Aarhus Universitets segl

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund, ligesom træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008).

Indikatorer

Skovstrukturen i skovbevokset tørvemose er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af vedplanter (hhv. under 1 m, over 1 m og samlet), kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne. 

Resultater 2007-2022

Tilstand 2017-2022

Lys

Den gennemsnitlige dækning af vedplanter i skovbevokset tørvemose er 91 % og de høje vedplanter er dominerende (dækker 90 %), mens dækningen af lave vedplanter er blot 2,4 %. Kronedækningen er i gennemsnit 91 ud af 96 kvadrater (svarende til en dækning på 95,8 %) og blot 6 % af prøvefelterne har en kronedækning under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala. 

Dun-birk, vorte-birk og rød-gran, der er de dominerende træarter i skovbevokset tørvemose, er lystræer (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 7 for disse arter), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er på 6,3, og vegetationen er således tilpasset en større tilgængelighed af lys end i bøge- og egeskovene. 

Overvågningsdata tyder således på, at de skovbevoksede tørvemoser er relativt lysåbne, og at der på trods af den meget store tæthed af træer og buske slipper nogen lys ned gennem kronelaget. 

Befæstede og hegnede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne. 

Hulheder og råd

I skovbevokset tørvemose er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også levested for arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater. 

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,53 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 4 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 4-7 træer med hulheder, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler. Der er i gennemsnit registreret 1,1 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 8 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I mindre end en tiendedel af cirklerne er der fundet 4-11 træer med rådne partier, mens de mangler helt i halvdelen.

Stammer og store træer

Skovbevokset tørvemose har i gennemsnit hele 5,7 stammer af træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne (svarende til 51 stammer i 15 m cirklerne og 722 stammer per hektar). Store træer udgør en meget lille del af det samlede antal stammer og i 15 m cirklerne er der således i gennemsnit registreret 0,55 træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i skovbevokset tørvemose (svarende til 7,8 store træer per hektar). Der er færre store træer end i elle-og askeskov og flere af de andre skovtyper.

Da produktiviteten i skovbevokset tørvemose er mindre end i fx ege-blandskov og bøgeskov på muld og kalk, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm.

Geografiske mønstre

I de vestjyske skove, der kun rummer en mindre del af overvågningsstationerne, er der mindre mængder dødt ved og færre store træer, men også flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder og rådne partier end i de øvrige tre regioner. Skovene i den sjællandske region adskiller sig ved at rumme flere store træer og liggende og nedbrudt dødt ved, mens de nordjyske skove har relativt meget stående dødt ved.

Overvågningsdata viser, at der er signifikant mere samlet dødt ved, en lavere dækning af høje vedplanter og en lavere kronedækning inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for skovstruktur i skovbevokset tørvemose. 

Dødt ved

I NOVANA-programmet registreres det døde ved i 15 m cirklerne som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 6,3 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2023). Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er den samlede mængde af dødt ved i skovbevokset tørvemose på 8,7 m3/ha og dermed lidt over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. I skovbevokset tørvemose er dødt ved fraværende i godt halvdelen af cirklerne.

Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) (5,4 m3/ha), mens godt en tredjedel er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved) (3,2 m3/ha). 

Godt 40 % døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens hovedparten er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) (5,1 m3/ha) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Sammenlignet med egeskovstyperne er en mindre andel af det døde ved i nedbrudt form i skovbevokset tørvemose. Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden. 

Udvikling 2007-2022

Der er en signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,85 %, i antallet af træer og buske med en diameter over 10 cm på 1,85 stammer, og i kronedækningen på 0,81 enheder om året i perioden 2007-2022, hvilket tyder på, at skovene er blevet tættere og mørkere. Der er også en signifikant stigning i antallet af store træer i 15 m cirklerne på 0,01 træer om året i perioden. Der er ingen signifikante ændringer i den samlede mængde dødt ved (som rapporteret for perioden 2007-2015), eller mængden af stående og liggende dødt ved. Der er ingen signifikante ændring i de øvrige indikatorer for skovstruktur i skovbevokset tørvemose. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Dataindsamlingen i NOVANA egner sig ikke til at vurdere udviklingen i dækningen af hegnede og befæstede arealer i skovene.

Overvågningsdata viser, at skovbevokset tørvemose er præget af et højt kronedække og en høj stammetæthed, men at der samtidig trænger forholdsvis meget lys ned til skovbunden. Skovbevokset tørvemose med kær-dunbregne ved Kjellerup Sø.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST

Referencer

Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.

Harmon ME, Franklin JF, Swanson FJ, Sollins P, Gregory SV, Lattin JD, et al. Ecology of coarse woody debris in temperate ecosystems. Adv Ecol Res. 1986;15: 133–302. 

Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill. sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/ 

Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden. 

Nord-Larsen, T., Østergaard, M. J., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., & Jørgensen, B. B. (2023). Skovstatistik 2022. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.https://static-curis.ku.dk/portal/files/376995779/Rapport_Skovstatistik_2022_web.pdf

Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992. 

Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK. 

Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.