Aarhus Universitets segl

Havterne

Sterna paradisaea

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Sårbar (VU)

2.411-2.469 par (2019)

2004-2019: Faldende
1980-2019: Faldende

Optællingsresultaterne fra NOVANA-overvågningen i 2006-2019 viser en faldende ynglebestand af havterne i Danmark. Bestanden blev i 1990'erne vurderet til 8.000-9.000 par, og under NOVANA overvågningen i 2019 blev der registreret under en tredjedel af dette.

De største kolonier af havterne i Danmark findes ved det nordlige og sydvestlige Kattegat, i Vadehavet og omkring Sydsjælland.

Om arten

Havterne yngler i Danmark typisk på små, ubeboede øer og holme med sparsom vegetation, men aldrig inde i landet. Arten er trækfugl og overvintrer omkring Antarktis.

Havternen er Danmarks almindeligst ynglende terneart og forekommer i kolonier spredt langs de danske kyster undtagen på Bornholm.

De største trusler mod havterne i Danmark er tab af ynglehabitat i form af uforstyrrede småøer, hvortil landrovdyr ikke har adgang. Fra en række yngleområder i Europa nævnes flere trusselsfaktorer såsom prædation (fra bl.a. mink og måger), forstyrrelser, havforurening og overfiskning (Hagemeijer & Blair 1997).

Overvågningsmetoder

Havterne bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. I lighed med de andre arter af terner, der yngler kystnært, bliver arten hvert andet år talt op i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget, mens overvågningen hvert sjette år omfatter 'alle' kendte og potentielle ynglelokaliteter i hele landet. Der skal som udgangspunkt aflægges to besøg på hver lokalitet med mindst ti dages mellemrum; første besøg i perioden 15.-31. maj og andet besøg i perioden 1.-30. juni (Bregnballe & Holm 2017).

Overvågningen foregår ved enten at tælle antallet af reder eller rugende fugle, eller ved at tælle antallet af voksne fugle. I tilfælde hvor antallet af ynglepar estimeres ud fra antallet af tilstedeværende fugle, gøres dette (som for andre arter af kolonirugende kystfugle) ved at multiplicere antallet med standardfaktoren 0,7, som korrigerer for, at ikke alle fuglene kan forventes at være samlet i kolonien på et og samme tidspunkt (Hälterlein m.fl. 1995). Da arten registreres ved to tidsmæssigt adskilte besøg vil besøgene oftest sikre, at optælleren er tilstede i både en tidlig og senere fase af ynglecyklus.

Havterne blev overvåget i hele landet i 2019. Arten blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2006 og er også talt i 2012, 2015 samt 2017. Overvågningen i 2017 omfattede kun de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten var på udpegningsgrundlaget, mens man i de øvrige år tilstræbte at optælle arten på alle relevante lokaliteter i landet.

Til beregning af bestandsestimater for tidligere år og bestandsudvikling er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Resultater

Under NOVANA-overvågningen i 2019 blev der samlet registreret 2.411-2.469 ynglepar af havterne. Der blev fundet ynglende havterner på i alt 139 lokaliteter. I Figur 1 er det illustreret, hvor i landet (inden for UTM-kvadrater) der blev eftersøgt ynglende havterner, og hvor der blev hhv. ikke blev konstateret yngleforekomster.

Beliggenhed og størrelse af de enkelte yngleforekomster er vist i Figur 2. De største kolonier blev fundet i  kystområder i det nordlige og sydvestlige Kattegat, i Sydsjælland og i Vadehavet. Flest ynglepar blev registreret ved Als Odde (242 par), Næbbet/Stenfed ved Skælskør (140-160 par), Mågeøerne ved Bogense (148 par, Vestermadegyde Rev i Odense Fjord (137 par) og på Esbjerg Havn (127 par). På yderligere 8 lokaliteter var der kolonier med mellem 50 og 100 par.

Antallet af registrerede par ved tidligere NOVANA-overvågninger fremgår af Tabel 1.

