Indikator i kortlægning af skovnaturtyper

Hvorfor kortlægges skovsøer, sumpe og moser?

For en lang række terrestriske habitatnaturtyper er en gunstig tilstand betinget af, at de naturlige hydrologiske processer får lov at råde. Det gælder bøge- og egeskovstyperne, men nok især sumpskovstyperne skovbevokset tørvemose og elle- og askeskov. En vigtig indikator for naturlig hydrologi i skoven er forekomsten af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser. Vådområderne skaber lysninger i skoven og andre levesteder end den tørre, træbevoksede skovbund. Den naturlige hydrologi i skovene er dog ofte påvirket af menneskelige aktiviteter i form af lokal afvanding ved drænrør og drængrøfter, og kanalisering, regulering, oprensning og grødeskæring af vandløb hvorved vandet ledes bort fra træernes rødder og sikrer en mere effektiv skovdyrkning.

Hvordan kortlægges skovsøer?

Skovsøer, sumpe og moser kortlægges som en del af registreringerne af de strukturelle indikatorer. I den afgrænsede polygon registreres arealandelen med skovsøer, skovsumpe og moser i én af fem kategorier:

• 1) 0-5 %
• 2) 5-10 %
• 3) 10-30 %
• 4) 30-75 %
• 5) 75-100 %

Indikatoren omfatter arealandelen af skovsøer, skovsumpe og moser på både trædækkede og lysåbne arealer, hvad enten de er vegetationsløse eller med tydelig vegetation af vådbundsplanter, undervandsplanter og tørvemosser. Temporære oversvømmelser med tydelig tørbundsvegetation medtages dog ikke.

Metoderne til kortlægning af skovsøer, skovsumpe og moser  er ændret gennem de to kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her). I den første kortlægningsrunde (2005-2012) blev vådområdernes naturlighed registreret i 5 kategorier uden angivelse af arealandelen.