Strandskade yngler herhjemme mest langs kysterne og er særlig talrig i lavvandede områder, fjorde og vige. Uden for yngletiden raster arten i lavvandede kystområder med tidevand eller tidevandspræg, hvor den kan søge føde på muslingebanker eller sandbund med hjertemuslinger.Strandskade er udbredt langs alle landets kyster. Uden for yngletiden trækker et stort antal strandskader fra Skandinavien og Baltikum igennem landet.

For perioden 2000-2013 er den samlede syd- og vesteuropæiske samt nordvestafrikanske flyway-bestand vurderet til at udgøre 850.000-950.000 individer (Wetlands International 2018). Bestanden har været i tilbagegang siden midt i 1990'erne og er fra 1995 til 2015 vurderet til at være gået tilbage med ca. en tredjedel (Nagy & Langendoen 2018).

I yngletiden er produktionen af unger nogle steder (såsom i Vadehavet) truet af prædation og sommerhøjvander. Trusler uden for yngletiden omfatter muslingefiskeri, der kan resultere i et reduceret udbud af føde, samt habitattab, herunder øget vandstand som følge af klimaforandringer (van de Pol m.fl. 2014).  

Strandskade overvåges hvert andet år ved optællinger i oktober. Arten blev overvåget i 2018. Strandskade blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2005 og er desuden talt i 2007, 2009, 2013 og 2015.    

Strandskade optælles alene i Vadehavet, som er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget. Langt den største del af de strandskader, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1981), hvor fugle samles fra det meste af landet samt fra dele af Skandinavien og Baltikum. Regelmæssig overvågning af vandfugle i Vadehavet blev startet i 1980, og der er således en lang tidsserie til vurdering af artens antalsmæssige udvikling.

Optælling af strandskade foretages fra flyvemaskine ved en såkaldt totaltælling, hvor alle rastepladser opsøges ved højvande og tælles inden for få timer. I oktober 2018 kunne der imidlertid ikke gennemføres en optælling fra flyvemaskine, og derfor benyttes der for dette år alene resultater fra optællinger udført fra land.

Ved optællingen i Vadehavet i oktober 2018 blev der talt 22.989. Optællingen i 2018 blev alene foretaget fra land, idet det ikke lod sig gøre at gennemføre en optælling fra flyvemaskine. Det har med stor sandsynlighed betydet, at nogle af de flokke, som har højvandsrastet ude på højsandene langt fra land, ikke blev talt med. 

Udvikling i antal og udbredelse

De 22.989 strandskader i 2018 er næsten samme antal som de 23.104 individer, der blev talt i 2015 (Tabel 1). Resultaterne af NOVANA-overvågningen tyder dog på, at antallet af efterårsrastende strandskader i Vadehavet er faldet fra årene 2005-2009 til 2015-2018. Ved de tre tællinger i 2005-2009 blev der i gennemsnit talt 31.330 strandskader i Vadehavet, mens der ved de to tællinger i 2015 og 2018 i gennemsnit blev talt 23.047, svarende til et fald på ca. 26 %. Da optællingerne fra både fly og land er forbundet med en del usikkerhed, er det dog vanskeligt at drage klare konklusioner alene ud fra disse data. Som nævnt ovenfor kan en del flokke være overset i 2018, da der dette år alene blev talt op fra land.

• Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser.  
• Laursen, K. & Frikke, J. (2013). Rastende vandfugle i Vadehavet 1980-2010. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 107: 1-184.
• Meltofte, H. (1981). Danske rastepladser for vadefugle. - Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 194 s.  
• Meltofte, H. (1993). Vadefugletrækket gennem Danmark. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 87: 1-180.
• van de Pol, M., Atkinson, P.W., Blew, J., Crowe, O., Delany, S., Duriez, O., Ens, B.J., Hälterlein, B., Hötker, H., Laursen, K., Oosterbeek, K., Petersen, A., Thorup, O., Tjorve, K., Triplet, P. and Yésou, P. (2014). A global assessment of the conservation status of the nominate subspecies of Eurasian Oystercatcher Haematopus ostralegus ostralegus. - International Wader Studies 20: 47-61.