Aarhus Universitets segl

Hvor findes naturtypen?

Nedbrudt højmose findes spredt over størstedelen af landet, dog primært i Jylland. Store Vildmose og dele af Lille Vildmose komplekset rummer de største forekomster af naturtypen. Andre eksempler findes i Kongens Mose i Sønderjylland og i Holmegårds Mose i Sydsjælland.

Nedbrudt højmose er, med et samlet areal på 5.337 ha, en af de mere udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen er fordelt nogenlunde lige i de to biogeografiske regioner, dog med det største areal i den kontinentale region (der dækker to tredjedele af landets areal). Det skønnes at 32 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning, fra de seneste fire rapporteringer til EU, er vist i Tabel 7120.1. Naturtypens udbredelsesområde, kortlagte forekomster (2016-2019) inden for habitatområderne og prøvefelter fra NOVANA’s overvågningsstationer (2011-2022) er vist i Figur 7120.1.

Naturtypens udbredelsesområde

Naturtypens udbredelsesområde er beregnet ud fra 10 km kvadrater med kendte forekomster af naturtypen samt udbredelsen af historiske højmoser i Danmark (Thøgersen 1942) (se Figur 7120.1). Forskellene i naturtypens udbredelsesområde mellem årene (Tabel 7120.1) skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og afspejler derfor ikke nødvendigvis reelle forandringer. Udbredelsesområdet med nedbrudt højmse vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner, og selvom udbredelsesområdet er større end tidligere beregnet, vurderes det at være stabilt.

Naturtypens areal

Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. En væsentlig andel af de kortlagte forekomster med naturtypen (97%) er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (primært mose). Vi har derfor anvendt det arealmæssige overlap mellem de kortlagte forekomster og den vejledende § 3-registrering inden for habitatområderne, til at beregne den arealmæssige dækning i hele udbredelsesområdet.

Da tilstanden af habitatnaturtyperne og § 3-arealerne generelt er bedre inden for habitatområderne end uden for, vurderes det, at en lidt mindre andel af arealet med § 3-beskyttede moser uden for habitatområderne opfylder Habitatdirektivets definitioner for nedbrudt højmose. Vi har derfor nedjusteret det beregnede areal med en faktor 0,85.

Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ikke ført til større ændringer i arealet, mens beregningerne af det samlede areal peger på, at naturtypen er mindre udbredt end hidtil antaget. Disse ændringer skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer i arealet.

Arealet med nedbrudt højmose er stabilt, mens referenceniveauet (FRA) er ukendt, idet naturtypen er defineret som en nedbrudt udgave af aktiv højmose.

Tabel 7120.1. Udbredelsesområde og areal for nedbrudt højmose (7120) som afrapporteret til EU i 2007, 2013, 2019 og 2025. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved det samlede areal, det kortlagte areal inden for habitatområderne (dog først fra 2013) og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. I 2025 er det kortlagte areal inden for de nye afgrænsninger af habitatområderne (fra november 2018). Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet. 

Reference

  • Thøgersen, F. (1942): Danmarks Moser. Beretning om Hedeselskabets systematiske Eng- og Moseundersøgelser. Geografisk Tidsskrift, Bind 45. 170 Sider. 25 X 17 cm. Talrige Kort. Viborg 1942.