klitlavninger med dominans af planter over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt (se her). På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at hele arealet i atlantisk og en væsentlig del af arealet i kontinental region har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, men også, at vegetationen er højere end kriterierne på en betydelig andel af arealet og det er særligt udpræget i kontinental region. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler kystdynamik og store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for klitlavningernes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,75 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i klitlavningernes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at klitlavningerne er tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er godt halvdelen af arealet med klitlavning tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og knap en fjerdedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af klitlavningernes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi i klitlavningerne, idet naturtypen rummer en stor naturlig variation i fugtighed. Således rummer klitlavninger med naturlig hydrologi både vandmættede rørsumpe, søbredder, fugtige enge og kær (rigkær og fattigkær), og ofte ses en tydelig zonering fra de tørre øvre dele af lavningerne til den fugtige eller våde bund
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 2190.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I atlantisk region, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med klitlavning, ses en signifikant tilbagegang i dækningen af dværgbuske, men også i udbredelsen af invasive arter. Selvom udbredelsen af græsning er stabil, ses også en stigning i dækningen af høje vedplanter og en fremgang i dækningen af blottet mineraljord. Der er en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Endelig viser overvågningsdata, at vegetationen er blevet lidt mere fugtig, men også, at der er mindre synligt vand på overfladen. I kontinental region er en større andel af indikatorerne i tilbagegang, omend der også er en fremgang for arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning. På trods af en signifikant stigning i forekomsten af græsning er der også registreret en signifikant stigning i dækningen af vedplanter og den gennemsnitlige vegetationshøjde. Det tyder på, at nogle arealer forvaltes, mens andre mangler kystdynamik og græssende dyr til at holde vegetationsdækket åbent. Som i atlantisk region er der en signifikant stigning i Ellenberg´s næringsindikator og der er et fald i jordvandets pH. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, kystdynamik og græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i klitlavning overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, som rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med klitlav-ning, er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Dog er der tegn på, at klitlavningerne er blevet mere fugtige inden for habitatområderne, men her ses også en stigning i andelen af næringselskende arter. Det vurderes derfor, at tilstanden i klitlavning inden for habitatområderne også overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.
Tabel 2190.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen klitlavning i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 1.290 været registreret som naturtypen klitlavning i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 2190.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for klitlavning. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 2190.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for klitlavning. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
