Pibeand er en almindelig og vidt udbredt trækgæst. Fuglene lever af plantemateriale, som de finder på lavt vand eller på strandenge. Arten forekommer også, omend i mindre antal, ved søer med bundplanter og omkransende ferske engarealer.

Pibeand findes i træktiden ved de fleste egnede lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men andre vigtige lokaliteter findes i Jylland ved de vestjyske fjorde, i Vejlerne og i Limfjorden. På Øerne var Ulvshale-Nyord den vigtigste rasteplads i 1990’erne og 2000’erne (Clausen m.fl. 2014), men er forekommet i lavere antal dér de senere år, jf. NOVANA overvågningen.

Bestanden af overvintrende pibeænder i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 1,3–1,5 mio. fugle, muligvis med en faldende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Pibeand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Nibe-Gjøl Bredninger, Mariager Fjord og Egensedybet i Odense Fjord. Se uddybninger af denne problemstilling samt referencer under knopsvane og blishøne. Artens tilbagegang er dog som regel mindre udtalt end for de andre arter, bl.a. fordi pibeænderne kan skifte til at fouragere på ferske enge og strandenge både om dagen og natten.  

Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998) og på etableringen af de mange nye reservater ("jagtfrie kerneområder") fra 1989 til 2000. Det samlede reservatnetværk har således bevirket at langt højere antal af svømmeænder, herunder også pibeænder, forekommer i Danmark i dag end tilbage i 1970'erne og 1980'erne (Clausen m.fl. 2013).

Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i perioden 1969-2016 været gennemsnitligt 42.000 fugle (minimum 22.000, maksimum 66.000). Der er betydelige år-til-år variationer, men ingen tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af pibeænder i samme periode her været stigende, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig.

Pibeand optælles som alle andre vandfuglearter ved både de landsdækkende og reducerede midvintertællinger og blev således optalt i hele landet i 2013 og 2016 samt på indekslokaliteterne i de øvrige år. Normalt afrapporteres de overvintrende antal ikke i NOVANA rapporterne, da der er tale om små antal sammenlignet med forekomsten om efteråret, men der er foretaget en bearbejdning til denne rapport forud for Artikel 12 afrapporteringen om fugle til EU, fordi arten skal medtages i denne. Alle tal fra midvintertællingerne indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.  

Den primære optælling for pibeænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016 samt i 2018. Tællingen blev ikke foretaget i 2017, fordi den i NOVANA-programmet 2017-2021 udføres hvert andet år, næste gang i 2020. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.

Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Midvinteroptællingerne af pibeand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly.  

I oktober  optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog hvis vejrlig og andre forhold tillader det, flytællinger i Vadehavet og det Sydfynske Øhav samt evt. ved Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.   

Pibeand forekom ved den seneste oktobertælling i 2018 i størst antal i Jylland med særligt store antal i Vadehavet (70.031 talt fra land) og Ringkøbing Fjord med Skjern Enge (15.329), ved Agger og Harboøre Tanger (9.481) og ved Ulvedybet, Nibe-Gjøl Bredninger og Limfjorden omkring Egholm (11.987). På øerne blev de største antal truffet ved Roskilde Fjord (15.124) og  Ulvshale-Nyord 16.535)(Figur 1). Saltholm blev ikke talt. 

Der blev registreret henholdsvis 20.028 og 29.249 pibeænder på de landsdækkende optællinger ved midvintertællingen i 2013 og 2016 (Tabel 1). Det lavere antal fugle registreret i 2013 skyldes, at der ikke blev gennemført en flytælling af artens vigtigste overvintringslokalitet, Vadehavet, hvorfor der kun er vist et kort med fordelingen i 2016. Arten kan om vinteren ses over det meste af landet, men dog med langt hovedparten i Vadehavet og i flere af landets større reservatområder som fx ved Ulvedybet, i det Sydfynske Øhav og Roskilde Fjord, samt i de naturgenoprettede Skjern Enge (Figur 2).    

Indeks baseret på de reducerede midvintertællinger for den overvintrende bestand lå i perioden 2012-2017 på mellem 42 og 158 (Nielsen m.fl. 2019). For 2018 og 2019 lå de beregnede indeks på henholdsvis 114 og 115 (graf ikke vist), altså omtrentligt midt i den beskrevne variation for 2012-2017. I perioden 1987-2019 har indeks varieret betydeligt uden entydig tendens, men med tydelige udsving i relation til hårde vintre, hvor der fx blev set færre fugle i 1987, 1996, 1997, 2010 og 2011. Set i et meget længere perspektiv er der set stigende antal opgjort ved de landsdækkende tællinger fra 1968-2016 (Tabel 1), hvilket givetvis afspejler den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.

Indeks baseret på oktober tællingerne fra 62 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1980 lå i 2018 på 128, en forholdsvis høj værdi (Figur 3).  

Udvikling i antal og udbredelse

Det samlede antal af pibeænder optalt ved den seneste oktobertælling i 2018 var på knap 200.000 fugle, hvilket er højt i betragtning af, der ikke kunne udføres flytælling i Vadehavet i oktober. Der er ikke nogen entydig tendens i udviklingen i antallet fra 2004-2018 (Tabel 2), hvor år med under 150.000 fugle ofte er karakteriseret ved en manglende flytælling i Vadehavet (jf. Nielsen m.fl. 2019). Set i det lange perspektiv er der, bedømt ud fra 62 regelmæssigt overvågede lokaliteter, er der i den lange tidsperiode fra 1980-2018 set en fremgang, og i den kortere periode en stabil bestand på et højere niveau (Figur 3).

Antallet af overvintrende pibeænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere år. 

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende svømmeandetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svømmeandetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. (2013). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resultater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 72. 
• Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132. 
• Madsen, J., Hounisen, J.P., Bøgebjerg, E. & Jørgensen (1995). Rastende bestande af fugle i forsøgsreservaterne. Danmarks Miljøundersøgelser, 40 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 132.
• Madsen, J. (1998). Experimental refuges for migratory waterfowl in Danish wetlands. II. Tests of hunting disturbance effects. - Journal of Applied Ecology 35: 398-417.