Branta leucopsis
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag I og Artikel 4.2 udpeget | 249.026 (januar 2019) | 2010-2019: Stigende |
Antallet af bramgæs i Danmark har siden midten af 1980’erne været stærkt stigende, både om vinteren og om foråret, og tællingerne i januar og marts ligger nu begge omkring 250.000 fugle. Bramgåsen forekom tidligere næsten udelukkende ved Vadehavet, men har i dag bredt sig til størstedelen af landet. De største forekomster ses langs den jyske vestkyst, ved Limfjorden og i det sydøstlige Danmark.
Bramgås træffes i træktiden på strandenge, enge og marker. Oprindeligt er arten tæt knyttet til vores kyster, men stadig flere flokke er i de senere år set langt inde i landet, hvor de i selskab med andre gæs fouragerer på især stubmarker af korn og majs (Clausen m.fl. 2018).
Bramgås var førhen kun udbredt som vintergæst i Vadehavsområdet, men har i løbet af de sidste 10 år udvidet sit overvintringsområde til også at omfatte dele af Vest- og Nordjylland, Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. I træktiden kan bramgæs ses over det meste af landet, og udbredelsen er generelt voksende.
På flyway-niveau er bramgåsen i fortsat stigning, og den samlede internationale bestand estimeres til omkring 1,4 millioner fugle (Koffijberg m.fl. 2020).
Arten optræder på fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I, og er deraf ikke jagtbar i de europæiske lande. Herhjemme reguleres bramgåsen imidlertid betragteligt som følge af markskader i områder hvor arten er talrig, og i de seneste år har antallet af skudte fugle således ligget på omkring 15.000 individer (Clausen m.fl. 2020). Det vurderes at der for nuværende ikke er bestandsregulerende trusler for arten.
Bramgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. De tidligere årlige tællinger i marts er grundet ændringer i NOVANA-programmet siden 2017 udført hvert andet år. Ved tællingerne i januar tælles arten på lige fod med de andre gæs som optræder i Danmark, mens optællingen i marts er en international tælling, som har været gennemført (tidligere i Vadehavsområdet hvor hele bestanden førhen var samlet) i den midterste weekend i marts siden midten af 1980’erne. Begge optællinger afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af bramgås.
Bramgås optælles især på de traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser over hele landet, gennem målrettede landbaserede totaloptællinger udført af et netværk af optællere. Arten registreres som de andre gåsearter enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne på engområder og agerjorde i indlandet. Ved midvintertællingerne indgår desuden fugle observeret ved totaltællinger foretaget fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.
Antallet af bramgæs ved midvintertællingerne i 2018 og 2019 var hhv. 195.010 og 249.026 fugle (Tabel 1). De største forekomster fandtes begge år i Vadehavet, langs den jyske Vestkyst, i Limfjorden, det Sydfynske Øhav, Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster (Figur 1). Ved marts-tællingen i 2018 taltes 201.574 bramgæs (Tabel 1), og udbredelsen var stort set identisk med den beskrevet for midvintertællingen (Figur 2).
Antallet af bramgæs i Danmark er vokset støt siden midten af 1980’erne hvor arten stort set ikke overvintrede i Danmark, og både vinter og forår forekommer arten nu med > 200.000 individer i landet totalt (Figur 3). bramgåsen forekom tidligere næsten udelukkende ved Vadehavet, men har i dag bredt sig til størstedelen af landet og ser ud til at være i stadig spredning.
Bramgås
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen
År | Januar | Marts |
---|---|---|
1980-1989 | 273 | 1.242 |
1990-1999 | 8.329 | 15.047 |
2000-2009 | 23.525 | 36.554 |
2010-2017 | 99.327 | 129.413 |
2018 | 195.010 | 201.574 |
2019 | 249.026 |
Tabel 1. Antal af bramgås optalt ved landsdækkende midvintertællinger i januar 1981-1983 og 1987-2019 og marts 1981-2019 i Danmark. For de tre tiårsperioder samt 2010-2017 er anført gennemsnit, og for 2018 det optalte antal. Arten blev ikke overvåget i marts 2017 og 2019 i NOVANA.