Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund, ligesom træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008).
Skovstrukturen i stilkegekrat er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af vedplanter (hhv. under 1 m, over 1 m og samlet), kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.
Den gennemsnitlige dækning af vedplanter i stilkegekrat er 91 % og de høje vedplanter er dominerende, mens dækningen af lave vedplanter er blot 2,9 %. Kronedækningen er i gennemsnit 91 ud af 96 kvadrater (svarende til en dækning på 95,2 %) og 6 % af prøvefelterne har en kronedækning under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.
Stilk-eg, der er den dominerende træart i stilkegekrat, er et lystræ (Ellenberg’ indikatorværdi for lys er 7), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 5,5, og vegetationen er således tilpasset en begrænset tilgængelighed af lys.
Overvågningsdata tyder således på, at stilkegekrattene er relativt skyggende, men at der slipper lidt mere lys ned gennem kronelaget end i de øvrige egeskovstyper.
Befæstede og hegnede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne.
I forhold til de fleste andre skovtyper er der i stilkegekrat fundet lidt flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også levested for arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.
I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,76 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 4 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er de fundet 4-8 træer med hulheder, mens de mangler helt i tre ud af fem. Der er i gennemsnit registreret en del flere træer (2,9) med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 15 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en tredjedel af cirklerne er der fundet 4-18 træer med rådne partier, og de mangler helt i en femtedel.
Stilkegekrat har i gennemsnit 4,6 stammer af træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne (svarende til 41 stammer i 15 m cirklerne og 580 stammer per hektar). Store træer udgør en meget lille del af det samlede antal stammer og i 15 m cirklerne er der således i gennemsnit registreret 0,38 træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i stilkegekrat (svarende til 5,4 store træer per hektar). Der er et sammenligneligt antal store træer i stilkegekrat og ege-blandskov, men færre end i vinteregeskov og væsentligt færre end i bøgeskove på mor.
Da produktiviteten i stilkegekrat er mindre end i ege-blandskov, tager det længere tid for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor en smule lempede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 70 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 40-60 cm.
I NOVANA-programmet registreres det døde ved i 15 m cirklerne som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 6,3 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2023). Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er den samlede mængde af dødt ved i stilkegekrat på 8,3 m3/ha og dermed lidt over gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. I stilkegekrat er dødt ved fraværende i knap to ud af tre cirkler.
Det døde ved findes nogenlunde ligelig fordelt som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) (4,5 m3/ha), og i form af stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved) (3,7 m3/ha).
Knap en tredjedel af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens hovedparten er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) (5,8 m3/ha) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Det døde ved i stilkegekrat er således mere nedbrudt end i bøgeskovstyperne og sumpskovene (skovbevokset tørvemose og elle- og askeskov). Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden.
I den vestjyske region, hvor der er flest overvågningsstationer for naturtypen, er der registreret færre store træer og mindre dødt ved end i Nordjylland, Østjylland og på Fyn. I de nordjyske skove er der relativt mange levende træer med rådne partier, mens der er flest levende træer med hulheder i den østjyske og fynske region.
Overvågningsdata viser, at der er signifikant færre træer og buske med en diameter over 10 cm og flere levende træer med mikrohabitater i form af hulheder inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke signifikant forskel på de øvrige indikatorer for stilkegekrat.
Der er en signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,63 % om året, i antallet af træer og buske med en diameter over 10 cm i 15 m cirklerne på 0,93 stammer, og i kronedækningen på 0,37 enheder om året i perioden 2007-2022, hvilket tyder på, at skovene er blevet tættere og mørkere. Der er også en signifikant stigning i mængden af liggende dødt ved på 0,15 m3/ha og mængden af nedbrudt dødt ved på 0,21 m3/ha om året i perioden, men ingen signifikante ændringer i den samlede mængde dødt ved (som rapporteret for perioden 2007-2015), eller mængden af stående dødt ved. Der er ingen signifikante ændring i de øvrige indikatorer for skovstruktur i stilkegekrat. Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Dataindsamlingen i NOVANA egner sig ikke til at vurdere udviklingen i dækningen af hegnede og befæstede arealer i skovene.
Store træer udgør en relativt begrænset andel af det samlede antal registrerede træer og buske i stilkegekrat, og mængden af dødt ved er lav.
Foto: Peter Wind, AU
Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.
Harmon ME, Franklin JF, Swanson FJ, Sollins P, Gregory SV, Lattin JD, et al. Ecology of coarse woody debris in temperate ecosystems. Adv Ecol Res. 1986;15: 133–302.
Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill. sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/
Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.
Nord-Larsen, T., Østergaard, M. J., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., & Jørgensen, B. B. (2023). Skovstatistik 2022. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.https://static-curis.ku.dk/portal/files/376995779/Rapport_Skovstatistik_2022_web.pdf
Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.
Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.
Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.
