Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for strandvold med flerårige planter vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 1220.201).

Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner og arealet vurderes også tilstrækkeligt stort, omend det er usikkert om det er i tilbagegang som følge af havstigninger. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal er i en ugunstig tilstand. Der er ikke en entydig udvikling i tilstanden i atlantisk, mens den er stabil i kontinental region. Inden for habitatområderne er tilstanden stabil i begge regioner.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Strandvold med flerårige planter er en ekstremt dynamisk naturtype, og en gunstig bevaringstilstand afhænger af forekomsten af opskyllet tang på stenede og grusede strande med bølgepåvirkning fra havet. Disse strukturer og funktioner beskrives bedst på en større skala end kontrolovervågningens prøvefelter. Struktur og funktion er derfor ikke beregnet med multikriteriemetoden, men ud fra tilstandsvurderingen af de kortlagte forekomster med naturtypen i den seneste kortlægning af habitatområderne (2016-2019). På de kortlagte forekomster med naturtypen er registreret en høj arealandel med positive naturtypekarakteristiske strukturer, særligt større eller gamle tang-, sten- eller grusvolde, artsrig flerårig flora og bølgepåvirket rullestenskyst. Der er ligeledes registreret en lav andel negative strukturer, som fx landværts anlæg i form af diger og veje og beskyttet kystlinje med sand eller dynd. Invasive arter indgår i strukturindekset og kontrolovervågningsdata underbygger, at invasive arter og især rynket rose er relativt udbredte i strandvold med flerårige planter (forekommer i 22 % af 5 m cirklerne).

Beregningerne af naturtilstanden viser, at 64% af arealet i atlantisk region er i en gunstig tilstand (god eller høj naturtilstand), mod 68% i kontinental.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 1220.203). Overvågningsdata viser en mindre forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Der er en signifikant stigning i udbredelsen af rynket rose i atlantisk region og et signifikant fald i den samlede udbredelse af invasive arter i den kontinentale. I atlantisk region er også en stigning i andelen af enårige arter i vegetationen og i Ellenberg´s indikatorværdi for salinitet, hvilket indikerer en øget kystdynamik med hyppigere oversvømmelser med saltholdigt vand. Der er ikke signifikante ændringer i de øvrige indikatorer på strandvold med flerårige planter. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning og kystdynamik) viser således, at tilstanden er overvejende stabil i strandvold med flerårige planter i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, som rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med strandvold med flerårige planter, er en smule bedre end udenfor. Inden for habitatområder er der således et signifikant fald i udbredelsen af invasive arter. Det vurderes derfor, at tilstanden inden for habitatområderne overvejende er stabil i strandvold med flerårige planter i begge regioner.

                                                                                                 

Tabel 1220.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen strandvold med flerårige planter i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 353 været registreret som naturtypen strandvold med flerårige planter i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.