Indikator i kortlægningen af lysåbne naturtyper

Kystlinjen er fra naturens hånd dynamisk og ligger derfor ikke fast. Netop denne proces med nedbrydning og opbygning af nyt land bidrager til at skabe unikke levesteder for dyr og planter. De eksponerede stenstrande, kystklinter og kystklitter er afhængige af den stadige erosion og forstyrrelse vinden og bølgerne skaber. Og de beskyttede kyster med strandengstyperne er afhængige af daglige oversvømmelser fra tidevand og en sjælden efterårsstorm for at opretholde det hydrologiske regime og den saltpåvirkning, der skaber disse plantesamfund.

Hindring af den naturlig dynamik sker i form kystsikring med høfder, skråningsbeskyttelse, bølgebrydere og sandfodring, der forhindrer eller begrænser erosion og materialetransport langs de eksponerede kyster, ligesom diger forhindrer naturlige oversvømmelser. Tab og fragmentering af levesteder er en proces, der har foregået i flere hundrede år, og som betyder, at arterne til stadighed har fået mindre plads. En vigtig grund til, at arealet af de oprindelige naturtyper er formindsket, er indsatsen for at dæmpe sandflugten i klitterne, eksempelvis ved tilplantning med marehalm og hjælme, der binder sandet, og nåletræer, der skaber læ, hvilket har ført til levestedstab for kystzonens klitlevende og varmekrævende arter.

Ud fra luftfotos og en vurdering i felten angives hvor stor effekt kystsikrende foranstaltninger har på arealets zonering og naturlige dynamik. Tegn på kystsikring vil typisk være høfder, diger eller lign. I felten vurderes i hvilken grad kystsikringen hindrer en naturlig påvirkning af kystarealet i form af oversvømmelser med saltvand og bølgepåvirkning, jord-/sandskred og vindbrud.

Omfanget af kystsikring registreres kun for forekomster langs eller umiddelbart tæt på kysten, mens indlandsforekomster angives med kategori 0. Omfanget af kystsikring vurderes i én af seks kategorier:   

0)	Indlandslokalitet, uden vand- eller vindpåvirkning med salt eller flyvesand fra kysten.
1)	Ingen kystsikring. Der er på lokaliteten og ud fra luftfotos ikke tegn på kystsikrende foranstaltninger, der virker hæmmende på naturtypens zonering og naturlige dynamik (vand og vind).
2)	Nogen kystsikring. Der er sporadisk forekomst af kystsikrende foranstaltninger (fx spredt tilplantning med hjælme). Men disse virker kun i ringe omfang ind på naturtypens zonering og naturlige dynamik.
3)	Tydelige tegn på kystsikring. Der er tydelige forekomster af kystsikrende foranstaltninger (fx udbredt opsætning af ris i klitten eller spredte høfder langs kysten). Foranstaltningerne har en tydelig hæmmende effekt på naturtypens zonering og naturlige dynamik.
4)	Udbredt kystsikring. Der er udbredte forekomster af kystsikrende foranstaltninger (fx udbredt forekomst af høfder eller diger). Disse foranstaltninger bevirker at der kun i begrænset omfang kan iagttages tegn på zonering og naturlig dynamik.
5)	Omfattende kystsikring. Der er omfattende brug af kystsikrende foranstaltninger (fx inddigede arealer hvor vandstanden holdes nede ved pumpning), der bevirker, at ethvert tegn på zonering og naturlig dynamik hæmmes.

Effekterne af kystsikrende foranstaltninger på de naturlige dynamiske processer langs kysterne er vanskelige at vurdere og i særdeleshed ved en hurtigt inspektion i felten understøttet af luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattypernes tilstand vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og afvigelsen fra naturlige dynamiske processer vil sandsynligvis være underestimeret i kortlægningen.

Omfanget af kystsikring indgår i beregningen af de lysåbne terrestriske naturtypers strukturtilstand. Metoderne til kortlægning af kystsikring er uændret gennem de tre kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her).