Stilkegekrat er, med et samlet areal på mellem 4.391 og 4.862 ha, en af de mindst udbredte skovnaturtyper i Danmark. Naturtypen har sin hovedudbredelse i den kontinentale region, og det skønnes at 45-50 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning, fra de seneste fire rapporteringer til EU, er vist i Tabel 9190.1. Naturtypens udbredelsesområde, kortlagte forekomster (2016-2019) inden for habitatområderne og prøvefelter fra NOVANA’s overvågningsstationer (2011-2022) er vist i Figur 9190.1.
Naturtypens udbredelsesområde er beregnet ud fra 10 km kvadrater med kendte forekomster af naturtypen inden for habitatområderne samt en ekspertvurdering af potentielle forekomster uden for (se Figur 9190.1). Forskellene i naturtypens udbredelsesområde mellem årene (Tabel 9190.1) skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og afspejler derfor ikke nødvendigvis reelle forandringer. Udbredelsesområdet med stilkegekrat vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. Danmarks Skovstatistik (NFI) har dokumenteret forekomster af stilkegekrat i relativt mange prøveflader og fordelingen af disse er derfor anvendt til at beregne den arealmæssige dækning uden for habitatområderne. Da fordelingen af skovtyperne inden for og uden for habitatområderne varierer mellem de 5-årige moniteringsrunder, har vi benyttet beregningerne fra de to seneste opgørelser (Nord-Larsen m.fl. 2023 og 2020). Det betyder, at det samlede areal for naturtypen er angivet som et interval (se Tabel 9130.1).
Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ført til en stigning i arealet, mens beregningerne af det samlede areal peger på, at naturtypen kan være lidt mindre udbredt end hidtil antaget. Disse ændringer skyldes primært et forbedret datagrundlag og ændrede beregningsmetoder og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer i arealet. Naturtypens areal vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Tabel 9190.1. Udbredelsesområde og areal for stilkegekrat (9190) som afrapporteret til EU i 2007, 2013, 2019 og 2025. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved det samlede areal, det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. I 2025 er det kortlagte areal inden for de nye afgrænsninger af habitatområderne (fra november 2018). Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.
Figur 9190.1. Kort over udbredelsesområde og kendte forekomster med stilkegekrat (9190). Udbredelsesområdet (vist med mørk grå signatur) er defineret ved 10 km kvadrater med kendte forekomster af naturtypen samt en ekspertvurdering af potentielle forekomster uden for habitatområderne. Med blåt er vist kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2019). De orange firkanter viser overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden 2011-2022.
