Aarhus Universitets segl

Rørhøg

Circus aeruginosus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Livskraftig (LC)

1070 par (2018)

2004-2019: stigende
1980-2019: stigende

Bestanden og udbredelsen af rørhøg har de seneste 20 år været stigende.

Om arten

Rørhøg yngler i Danmark i rørskove i moser, søer og tørvegrave. Fødesøgning foregår over marker, vedvarende græsarealer og enge. Arten er trækfugl, som overvintrer i Vestafrika.

Rørhøg er mest almindelig i den sydlige del af landet og mere talrig på Øerne end i Jylland, og arten synes helt at mangle i store dele af det centrale Jylland (Vikstrøm & Moshøj 2020). 

Der er næppe større trusler mod rørhøg herhjemme, bortset fra rekreative aktiviteter. Arten er formodentlig fortsat udsat for nedskydning på trækket igennem Sydeuropa (Grell 1998).

Overvågningsmetoder

Rørhøg blev i perioden 2012-2016 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015. Udbredelsen blev opgjort på baggrund af alle observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen) af rørhøg med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere blev alle observationer fra perioden 15. juni til 31. juli indregnet, bortset fra fund af trækkende fugle. Der blev i den ekstensive NOVANA-overvågning  ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).

I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret og rørhøg bliver som følge heraf nu overvåget som Intensiv 1 inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Samtidig er overvågningsvinduet ændret til 15. april - 15. maj (Holm & Søgaard 2017).  

I den ekstensive overvågning 2012-2016 blev ingen specifikke lokaliteter nærmere undersøgt (Pihl m.fl. 2012). I den nuværende Intensiv 1-overvågning bliver kendte ynglelokaliteter for arten samt potentielle ynglelokaliteter med konstateret forekomst af rørhøg undersøgt  (Holm & Søgaard 2017). 

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Resultater

I 2019, hvor rørhøg i NOVANA alene blev overvåget i udpegede fuglebeskyttelsesområder, blev der registreret 194 sikre og sandsynlige ynglepar (Figur 1, Tabel 1).

Udvikling i antal og udbredelse

Den samlede bestand blev i slutningen af 1980’erne opgjort til 600 par i Danmark (Jørgensen 1989). I midten af 1990’erne blev bestanden i DOF’s atlasprojekt (Atlas II) vurderet til 650 par (Grell 1998). I perioden 2014-2018 blev der i DOF’s Atlas III registreret 685 positive kvadrater. Den samlede ynglebestand i Danmark blev i 2018 opgjort til 1070 par (Fredshavn m.fl. 2019). Bestandstallene er vurderinger, og der findes ikke data til statistisk beregning af trends.

Udviklingen i udbredelse mellem 1996 og 2017 har været stigende med 51 % beregnet ud fra DOFs atlasprojekter (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020). Mellem 1974 og 2017 har stigningen i udbredelsen været på 378 % (Dybbro 1976, Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

  • Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. 2019. Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2019. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. – Videnskabelig rapport nr. 363
  • Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
  • Holm, T.E., Clausen, P., Nielsen, R.D., Bregnballe, T., Petersen, I.K., Mikkelsen, P., Bladt, J., Kotzerka, J. & Søgaard, B. (2016). Fugle 2015. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 142 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 210.
  • Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017). Overvågning af rørhøg Circus aeruginosus som ynglefugl. Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A178, version 1, 7 s. 
  • Jørgensen, H.E. (1989). Danmarks rovfugle – en statusoversigt. - Frederikshus, Øster Ulslev.
  • Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.
  • Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport fra DCE nr. 49. 188 s. https://www2.dmu.dk/Pub/SR49.pdf
  • Pihl, S., Holm, T.E., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T. & Søgaard, B. (2015). Fugle 2012-2013. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 170 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 125. https://dce2.au.dk/pub/SR125.pdf
  • Pihl, S. & Fredshavn, J.R. (2015). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark. Artikel 12 rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 176. https://dce2.au.dk/pub/SR176.pdf
  • Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.  

Rørhøg/Foto: Wikimedia Commons/Artur Mikołajewsk
Rørhøg
Foto: Wikimedia Commons/Artur Mikołajewsk

ÅrDækningAntal
2012 DOFbasenIkke optalt
2013 Ikke overvåget   
2014 Ikke overvåget   
2015 DOFbasen    Ikke optalt
2016Ikke overvåget   
2017Fuglebeskyttelsesomr.143 par
2018Ikke overvåget
2019Fuglebeskyttelsesomr.194 par

Tabel 1. NOVANA-overvågning af rørhøg i Danmark 2012-2019.