Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for skovklit vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 2180.201).

Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forbedring i atlantisk region, også inden for habitatområderne. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i kontinental region, heller ikke inden for habitatområderne.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for skovklit har vi udvalgt antal levende træer med hulheder eller rådne partier og antal arter af lave insektbestøvede vedplanter som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 124 permanente prøvefelter, der alle ligger inden for habitatområderne i kontinental region (Tabel 2180.202).

I atlantisk region består 21% af arealet med skovklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2180.202). Tilsvarende består 69% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 31% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 6% af arealet med skovklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2180.202). Tilsvarende består 73% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 27% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.

Indikatorerne i multikriterieberegningen

Skovklit er en ung skovtype, og mange arealer er i succession fra ung tilgroningsskov til en mere moden skovtype. Derfor indgår antallet af store træer ikke i beregningerne. Det døde ved i skovklit har små dimensioner sammenlignet med de øvrige skovtyper og da NOVANA kun registrerer stammer med en diameter over 20 cm og længder over 2 meter, indgår denne indikator ikke i vurderingerne af, hvor stor en andel af arealet, der er i en gunstig tilstand. Endelig er naturtypen kun potentielt levested for ganske få af de 25 træboende skovindikatorarter, hvorfor disse heller ikke indgår i beregningerne.

Mange arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr, er knyttet til hulheder og rådne partier på stammen af levende træer. For skovklit er kriterierne sat til henholdsvis 3 og 1 træer pr. 15 m cirkel for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af træer med mikrohabitater i skovene, kan et prøvefelt bestå kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Der er flere hulheder og råd i stammerne af levende træer end det skærpede kriterium på knap tre fjerdedele af arealet i atlantisk region, mens hele arealet rummer flere træer med hulheder og råd end det lempede kriterium. I kontinental region er det en noget mindre andel af arealet, der rummer levende træer med hulheder eller rådne partier.

Antal arter af lavtvoksende (under 20 meter) insektbestøvede træer og buske er valgt som indikator for skovenes artssammensætning. En høj diversitet af vedplanter skaber levesteder for mange arter af planter, dyr og svampe og er derfor en vigtig indikator for skovenes tilstand og udvikling. Blomstrende buske og småtræer såsom almindelig røn, almindelig gedeblad, tørst, glansbladet hæg (er dog en mindre vigtig føderessource for insekter end de hjemmehørende arter), krybende pil og selje-røn er vigtige pollen og nektarkilder for insekter og er afhængige af, at der trænger lys ned gennem kronelaget i skoven. Det vurderes, at skovklit med mere end 3 af disse arter pr. 15 m cirkel har en gunstig tilstand, og at mindre end 2 insektbestøvede vedplanter tyder på en ugunstig tilstand. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af lysindfald i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser at, der er flere insektbestøvede vedplanter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand på en fjerdedel af arealet med skovklit i atlantisk region mod godt en tredjedel i kontinental. I atlantisk region opfylder godt to tredjedele af arealet det lempede kriterium, men det samme gælder for hele arealet med skovklit i den kontinentale.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 2180.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Der er tegn på en tilbagegang i vedplantediversiteten, som fx antal arter af buske, samt det samlede antal arter i atlantisk og antal insektbestøvede vedplanter i kontinental region. Den stigende vedplantedækning i begge regioner, samt stigningen i kronedækket i kontinental og i Ellenberg´s indikatorværdi for lys i den atlantiske region peger på, at skovklitterne er blevet tættere og mørkere i perioden og at der mangler naturlige forstyrrelser, især i form af græsning, som kan åbne kronedækket og tillade større lysindfald. Fælles for de to regioner, at der er en signifikant stigning i antal skovindikatorarter, selvom skovklit kun er potentielt levested for ganske få af de 25 træboende skovindikatorarter, der primært er udvalgt for højskov. I den atlantiske region er en signifikant stigning i antallet af store træer og i mængden af dødt ved, men også en tilbagegang i antallet af levende træer med hulheder. I kontinental region er ingen signifikante ændringer i antal store træer og mængden af dødt ved, men til gengæld er der kommet flere levende træer med hulheder og råd. Endelig er jordbunden blevet mere sur i kontinental region, mens Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof er faldende, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringsfølsomme arter. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, skovstruktur, mikrohabitater for vedboende arter og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i skovklit overvejende er i fremgang i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.

Udviklingen inden for habitatområderne
Der er ikke udlagt overvågningsstationer for skovklit uden for habitatområderne. Analyserne af det samlede datasæt for skovklit underbygger den gunstige udvikling i skovstrukturen udtryk ved antal store træer, dødt ved, hulheder og rådne partier. Men der er også tilbagegang i en stor andel af indikatorerne for vedplantediversitet, som fx antal hjemmehørende og insektbestøvede vedplanter. Det faldende forhold mellem jordbundens kulstof- og kvælstofindhold, peger på, at der akkumuleres kvælstof i de øverste jordlag, og at der kan ske ændringer i skovenes næringsstofcyklus. Det vurderes derfor, at tilstanden i skovklit inden for habitatområderne overvejende er i fremgang i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.

Tabel 2180.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, skovstruktur og næringsstatus for skovtypen skovklit i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 2.659 prøvefelter fra skovovervågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 103 været registreret som naturtypen skovklit i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2007-2022). Læs mere om analysemetoderne her.