Aarhus Universitets segl

Bramgås

Branta leucopsis

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Livskraftig (LC)

4588 par (2018)

2004-2019: stigende
1980-2019: stigende

Efter de første individer etablerede sig i 1992, er bestanden af bramgås i Danmark steget kraftigt i antal. Arten findes nu talstærkt ynglende på Saltholm og Peberholm, hvor bestanden har været stabil de seneste år. Spredt i resten af landet findes enkelte par, og bestanden uden for Saltholm og Peberholm må betegnes som lille og fluktuerende.

Om arten

Bramgås yngler talstærkt på Saltholm, men er en uregelmæssig ynglefugl i det øvrige Danmark - oftest på småøer. Arten er trækfugl og overvintrer i Nordeuropa.

Bramgås etablerede sig som ynglefugl på Saltholm i 1992 (formentlig fugle fra parker i Malmø), og siden er denne koloni steget markant i antal og har bredt sig til Peberholm. Enkelte ynglepar er sidenhen registreret spredt rundt i landet, især i den sydlige del (Nyegaard m.fl. 2014; Lange 2020, Vikstrøm & Moshøj 2020). 

Væksten i bestanden af ynglende bramgås i Danmark indikerer, at arten ikke er udsat for trusler i et særligt omfang.

Overvågningsmetoder

Overvågningen af bramgås i NOVANA blev påbegyndt i 2012. I årene 2013-2016 blev arten overvåget årligt efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen undersøgte sikre og mulige yngleforekomster, som blev indberettet i DOFbasen (Holm m.fl. 2016).  Overvågningen medtog ikke data fra Saltholm og Peberholm.  

I 2015 blev bramgås overvåget som Intensiv 2 uden for Saltholm og Peberholm, og efter Intensiv 1-metoden på Saltholm og Peberholm. På grund af øens størrelse, optaltes antallet af reder i 300 m brede transekter, og ud fra de indsamlede data blev øens samlede antal reder estimeret efter en metode beskrevet i den tekniske anvisning for overvågning af arten. På Peberholm blev alle reder optalt (Holm m.fl. 2016).

Siden 2017 er bramgås kun blevet overvåget i de områder, hvor den er på udpegningsgrundlaget, dvs på Saltholm og på Peberholm (Holm 2017).

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Resultater

På Saltholm og Peberholm blev kolonierne i 2018 overvåget for anden gang i NOVANA. På Saltholm blev der optalt 1441 ynglepar på i alt otte transekter. Det samlede estimat for øen er herefter udregnet til 4345 ynglepar. På Peberholm blev der optalt 222 sikre og sandsynlige ynglepar. I alt blev der ved Intensiv 1-metoden således registreret 4567 ynglepar på de to øer (Tabel 1).   

Uden for NOVANA-overvågningen blev der i resten af landet registreret 21 ynglepar (Lange 2019), så det samlede antal par for hele landet i 2018 var 4588.

Udvikling i antal og udbredelse

Siden de første par blev registreret på Saltholm i 1992, har bestanden været stigende med årlige vækstrater på op til 64 % (P<0,001) (Mortensen 2011). I 2008 blev bestanden vurderet til 1317 par, og på de ti år frem til 2018 er Saltholmbestanden således mere end tredoblet (P<0,001). På Peberholm blev arten registreret som ynglende første gang i 2007. I 2015 var bestanden vokset til 130 par, og i 2018 optaltes der 222 par.   

Med i alt 21 registrerede par i den øvrige del af landet i 2018, må bestanden i resten af landet betegnes som lille og fluktuerende.  

Referencer

Læs også om

Bramgæs/Foto: Kevin Kuhlmann Clausen
Bramgås
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen

ÅrDækningAntal
2012Ikke overvåget
2013Udenfor Saltholm11 par
2014 Udenfor Saltholm 0 par
2015Hele Landet   4521
2016 Udenfor Saltholm   3
2017 Ikke overvåget
2018Fuglebeskyttelsesomr.4567
2019Ikke overvåget

Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende bramgås i Danmark 2012-2019.