Indikator i kortlægningen af skovnaturtyper

Hvorfor registreres dødt ved?

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer. En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er vedboende i bred forstand. Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af den forstlige hugst af biologisk unge træer og fjernelsen af det døde ved. Mange truede arter koloniserer udelukkende træer, som stadigvæk er levende, så der er behov for både levende gamle ”veterantræer” og dødt ved.

Den videnskabelige litteratur viser, at biodiversiteten af vedboende arter stiger med mængden af dødt ved, og selvom stigningstaksten i artsantallet aftager, kommer der stadigvæk flere arter til med stigende mængde dødt ved, helt op til den urørte løvskovs mængde af dødt ved på mere end 100 m³ pr. ha. En række meget omfattende undersøgelser af metadatasæt (fx Gossner et al., 2013; Lachat et al., 2012; Müller et al., 2007) peger på, at skovtyper med en stor vedmasse også naturligt rummer store mængder dødt ved og dermed naturligt også en stor diversitet af vedboende arter. Der ses et betydeligt tab i diversiteten af de vedboende arter, når mængden af dødt ved kommer under 50-70 m³ pr. ha.

Hvordan registreres dødt ved?

Dødt ved kortlægges som en del af registreringerne af de strukturelle indikatorer. I den afgrænsede polygon registreres antallet af hhv. liggende og stående vedstykker i én af fem kategorier:

• 1) < 1 vedstykke pr. ha
• 2) 1-5 vedstykker pr. ha
• 3) 6-10 vedstykker pr. ha
• 4) > 10 vedstykker pr. ha.

Det døde ved registreres som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. Det døde ved findes både som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) og stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).

Indikatoren stående dødt ved er defineret som antallet af døde, stående stykker træ (på roden), der uanset nedbrydningsgraden har dimensioner over 2 meter i højden og 20 cm i diameter i brysthøjde (1,3 meter). Indikatoren liggende dødt ved er defineret som antallet af døde, liggende stykker træ (med eller uden rodkage), der uanset nedbrydningsgraden har dimensioner over 2 meter i længden og 20 cm i diameter i brysthøjde (1,3 meter).

Metoderne til kortlægning af dødt ved er ændret gennem de to kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her). I den første kortlægningsrunde (2005-2012) blev anvendt andre størrelsesgrænser for vedstykkernes diameter og længde, ligesom antallet af vedstykker var opdelt i færre kategorier.