Indikator i kortlægningen for skovnaturtyper

Hvorfor kortlægges lysninger?

Skovlysninger kortlægges som en del af registreringerne af de strukturelle indikatorer i afgrænsede forekomster med en skovnaturtype. Skovlysninger er værdifulde levesteder for arter, der er knyttet til solrige og varme levesteder og ikke trives i træernes skygge. Skovlysninger kan opstå naturligt i tilknytning til småsøer og vandfyldte lavninger eller efter brand og stormfald, hvorefter græssende dyr kan bidrage til at holde skovlysningerne fri for skyggende træer. Skovenes øvrige åbne områder, eksempelvis brandbælterne, kan også være værdifulde lysninger med naturlig blomstrende urtevegetation. Skovlysningerne er mere end bare enge, heder og overdrev, tilfældigt omkranset af træer. Skovlysningens særpræg opstår netop i kombinationen af varme, læ, lys, træer, blomster og stabil luftfugtighed. Herved opstår der nogle specielle levevilkår, som er sjældne andre steder i naturen, og som tilgodeser mange arter af insekter, laver og mosser.

En række insekter, herunder sommerfugle, lever i solbeskinnede strækninger langs skovbryn og skovveje og skovengene og skovlysningerne, hvor der er egnede værtsplanter til larverne, og de voksne individer søger deres nektar i blomstrende urter og buske. Men også varmekrævende biller har glæde af skovlysningerne, hvor larverne lever i gamle solbeskinnede hule træer, og mange arter søger nektar som voksne. De epifytiske laver og mosser, der vokser på stammer og grene af gamle træer, trives også i skovlysninger – særligt de våde lysninger, som har en høj luftfugtighed. Dertil kommer en række jordboende planter, mosser og svampe, som også kan lide lys i skoven. 

Hvordan kortlægges lysninger?

Skovlysninger kortlægges som en del af registreringerne af de strukturelle indikatorer. I den afgrænsede polygon registreres en skønnet arealandel med skovlysninger i én af fem kategorier:

• 1) 0-1 %
• 2) 1-5 %
• 3) 5-10 %
• 4) 10-20 %
• 5) 20-100 %

En skovlysning defineres som en åbning i kronetaget, som er stor og længerevarende nok til at skabe en tydelig ændring eller overgang i urtelagets og ofte også busklagets artssammensætning. Skovlysningen er typisk domineret af urter eller buske, men også lysstillede vandhuller tæller med. Når foryngelsen af næste trægeneration overtager lysningen og dominerer over urter og buske registreres arealet ikke længere som lysning. Luftfotos er velegnede som støtte ved vurderingen af arealandelen af lysninger i forhold til det samlede skovareal.

Metoderne til kortlægning af skovlysninger er ændret gennem de to kortlægninger, der er gennemført inden for habitatområderne (se de tekniske anvisninger her). I den første kortlægningsrunde (2005-2012) blev de registreret som ”naturlige smålysninger” over 100m² uden nærmere præcisering og arealandelene var opdelt i andre kategorier.