Bevaringsstatus

Antallet af store træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. I analyserne indgår træarter, der er naturligt hjemmehørende i Europa. Hvornår et træ anses for at være ”stort” afhænger af arten og naturtypen. Det vurderes at skove med mere end 7 store træer pr. ha (0,49 pr 15 m cirkel) fungerer som potentielle levesteder for en lang række vedboende arter, mens skove med færre end 3,5 store træer pr. ha (0,25 pr 15 m cirkel) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af store træer i landskabet, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at der er tilstrækkeligt mange store træer på knap en tredjedel af arealet i begge regioner, mens hele arealet i kontinental region har flere store træer end det lempede kriterium for en gunstig tilstand.

Mange arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr, er knyttet til hulheder og rådne partier på stammen af levende træer. For stilkegekrat er kriterierne sat til henholdsvis 5 og 2 træer pr. 15 m cirkel for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af træer med mikrohabitater i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Der er flere hulheder og råd i stammerne af levende træer end det skærpede kriterium på godt en tredjedel af arealet i atlantisk region, mens tre fjerdedele af arealet rummer flere træer med hulheder og råd end det lempede kriterium. I kontinental region er det en lidt større andel af arealet, der rummer levende træer med hulheder eller rådne partier.

Stilkegekrat er en mindre produktiv naturtype med en moderat høj stående vedmasse, og skove i en gunstig tilstand rummer moderat store mængder dødt ved. Det vurderes, at stilkegekrat med mere end 30 m³ dødt ved pr. ha (i gennemsnit for stationen) rummer potentielle levesteder for en væsentlig del af naturtypens vedboende arter, og at skove med mindre end 10 m³ pr. ha har for få levesteder til at opretholde en gunstig tilstand på længere sigt. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af dødt ved i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt​). Analyserne viser, at skovene i høj grad mangler dødt ved, særligt i atlantisk region. Således rummer en ganske lille andel af arealet mere dødt ved end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens mængden af dødt ved ligger over det lempede kriterium på en femtedel af arealet i atlantisk region. I kontinental region er mængden af dødt ved over det skærpede kriterium for en tiendedel af arealet og over det lempede på to femtedele (se fordelingen af dødt ved i prøvefelterne her).

Antal arter af lavtvoksende (under 20 meter) insektbestøvede træer og buske og skovindikatorarter er valgt som indikatorer for skovenes artssammensætning. En høj diversitet af vedplanter skaber levesteder for mange arter af planter, dyr og svampe og er derfor en vigtig indikator for skovenes tilstand og udvikling. Blomstrende buske og småtræer såsom almindelig røn, almindelig gedeblad, tørst, glansbladet hæg (er dog en mindre vigtig føderessource for insekter end de hjemmehørende arter), almindelig hyld og engriflet hvidtjørn er vigtige pollen og nektarkilder for insekter og er afhængige af, at der trænger lys ned gennem kronelaget i skoven. Det vurderes, at stilkegekrat med mere end 4 af disse arter pr. 15 m cirkel har en gunstig tilstand, og at mindre end 3 insektbestøvede vedplanter tyder på en ugunstig tilstand. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af lysindfald i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser at, der er færre insektbestøvede vedplanter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand godt halvdelen arealet med stilkegekrat i begge regioner, mens hele arealet opfylder det lempede kriterium.

I NOVANA programmet er udvalgt 25 vedboende svampe, mosser og laver som repræsentanter for essentielle biodiversitetselementer i skovene, herunder forekomst af gamle træer og dødt ved, ikke-kommercielle skovtræer, kontinuert skovklima og uforurenet luft. Stilkegekrat vurderes at være potentielt levested for hele 20 af disse indikatorarter, hvoraf slank og stor stammemos, tøndersvamp og stiv ruslædersvamp er de mest udbredte arter. Kriterierne er sat til henholdsvis 3 og 1,5 forskellige indikatorarter pr. 15 m cirkel på stationsniveau for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af skovindikatorarterne i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at en fjerdedel af skovarealet rummer flere skovindikatorarter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens godt halvdelen opfylder det lempede kriterium.