Udvikling i antal og udbredelse

Resultaterne fra NOVANA-overvågningen tyder på, at den danske ynglebestand af havterner er gået tilbage siden første overvågning i 2006 (Tabel 1).  NOVANA-overvågningen tyder overordnet på, at der var tilbagegang mellem 2006 og 2012, en mere stabil bestand mellem 2012 og 2017, og yderligere tilbagegang mellem 2017 og 2019.

Resultatet fra 2017 kan imidlertid ikke direkte sammenlignes med resultaterne fra tidligere år, idet NOVANA-overvågningen i dette år kun omfattede fuglebeskyttelsesområderne. Hvis andelen af havterner inden for fuglebeskyttelsesområder i 2017 var som tidligere år, svarer dette til ca. 3.500 ynglepar i hele landet (Nielsen m.fl. 2019).

Ifølge nye opgørelser over udviklingen i den danske ynglebestand af havterne (Bregnballe m.fl. in prep.), hvor der er gjort forsøg på at korrigere for, at ikke alle relevante lokaliteter er blevet talt op i alle år, var yngleantallet forholdsvis stabilt fra begyndelsen af 1970’erne til midten af 1990’erne, hvorefter bestanden gik tilbage. Ifølge disse estimater var der omkring 8.940 par i 1980 og 8.800 par i 1996. Herefter gik bestanden ifølge de nye opgørelser tilbage til omkring 6.400 par i 2006 og videre til 4.900 par i 2015. Disse foreløbige estimater er imidlertid forbundet med en vis usikkerhed, idet det er vanskeligt at korrigere for manglende dækning for en art som havterne, hvor det er almindeligt forekommende, at fuglene fra år til år flytter mellem de potentielle ynglelokaliteter. 

Bestandstilbagegangen (vurderet ud fra NOVANA-data suppleret med andre kilder) er statistisk signifikant, både for perioden siden 1980 (P<0,001) og siden 2004 (P<0,05).

I lighed med flere andre arter af kolonirugende kystfugle vil der forekomme naturlige år til år udsving i antallet af fugle, der forsøger at yngle, og sådanne udsving vil indvirke på det antal ynglepar, der registreres i det enkelte år.

Havterne er fortsat forholdsvis vidt udbredt som ynglefugl langs kysterne i det meste af landet med undtagelse af Bornholm (Figur 1, 2). Dansk Ornitologisk Forenings atlasprojekter har vist et fortsat fald i antallet af kvadrater med ynglende havterne fra 1970'erne og frem til seneste atlasprojekt i 2014-17 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

  • Bregnballe, T. & Holm, T.E. (2017). Overvågning af kystnære ternearter. – Teknisk anvisning fra DCE, Aarhus Universitet. TA-A181, version 1. 10 s.
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
  • Hälterlein, B., Fleet, D.M., Henneberg, H.R., Mennebäck, T., Rasmussen, L.M., Südbeck, P., Thorup, O. & Vogel, R. (1995). Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Oversat og bearbejdet af O. Thorup. – Wadden Sea Ecosystem No. 3, CWSS, TMAG, Joint Monitoring Group for Breeding Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven.
  • Nielsen, R. D., Holm, T. E., Clausen, P., Bregnballe, T., Clausen, K. K., Petersen, I. K., Sterup, J., Balsby, T. J. S., Pedersen, C. L., Mikkelsen, P., & Bladt, J. (2019). Fugle 2012-2017: NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ©. Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, nr. 314. https://dce2.au.dk/pub/SR314.pdf
  • Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.

Havterne/Creative Commons
Havterne
Foto: Creative Commons

Havterne/Foto: Jens Würgler Hansen
Foto: Jens Würgler Hansen

 

ÅrDækningAntal
2006Hele landet 4.434 par
2012 Hele landet3.056 par
2015 Hele landet2.905 par
2017Fuglebeskyttelsesomr.2.616-2.891 par
2019Hele landet2.411-2.469 par

Tabel 1. Overvågning af havterne i Danmark, NOVANA 2006-2019. Arten har ikke været overvåget i de år, der ikke fremgår af tabellen. For 2017 er der kun inkluderet ynglefund inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl.