Aarhus Universitets segl

Taffeland

Aythya ferina

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag IIA og Artikel 4.2 udpeget

Næsten truet (NT)

7.747 (oktober 2018)

2008-2018: Faldende (oktober)

De største antal af taffelænder forekommer i Danmark om efteråret, hvor antallene registreret siden 2008 har været faldende.

Antallet af overvintrende taffelænder i 2013 og 2016 var ligeledes lavt sammenlignet med et flertal af tidligere landsdækkende tællinger, muligvis pga. forholdsvist koldt vejrlig i de to seneste optællingsår. 

Om arten

Taffelanden findes i Danmark primært i ferskvand, men yngler også i brakvand i den vestlige del af landet. Arten overvintrer primært i større søer, men især i hårde vintre træffes mange fugle også i beskyttede fjorde og vige, eller de flyver sydpå til varmere egne.

Arten yngler i Central- og Nordeuropa med de største bestande i de østlige dele. I Danmark er ynglebestanden formentlig stabil og blev i midten af 1990'erne vurderet til at være mellem 400-600 par (Grell 1998). I perioden 2005-2010 blev den østdanske bestand kortlagt og der blev estimeret en dansk bestand på omkring 600 par (Jørgensen 2018). Hovedparten af parrene findes i den østlige del af landet med Maribosøerne som vigtigste ynglelokalitet. Som vintergæst ses taffelanden i hele landet dog kun i store antal på enkelte lokaliteter, primært i den sydlige del af landet.

Flyway-bestanden er vurderet til at være på 200.000 fugle med en faldende tendens (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018). Bestanden af taffeland bliver traditionelt opdelt i tre forskellige flyways (Wetlands International), men et nyt studie af genmeldinger af ringmærkede fugle tyder på, at der sker stor udveksling i mellem de foreslåede delbestande, hvorfor det ville være mere naturligt at betragte hele bestanden som en flyway (Folliot m.fl. 2018).

Arten er gået tilbage i antal, hvilket også er den generelle tendens i Østersøregionen, hvor arten vurderes til at være i moderat tilbagegang (HELCOM 2017), samt i hele Europa, hvor arten i 2015 blev listet som værende sårbar af IUCN (BirdLife International 2015). En nylig opgørelse fra 2016 viser, at ynglebestanden i Europa går tilbage i næsten halvdelen af de lande, hvor der yngler >100 par, inklusiv de fire lande med den største ynglebestand (Fox m.fl. 2016). Den registrerede tilbagegang i antallet af overvintrende taffelænder i Nordvesteuropa skyldes derfor sandsynligvis ændringer i habitat og ynglesucces rapporteret fra artens kerneområder i Østeuropa og længere mod øst ind i artens udbredelsesområde. F.eks. kan den store russiske bestand være gået tilbage med helt op til 50% (Fox m.fl. 2016). Ynglebestanden er gået tilbage i en række europæiske lande og dette tilskrives en lang række forskellige faktorer, hvoraf de mest udbredte er: hyper-eutrofiering, tab af ynglekolonier af hættemåge Chroicocephalus ridibundus, som giver arten god beskyttelse i yngleperioden og prædation fra amerikansk mink Neovison vison (Fox m.fl. 2016). I dele af artens kerneområde i Østeuropa er arten desuden gået tilbage på grund af en ændret praksis inden for opdræt af fisk, hvor der enten er sket en intensivering af produktionen eller at man flere steder helt har stoppet den (Fox m.fl. 2016).   

Taffeland er jagtbar i Danmark, men ikke noget særlig yndet jagtobjekt. Jagtudbyttet har i perioden 2012-2016 ligget stabilt på omkring 500-700 fugle og er faldet støt siden 1960’erne (Vildtudbyttestatistikken). 

Overvågningsmetoder

Taffeland er i perioden 2018-2019 overvåget i forbindelse med de årlige reducerede midvintertællinger. Arten overvåges desuden også på de landsdækkende optællinger ved midvinter, som senest er gennemført i 2013 og 2016 med den næste planlagt til 2020. Arten er derudover overvåget i forbindelse med svømmeandetællingerne i oktober, som den blev en del af for at få en bedre dækning af nogle søer, som er vigtige for arten, men ofte er frosne om vinteren. Oktober-tællingen blev udført årligt frem til 2016, men foretages i det nuværende NOVANA program kun hvert andet år, og blev i denne rapportperiode gennemført i 2018. 

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.    

I oktober udføres tællingerne ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, og hvoraf flere også er vigtige for taffeland, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for arten. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Arten er især optalt ved optællinger foretaget fra land samt ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

Resultater

Antallet af registrerede taffelænder på de landsdækkende fældefugletællinger er noget lavere sammenlignet med tællingerne i oktober og om vinteren. Der blev i alt registreret 2.501 fugle på fældefugletællingen i 2018, hvilket er højere end på de to seneste landsdækkende tællinger i 2006 og 2012. Det er dog svært at sammenligne tallene, da en del flere lokaliteter blev dækket i 2018. Der blev registreret flest fugle i Vejlerne (794), Maribosøerne (583) og i Nakskov Indrefjord (326).

Der blev på de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 i alt registeret henholdsvis 7.697 og 3.659 taffelænder på de to  (Figur 1 og 2). Det samlede antal er noget lavere end ved de foregående landsdækkende tællinger (Tabel 1). 

Bestandsindekset blev for 2018 og 2019 estimeret til henholdsvis 69,4 og 33,9, og viser betydelige år-til-år udsving, uden nogen entydig retning (Figur 2). 

Ved oktober-tællingen i 2018 blev der talt 7.747 taffelænder, lidt flere end i 2016, men lavere end flere forudgående år (Tabel 2). Dette tal inkluderer en forekomst på 1.450 fugle fra Maribosøerne 20. oktober (DOFbasen), der ikke var blevet talt af NOVANA-programmets faste observatør. De højeste antal blev truffet ved Hvidkilde Sø (770 fugle), i Nakskov Indrefjord (575) og ved det naturgenoprettede Vitsø Nor på Ærø (430)(Figur 3). 

Udvikling i antal og udbredelse

Taffeland registreres på alle årstider primært i søer og lavvandede fjorde.

Det blev registreret flere taffelænder på fældefugletællingen i 2018 end på tællingerne i 2006 og 2012,  men dette bygger primært på en bedre dækning af søer fra land. Arten er ikke en decideret fokus-art på fældefugletællingen, hvorfor arten kun i nogen grad dækkes af tællingen. Fordelingen på de landsdækkende fældefugletællinger er stort set ens mellem tællingerne. 

Fordelingen ved midvinter- og oktobertællingerne er stort set den samme, både ved de seneste tællinger (Figur 1 og 3) og sammenlignet med tidligere år, dog forudsat der er isfrit.  Arten varierer i antal med vinterens hårdhed, og der bliver registreret flest fugle i milde vintre (Pihl 2000). Den forholdsvis kolde 2016-vinter forventes således at have været delvis årsag til den lavere årstotal sammenlignet med totalerne fra tilsvarende optællinger foretaget fra 1991 og frem. Der blev desuden set relativt flere flokke på kystnære lokaliteter. Oktobertællingerne tyder på en nedgang i bestanden, da der ikke længere tælles over 10.000 fugle i modsætning til de første år i tidsserien.  

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende midvintertællinger (se referencerne i metodeafsnittet).
  • BirdLife International (2015). Aythya ferina. The IUCN Red List of Threatened Species 2015: e.T22680358A82571892
  • Folliot, B., Guillemain M., Champagnon, & J. Caizergues, A. Patterns of spatial distribution and migration phenology of common pochards Aythya ferina in the Western Palearctic: a ring-recoveries analysis. - Wildlife Biology 2018. 1-12.

  • Fox, A.D.,  Caizergues, A.,  Banik, M.V.,  Devos, K.,  Dvorak, M.,  Ellermaa, M.,  Folliot, B.,  Green, A.J.,  Grüneberg, C.,  Guillemain, M.,  Håland, A.,  Hornman, M.,  Keller, V.,  Koshelev, A.I.,  Kostiushyn, V.A.,  Kozulin, A.,  Lawicki, L.,  Luigujõe, L.,  Müller, C.,  Musil, P.,  Musilová, Z.,  Nilsson, L.,  Mischenko, A.,  Pöysä, H.,  Ščiban, M.,  Sjeničić, J.,  Stipniece, A.,  Švažas, S. &  Wahl, J. (2016). Recent changes in the abundance of common pochard Aythya ferina breeding in Europe. – Wildfowl 66: 22–40.

  • HELCOM (2017). Abundance of waterbirds in the wintering season. HELCOM core indicator report. Online, hentet 16. august 2017.
  • Jørgensen, H. E. (2018). Ynglefugle i Østdanmark 1970-2010. Del 2: Andefugle. Rapport.
  • Pihl, S. (2000). Vinterklimaets indflydelse på bestandsudviklingen for overvintrende kystnære vandfugle i Danmark 1987-1996. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 94: 73-89.


Taffeland 
Foto: Peter Bundgaard

ÅrAntal
19682.650
19693.500
197010.100
19713.000
19737.100
19873.904
19884.117
19895.881
199118.628
199216.473
200010.071
200411.772
200817.248
20137.697
20163.659

Tabel 1. Antal taffeland optalt ved de 15 landsdækkende midvintertællinger, der er udført 1968 til 2016.

ÅrAntal
200819.226
200920.604
201016.974
20118.121
201212.464
201319.032
20149.664
20158.366
20165.568
20187.747

Tabel 2. Antal rastende taffeland i Danmark i år med tællinger i oktober 2008-2018.