Aarhus Universitets segl

Skimmelflagermus

Sammenfatning

Tabellen sammenfatter de generelle udviklingstendenser for skimmelflagermus. Rødlistestatus er baseret på vurderingerne i Rødlisten 2019. Bevaringsstatus præsenterer den vurdering der blev gennemført i 2019 og medtager således ikke data der er indsamlet til denne rapport. Udviklingstendensen er for denne art vurderet på baggrund af udbredelse i denne og forrige overvågningsperiode.

Habitatdirektivet Rødliste Bevaringsstatus
(Artikel 17 - 2019)
Periodens indsamlingsresultat Udviklingstendens
Atlantisk Kontinental Atlantisk Kontinental
Bilag IV Ikke truet (LC) Gunstig Gunstig Registreret på 71 lokaliteter Stigende udbredelse Stabil udbredelse

Skimmelflagermus blev overvåget ekstensivt på 192 lokaliteter i perioden 2018-2021. Arten blev registreret på 71 lokaliteter i 73 UTM-kvadrater. Skimmelflagermus har øget sin udbredelse i det vestlige Jylland og sin forekomst på Sydsjælland og Lolland-Falster siden vurderingerne i 2019. (1Elmeros & Baagøe 2019, 2Fredshavn m.fl. 2019).

Vespertilio murinus

Om arten

Skimmelflagermus er udbredt og almindelig i Nordøstsjælland og spredte forekommende på resten af Sjælland og Østjylland (Baagøe 2007, Møller m.fl. 2013). Desuden er den, i stigende grad, registreret i andre dele af landet (fx Baagøe & Fjederholt 2014, Johansen 2016, Elmeros m.fl. 2017).

Skimmelflagermus findes i sommerhalvåret i landskaber med mosaikker af småskove, vådområder og enge, haver og parker (Baagøe 2007, Møller m.fl. 2013). Den jager som regel i det helt åbne luftrum, ofte relativt højt, over enge, vådområder og søer, langs skovkanter og levende hegn. Skimmelflagermusens yngle- og rastekvarterer findes næsten udelukkende i lave bygninger på landet og i forstæder om sommeren på vores breddegrader. Skimmelflagermus jager op til 20 km fra deres dagkvarterer. Om efteråret etablerer hanner parringsrevirer i byområder ved høje bygninger. Vinterrastestederne findes altid i bygninger, oftest høje bygninger. Dele af skimmelflagermusbestandene er relativt stedfaste med korte sæsonmæssige træk, men en del individer trækker meget lange distancer (>1500 km).

Vindmøller til lands, kystnært og til havs i og nær skimmelflagermusens yngle- og rasteområder og i dens trækområder en stor trussel for artens status (Møller m.fl. 2013, Baagøe & Elmeros 2019, Fredshavn m.fl. 2019). Desuden er skimmelflagermus truet af ødelæggelser og forringelser af yngle- og rasteområder, fx nedrivning eller renovering af bygninger og intensivering i arealudnyttelsen i agerlandet.

Overvågningsmetode

Alle flagermusarterne overvåges ekstensivt i NOVANA-programmet på udvalgte lokaliteter om sommeren for at følge ændringer i arternes udbredelse (Søgaard m.fl. 2018). Den primære registreringsmetode er akustisk detektering af flagermusene. Arterne identificeres ud fra artsspecifikke karakteristika i deres orienteringsskrig og sociale kald. Den akustiske registrering suppleres med visuelle observationer og eventuelt med netfangst.

Resultater

Skimmelflagermus blev registreret på 71 lokaliteter i 73 UTM-kvadrater ved NOVANA-overvågningen i perioden 2018-2021 (Figur 19.1, Tabel 19.1). Ved overvågningen i 2005-2010 blev skimmelflagermus registreret i 40 UTM-kvadrater (Søgaard m.fl. 2013).

