Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for klithede vurderes at være moderat ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 2140.201).

Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. I begge regioner vurderes struktur og funktion at være moderat ugunstig, da 10-25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i begge regioner, også inden for habitatområderne.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for klithede har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og kvælstofindholdet i dværgbuske som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 1827 permanente prøvefelter, hvoraf 33% findes i kontinental region, og 25% ligger inden for habitatområderne (Tabel 2140.202).

I atlantisk region består 70% af arealet med klithede de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2140.202). Tilsvarende består 88% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 12% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 64% af arealet med klithede de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2140.202). Tilsvarende består 82% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 18% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.

Indikatorerne i multikriterieberegningen

Dækningen af høje vedplanter (over en meter) er udvalgt er udvalgt som indikator for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, erosion og sandpålejring. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, sanddæmpning, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Næringsfattige klitheder har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til klitter med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt (se her​​). Analyserne viser, at næsten hele arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, hvilket tyder på, at forstyrrelser formår at hæmme væksten af træer og buske og holde klithedernes plantedække i et ungt succesionsstadium.

Ellenberg’s indikatorværdi for næringsstof er valgt som indikator for klithedernes næringsstatus og er et udtryk for vegetationens tilpasning til mængden af tilgængelige næringsstoffer på voksestedet over en længere periode. Prøvefelter med en indikatorværdi under 3,3 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange nøjsomme arter, der giver god plads til en rig kryptogamflora. Værdier over 3,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i klithedevegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at kun en mindre del af klithederne er tydeligt påvirkede af næringsstoffer.

Kvælstofindholdet i skudspidser af dværgbuske er valgt som indikator for næringsstatus i klithede. Mængden af kvælstof i årsskud af revling og hedelyng er udtryk for hedernes umiddelbare påvirkning fra luften (Søchting, 1995) og den indirekte påvirkning ved mobilisering af jordens kvælstofpulje. Det vurderes, at prøvefelter med mindre end 1,4% N i årsskud af dværgbuske ikke har modtaget væsentlige mængder kvælstof fra luften og jordens kvælstofpulje, mens arealer med kvælstofværdier over 1,6% i dværgbuske med rimelig sikkerhed modtager så store mængder kvælstof, at dominans af nøjsomme arter ikke vil kunne opretholdes på længere sigt. Kvælstofindholdet i skudspidser af dværgbuske ligger over det skærpede kriterium for en sjettedel af arealet i atlantisk og en fjerdedel i kontinental region, hvilket tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften og/eller mobilisering af ophobede kvælstofpuljer i jorden.

Selvom udtørring som følge af afvanding er blandt de vigtigste negative påvirkninger af klithedernes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi i klithederne, idet naturtypen rummer en meget stor variation i fugtigheden og omfatter både tørre klitter med hedelyng og revling og fugtige lavninger, der floristisk minder om våd hede.
 

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 2140.203). Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner, omend en større andel af indikatorerne er stabile i kontinental region. I begge regioner ses en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning og en faldende dækning af laver. Der er samtidig tegn på, at vegetationen bliver mere præget af græsser end dværgbuske og der er stigende udbredelse af blåtop og bølget bunke. Overvågningsdata peger også på en øget forvaltningsindsats med stigende udbredelse af græsning og dækning af blottet mineraljord. Der er dog samtidig tegn på tilgroning med en øget dækning af vedplanter, hvilket tyder på, at nogle arealer forvaltes, mens andre mangler kystdynamik og græssende dyr til at holde vegetationsdækket åbent. Der er også en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Det signifikante fald i C/N-forholdet tyder dog på ophobning af kvælstof i jordbunden fra atmosfærisk deposition eller en stigende omsætning af jordens ophobede kulstofpulje. Rynket rose spreder sig på klithederne, mens bekæmpelse af bjerg-fyr ser ud til at have en effekt. I atlantisk region, hvor en stor andel af prøvefelterne med klithede ligger, er en signifikant stigning i antal meget følsomme arter og et fald i udbredelsen af invasive arter, ligesom hedelyng går frem og revling tilbage. Her er også tegn på, at jordbunden bliver mere sur og at dværgbuskenes indhold af kvælstof stiger. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, kystdynamik og græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i klithede overvejende er i forværring i begge regioner.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, som rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med klithede, er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor, selvom flere indikatorer er i forandring end uden for. Således ses eksempelvis en fremgang i dækningen af hedelyng og i antallet af følsomme og meget følsomme plantearter, samt en reduceret udbredelse af bjerg-fyr. Det vurderes dog stadig, at tilstanden i klithede inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang i begge regioner.

Tabel 2140.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen klithede i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 1.993 været registreret som naturtypen klithede i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.