Bevaringsstatus

Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, oversvømmelser og salt- og grundvandspåvirkning, der holder vegetationsdækket lavt og åbent. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og dermed også tilgroningsgraden og vegetationens højde. Våde og næringsfattige indlandssaltenge har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 5% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 10% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. 

Indlandssaltenge med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens indlandssaltenge med dominans af planter over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjdenkan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at hele arealet med indlandssalteng har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, mens tre fjerdedele af arealet har en lavere vegetationshøjde end det skærpede kriterium. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation, i kombination med de salte forhold, undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.

Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for indlandssaltengenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,8 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,85 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i indlandssaltengenes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at indlandssaltengene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer. Således er tre fjerdedele af arealet tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en fjerdedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).

Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af indlandssaltengenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi på indlandssaltengene, idet naturtypen har en naturlig stor variation i fugtighed.