Bramgås træffes i træktiden på strandenge, enge og marker. Oprindeligt er arten tæt knyttet til vores kyster, men stadig flere flokke er i de senere år set langt inde i landet, hvor de i selskab med andre gæs fouragerer på især stubmarker af korn og majs (Clausen m.fl. 2018).

Bramgås var førhen kun udbredt som vintergæst i Vadehavsområdet, men har i løbet af de sidste 10 år udvidet sit overvintringsområde til også at omfatte dele af Vest- og Nordjylland, Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. I træktiden kan bramgæs ses over det meste af landet, og udbredelsen er generelt voksende.

På flyway-niveau er bramgåsen i fortsat stigning, og den samlede internationale bestand estimeres til omkring 1,4 millioner fugle (Koffijberg m.fl. 2020).  

Arten optræder på fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I, og er deraf ikke jagtbar i de europæiske lande. Herhjemme reguleres bramgåsen imidlertid betragteligt som følge af markskader i områder hvor arten er talrig, og i de seneste år har antallet af skudte fugle således ligget på omkring 15.000 individer (Clausen m.fl. 2020). Det vurderes at der for nuværende ikke er bestandsregulerende trusler for arten.

Bramgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. De tidligere årlige tællinger i marts er grundet ændringer i NOVANA-programmet siden 2017 udført hvert andet år. Ved tællingerne i januar tælles arten på lige fod med de andre gæs som optræder i Danmark, mens optællingen i marts er en international tælling, som har været gennemført (tidligere i Vadehavsområdet hvor hele bestanden førhen var samlet) i den midterste weekend i marts siden midten af 1980’erne. Begge optællinger afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af bramgås. 

Bramgås optælles især på de traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser over hele landet, gennem målrettede landbaserede totaloptællinger udført af et netværk af optællere. Arten registreres som de andre gåsearter enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne på engområder og agerjorde i indlandet. Ved midvintertællingerne indgår desuden fugle observeret ved totaltællinger foretaget fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

Antallet af bramgæs ved midvintertællingerne i 2018 og 2019 var hhv. 195.010 og 249.026 fugle (Tabel 1). De største forekomster fandtes begge år i Vadehavet, langs den jyske Vestkyst, i Limfjorden, det Sydfynske Øhav, Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster (Figur 1). Ved marts-tællingen i 2018 taltes 201.574 bramgæs (Tabel 1), og udbredelsen var stort set identisk med den beskrevet for midvintertællingen (Figur 2). 

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af bramgæs i Danmark er vokset støt siden midten af 1980’erne hvor arten stort set ikke overvintrede i Danmark, og både vinter og forår forekommer arten nu med > 200.000 individer i landet totalt (Figur 3). bramgåsen forekom tidligere næsten udelukkende ved Vadehavet, men har i dag bredt sig til størstedelen af landet og ser ud til at være i stadig spredning.

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og gåsetællingerne samt martstællingen) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser. 
• Clausen, K. K., Madsen, J., Nolet, B. A. & Haugaard, L. (2018). Maize stubble as foraging habitat for wintering geese and swans in northern Europe. Agriculture Ecosystems and Environment 259:72–76.
• Clausen, K. K., Heldbjerg, H., Balsby, T. J. S., Clausen, P., Nielsen, R. D., Skov, F. & Madsen, J. (2020). Sammenhæng mellem forekomst af bramgæs og reguleringsindsats i Danmark. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 24 s. - Videnskabelig rapport nr. 370.
• Koffijberg, K. m.fl. (2020).  Barnacle Goose Russia/Germany & Netherlands Population Status Report 1980-2018. Report prepared by the AEWA European Goose Management Platform Data Centre and Sovon Vogelonderzoek Nederland.