Den gennemsnitlige dækning af vedplanter i elle- og askeskov er 93 % og de høje vedplanter er dominerende, mens dækningen af lave vedplanter er blot 4,5 %. Kronedækningen er i gennemsnit 92 ud af 96 kvadrater (svarende til en dækning på 96,3 %), og blot 5 % af prøvefelterne har en kronedækning under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala. 

Rødel, der er den dominerende træart i elle- og askeskovene, er et lystræ (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 5), der slipper nogen lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 5,8, og vegetationen er således tilpasset en noget større tilgængelighed af lys end i bøge- og egeskovene. 

Elletræerne danner med tiden små forhøjninger (trunter), som er hævet over sumpskovens våde og anaerobe miljø. Dannelsen af trunter kan forstærkes ved stævningsdrift. I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 1,1 træer med trunter over 70 cm i diameter. I enkelte cirkler er der fundet mere end 4 og helt op til 39 trunter, mens de mangler helt i tre ud af fire 15 m cirkler. Trunterne kan både være et tegn på gammel naturlignende skov og gammel stævningsdrift. 

Overvågningsdata tyder således på, at elle- og askeskovene er relativt lysåbne, og at der, på trods af den meget store tæthed af træer og buske, slipper en del lys ned gennem kronelaget. 

Befæstede og hegnede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne. 
 

I forhold til de øvrige skovtyper er der i elle- og askeskovene fundet et gennemsnitlige antal levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også levested for arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater. 

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,76 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 3 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 4-6 træer med hulheder, mens de mangler helt i godt halvdelen. Der er i gennemsnit registreret 2 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 8 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en femtedel af cirklerne er der fundet 4-15 træer med rådne partier, og de mangler helt i godt en fjerdedel. 

Elle- og askeskov har i gennemsnit hele 6,2 stammer af træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne (svarende til 56 stammer i 15 m cirklerne og 792 stammer per hektar). Store træer udgør en lille del af det samlede antal stammer og i 15 m cirklerne er der således i gennemsnit registreret 0,87 træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i elle- og askeskov (svarende til 12,3 store træer per hektar). Der er flere store træer end i skovbevokset tørvemose og egeskovstyperne end i elle-og askeskov, men færre end i bøgeskove på morbund.

Da produktiviteten i elle- og askeskove er mindre end i ege-blandskove og bøgeskove på muld og kalk, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm.

I NOVANA-programmet registreres det døde ved i 15 m cirklerne som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 6,3 m³ dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2023). Til sammenligning kan der være over 100 m³ dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er den samlede mængde af dødt ved i elle- og askeskove på 23 m³/ha og dermed en del over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en og højere end de øvrige skovtyper (undtaget bøg på mor med kristtorn). I elle- og askeskove er dødt ved fraværende i halvdelen af cirklerne.

Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) (16 m³/ha), mens knap en tredjedel er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved) (6,5 m³/ha). 

Omtrent halvdelen af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens den anden halvdel er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) (12 m³/ha) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Sammenlignet med egeskovstyperne er en mindre andel af det døde ved i nedbrudt form i elle- og askeskov. Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden. Vi har ingen data på, hvor stor en del af det døde ved, der er forårsaget af asketoptørre.