Bevaringsstatus for rigkær vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 7230.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være i tilbagegang i begge regioner, men tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i begge regioner, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for rigkær har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden, Ellenberg’s næringsratio og kvælstofindholdet i mosser som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 2327 permanente prøvefelter, hvoraf 79% findes i kontinental region, og 29% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7230.202).
I atlantisk region består 1% af arealet med rigkær de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7230.202). Tilsvarende består 20% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 80% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 1% af arealet med rigkær de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7230.202). Tilsvarende består 19% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 81% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning og grundvandspåvirkning, der holder vegetationsdækket lavt og åbent. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til rigkær med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt (se her). Rigkær med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens rigkær med dominans af planter over 25 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en væsentlig andel af arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, men også, at vegetationen er højere end kriterierne på hovedparten af arealet. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for rigkærenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,7 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i rigkærsvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at rigkærene er meget tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er næsten hele arealet med rigkær tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og tre femtedele er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Kvælstofindholdet i spidserne på udvalgte kærmosser er valgt som indikator for næringsstatus i rigkær. Kvælstofindholdet i spidserne af mosser (især fra spids spydmos, almindelig kortkapsel og plænekransemos) afspejler levestedets næringsstatus, og her typisk vandets næringsindhold. Det vurderes, at prøvefelter med mindre end 1,5% N i spidser af kærmosser ikke har modtaget væsentlige mængder kvælstof via den umiddelbare påvirkning fra luften og vandet og den indirekte påvirkning ved mobilisering af tørvens kvælstofpulje. Og arealer med kvælstofværdier over 2% modtager med rimelig sikkerhed så store mængder kvælstof, at dominans af nøjsomme arter ikke vil kunne opretholdes på længere sigt. Kvælstofindholdet i spidser af kærmosser ligger over det skærpede kriterium for tre fjerdedele af arealet i atlantisk og to tredjedele i kontinental region, hvilket tyder på, at der sker en betydelig næringspåvirkning fra omgivelserne og/eller ved intern omsætning af tørven.
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af rigkærenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi i rigkærene, idet naturtypens naturlige variation rummer både våde partier i lavninger med kæruld, kragefod og bukkeblad, fugtige partier med kær-dueurt, kær-padderok, sump-hullæbe, hirse-star og naturligt tørre partier på toppene af knoldene.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7230.203). Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I begge regioner ses således et signifikant fald i antal arter og arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning, omlægning og tilgroning. I kontinental region, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med rigkær, er tilbagegang i antallet af meget følsomme arter, men også et signifikant fald i udbredelsen af invasive arter, mens der er en fremgang i antal arter af kærmosser i atlantisk region. Der er tegn på en stigende tilgroning med en øget dækning af høje vedplanter i begge regioner. I atlantisk region ses også en signifikant stigende vegetationshøjde og en faldende udbredelse af græsning i perioden, mens dækningen af lave vedplanter er stigende i kontinental region. Der er små tegn på en øget udbredelse af forvaltning i form af rydning i kontinental region, men det er på en meget lille arealandel og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler fremvældende grundvand, græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. Der er også tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer, selvom vegetationen er blevet mere fugtig. I begge regioner er således en signifikant stigning i Ellenberg´s næringsratio, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. I den kontinentale region er også en stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for den øgede konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Den signifikante stigning i løvets indhold af kvælstof i atlantisk og fosfor i kontinental region, peger dog på, at der er en stigende mængde næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst. Endelig viser overvågningsdata, at vegetationen er blevet lidt mere fugtig, men også, at der er mindre synligt vand på overfladen i atlantisk region. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i rigkær overvejende er i forværring i begge regioner.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Dog er der et signifikant fald i jordvandets pH uden for habitatområderne og en signifikant stigning i løvets indhold af kvælstof i den atlantiske. Det vurderes derfor, at tilstanden i rigkær inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang i begge regioner.
Tabel 7230.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen rigkær i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 2.219 været registreret som naturtypen rigkær i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 7230.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for rigkær. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 7230.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for rigkær. For de fire udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