Tabel:  Antal lokaliteter og UTM-kvadrater med forekomst af skimmelflagermus ved den ekstensive overvågning i 2018-2021 i Danmark. Nogle lokaliteter dækker to UTM-kvadrater. ATL: atlantisk region, CON: kontinental region.

Udvikling i forekomst og udbredelse

Overvågningen viser, at skimmelflagermus er udbredt og hyppig i Nordøstsjælland og forekommer mere spredt i Jylland, på Sjælland og Bornholm. Udbredelsen og forekomsten af skimmelflagermus er steget i det vestlige Jylland. Den har desuden en øget forekomst på Sydsjælland og Lolland-Falster. Fremgangen for skimmelflagermus ligger i forlængelse af den observerede fremgang for arten gennem de seneste årtier. Det er ikke muligt at estimere bestandsstørrelse og –udvikling for flagermusene på baggrund af den ekstensive akustiske overvågning.

Skimmelflagermusens bevaringsstatus blev vurderet som ’Gunstig’ i både den kontinentale biogeografiske region og den atlantiske biogeografiske region i Danmark i 2019 (Fredshavn m.fl. 2019). Skimmelflagermus er rødlistevurderet som ’Ikke Truet’ (LC) i Danmark (Baagøe & Elmeros 2019).

Referencer

  • Baagøe HJ 2007. Skimmelflagermus Vespertilio murinus Linnaeus, 1758. I: Baagøe HJ, Jensen TS (red.). Dansk Pattedyratlas. Gyldendal. 88-91.
  • Baagøe HJ, Fjederholt ET 2014. Flagermus i by-åbent-lands-område. Sundby, Guldborgsund Kommune. Metode, kortlægning, artsdiversitet og forekomst. Guldborgsund Kommune og Naturstyrelsen, Miljøministeriet.
  • Baagøe HJ, Elmeros M 2019. Skimmelflagermus Vespertilio murinus. I: Moeslund JE m.fl. (red.). Den danske Rødliste 2019. Aarhus Universitet, Nationalt Center for Miljø og Energi. redlist.au.dk
  • Elmeros M, Møller JD, Baagøe HJ 2017. Bat studies at Wind Turbine Test Centre Østerild, 2011-2014. I: Therkildsen OR, Elmeros M (red.). Second year post-construction monitoring of bats and birds at Wind Turbine Test Centre Østerild. Institut for Bioscience og Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Videnskabelig rapport nr. 232.
  • Fredshavn J, Nygaard B, Ejrnæs R, m.fl. 2019. Bevaringsstatus for naturtyper og arter - 2019. Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering. Videnskabelig rapport fra Aarhus Universitet, Nationalt Center for Miljø og Energi, nr. 340.
  • Johansen TW 2016. Flagermus Stevns kommune 2012-2014. SeNatur for Stevns Kommune.
  • Møller JD, Baagøe HJ, Degn HJ, Krabbe E 2013. Forvaltningsplan for flagermus. Beskyttelse og forvaltning af de 17 danske flagermus-arter og deres levesteder. Naturstyrelsen, Miljøministeriet.
  • Søgaard B, Wind P, Elmeros M, m.fl. 2013. Overvågning af arter 2004-2011. NOVANA. Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Videnskabelig rapport nr. 50.
  • Søgaard B, Elmeros M, Baagøe HJ 2018. Overvågning af flagermus Chiroptera sp., vers. 3. Teknisk Anvisning fra Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Skimmelflagermus Vespertilo murinus
Foto: Wikimedia Commons / Magne Flåten

Figur 1.    Forekomst og udbredelse af skimmelflagermus i de 171 undersøgte UTM-kvadrater i NOVANA-overvågningen i perioden 2018-2021. Grønne markeringer viser UTM-kvadrat med fund af arten, og de grå kvadrater viser undersøgt UTM-kvadrat uden fund. Grænsen mellem den atlantiske og den kontinentale biogeografiske region er vist med en sort streg.