Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Vurdering af bevaringsstatus 2025

Bevaringsstatus for indlandssalteng vurderes at være stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske region, hvor naturtypen forekommer (Tabel 1340.201).

Det er uvist om naturtypens udbredelsesområde er tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde, mens arealet vurderes stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring, også inden for habitatområderne.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for indlandssalteng har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 55 permanente prøvefelter, der alle findes i kontinental region, og 45% ligger inden for habitatområderne (Tabel 1340.202).

I kontinental region består 16% af arealet med indlandssalteng de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 1340.202). Tilsvarende består 68% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 32% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.

Indikatorerne i multikriterieberegningen

Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, oversvømmelser og salt- og grundvandspåvirkning, der holder vegetationsdækket lavt og åbent. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og dermed også tilgroningsgraden og vegetationens højde. Våde og næringsfattige indlandssaltenge har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 5% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 10% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt

Indlandssaltenge med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens indlandssaltenge med dominans af planter over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjdenkan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at hele arealet med indlandssalteng har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, mens tre fjerdedele af arealet har en lavere vegetationshøjde end det skærpede kriterium. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation, i kombination med de salte forhold, undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.

Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for indlandssaltengenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,8 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,85 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i indlandssaltengenes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at indlandssaltengene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer. Således er tre fjerdedele af arealet tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en fjerdedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).

Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af indlandssaltengenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi på indlandssaltengene, idet naturtypen har en naturlig stor variation i fugtighed.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 1340.203). Overvågningsdata for den kontinentale region, hvor naturtypen forekommer, viser en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning, omlægning og tilgroning. Der ses også en stigende udbredelse af slåning og rydning, men det er på en meget lille arealandel. Der ses et signifikant fald i dækningen af lave vedplanter, men også en øget vegetationshøjde og udbredelse af invasive arter, hvilket tyder på, at nogle arealer forvaltes, mens andre mangler græssende dyr eller fremvældende grundvand til at holde vegetationsdækket åbent. Faldet i det vanddækkede areal og indikatorværdien for salinitet kunne indikere en mindskning i mængden af fremvældende grundvand. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i indlandssalteng overvejende er i forværring.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Inden for habitatområder er der dog en signifikant stigning i antal arter og følsomme arter, men også stigende vegetationshøjde, udbredelse af invasive arter og tegn på ændret hydrologi. Det vurderes derfor, at tilstanden i indlandssalteng inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang. 

Tabel 1340.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen indlandssalteng i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 54 været registreret som naturtypen indlandssalteng i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.