Bevaringsstatus for nedbrudt højmose vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 7120.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Arealet med nedbrudt højmose er stabilt, mens referenceniveauet (FRA) er ukendt, idet naturtypen er defineret som en nedbrudt udgave af aktiv højmose. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i begge regioner, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for nedbrudt højmose har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, dækningen af græsser og kvælstofindholdet i tørvemosser som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 483 permanente prøvefelter, hvoraf 66% findes i kontinental region, og 52% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7120.202).
I atlantisk region er der ingen arealer med nedbrudt højmose, der består de skærpede kriterier og dermed med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se Tabel 7120.202). Tilsvarende består 3% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 97% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region er der ingen arealer med nedbrudt højmose, der består de skærpede kriterier og dermed med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se Tabel 7120.202). Tilsvarende består 4% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 96% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) er udvalgt som indikator for, om højmosen har en træfri overflade og dermed en intakt hydrologi. Fravær af høje vedplanter vurderes at være en forudsætning for, at højmoserne kan opretholdes på lang sigt, og højmoser med en dækning af træer og buske under 1% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til et åbent plantedække. Tilsvarende har arealer med større islæt af træer og buske (over 3% dækning) en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Analyserne viser, at lidt mere end 40 % af arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, hvilket tyder på, at forstyrrelser i kombination med våde, sure og ekstremt næringsfattige forhold kun i mindre grad formår at holde de nedbrudte højmoser fri for opvækst af træer og buske.
På højmoser med uforstyrret hydrologi og et naturligt lavt næringsstofniveau forekommer arter af græsser ikke i vegetationen. Vi har derfor valgt dækningen af græsser som et udtryk for, om højmosen er næringsbelastet og/eller afvandet. En gunstig tilstand i nedbrudt højmose forudsætter fravær af græsser, og et gennemsnit på mere end 5% tyder på en ugunstig tilstand. Analyserne viser at der er forekomst af græsser i højmosevegetationen på knap tre fjerdedele af overvågningsstationerne i atlantisk region og på to tredjedele af arealet i kontinental.
Kvælstofindholdet i spidserne på udvalgte tørvemosser er valgt som indikator for næringsstatus i nedbrudt højmose. Kvælstofindholdet i spidserne af mosser (især fra Sphagnum fallax og Sphagnum magellanicum) afspejler levestedets næringsstatus, og her typisk atmosfærisk deposition og intern næringsstofomsætning, hvor de hydrologiske forhold ikke er intakte. Det vurderes, at prøvefelter med mindre end 1,1% N i spidser af tørvemosser ikke har modtaget væsentlige mængder kvælstof fra luften og vandet, mens arealer med kvælstofværdier over 1,3% med rimelig sikkerhed modtager så store mængder kvælstof, at dominans af nøjsomme arter ikke vil kunne opretholdes på længere sigt. Kvælstofindholdet i spidser af tørvemosser ligger over det skærpede kriterium for næsten hele arealet i både atlantisk og kontinental region, hvilket tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften og/eller mobilisering af ophobede kvælstofpuljer i tørven.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7120.203). Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I begge regioner ses således en signifikant stigning i antallet af plantearter, og da naturtypen er naturligt fattig på plantearter, kan dette både være et godt og et dårligt tegn. Der ses også et fald i dækningen af dværgbuske og en stigende dækning af tørvemosser, ligesom der er tydelige tegn på tilgroning i form af en stigende vegetationshøjde og øget dækning af lave og høje vedplanter. Den signifikante stigning i løvets indhold af kvælstof peger på, at der er en stigende mængde næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst på de nedbrudte højmoser. I atlantisk region ses en signifikant stigning i antal arter, der er følsomme og meget følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, men der er også tegn på, at vegetationen bliver mere præget af græsser end dværgbuske. Dækningen af invasive karplanter er stigende, mens den samlede dækning af invasive arter er faldende, hvilket kunne tyde på, at mosset stjernebredribbe mindsker sin udbredelse i naturtypen. Der er en øget udbredelse af græsning og rydning af vedplanter, men fra et meget lavt niveau og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. Her er også en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes den øgede tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Endelig peger stigningen i Ellenberg´s fugtighedsindikator på, at vegetationen er blevet fugtigere. I den kontinentale region er der blandt andet en øget udbredelse af invasive arter og et signifikant fald i ratioen mellem kvælstof og fosfor, hvilket typer på, at kvælstof bliver mere begrænsende for planternes vækst. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i nedbrudt højmose overvejende er i forvær-ring i begge regioner.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med ned-brudt højmose, er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Dog er der flere signifikante forandringer af vegetationens sammensætning inden for habitatområderne, hvor der er en signifikant stigende dækning af blad- og tørvemosser, en stigning i antal arter og arter, der er meget følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og til-groning, men der er også tegn på, at vegetationen bliver mere præget af græsser end dværgbuske. Det er også inden for habitatområderne, at der ses en stigende udbredelse af græsning og rydning, mens det uden for, at vegetationen er blevet signifikant vådere. Det vurderes derfor, at tilstanden i nedbrudt højmose inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang i begge regioner.
Tabel 7120.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen nedbrudt højmose i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 712 været registreret som naturtypen nedbrudt højmose i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 7120.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for nedbrudt højmose. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort og ”?” at det er uvist om arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 7120.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for nedbrudt højmose. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
