Aarhus Universitets segl

Sandløber

Calidris alba

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Vadehavet: 1.735 (maj 2018)

2013-2018: Usikker

Sandløber blev talt i Vadehavet i maj 2018, og da blev der registreret 1.735 fugle. Dette var første gang en sådan tælling blev udført i maj i NOVANA-sammenhæng. Desuden har arten været registreret i og uden for Vadehavet i forbindelse med midvintertællingerne i 2013 og 2016. Da blev der registreret i alt 404 hhv.  2.293 individer; ved tællingen i januar 2013 blev Vadehavet ikke dækket fra fly, hvilket formentlig bidrog til det lave antal talte fugle. Det er ikke muligt på baggrund af de udførte tællinger at afgøre, om artens forekomst i Vadehavet har ændret sig siden 2013.

Om arten

Sandløber forekommer i Danmark overvintrende og på træk langs kysten, hvor arten ofte søger føde lige i vandkanten på sandstrande.

Sandløber ses talrigest ved den jyske vestkyst, men kan forekomme i mindre antal ved strande i det meste af landet. Arten yngler i arktiske områder og spredes uden for yngletiden til strande over stort set hele Jorden.

Den bestand, der optræder i Danmark, yngler i NØ-Canada og NØ-Grønland samt på Svalbard og Tajmyrhalvøen og overvintrer langs Atlanterhavskysten fra Danmark og Storbritannien i nord mod syd til Sydafrika. Denne bestand vurderes at være på ca. 200.000 individer og anses for at være stabil (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Sandløber er fredet i Danmark, og ud over forstyrrelser fra menneskelig færdsel på nogle af de foretrukne strande vurderes der ikke at være væsentlige trusler mod arten her i landet.    

Overvågningsmetoder

Sandløber overvåges i Vadehavet hvert andet år ved optællinger i maj. Arten blev for første gang i NOVANA-sammenhæng overvåget i maj i 2018. Ved tællingen i maj optælles sandløber alene i Vadehavet, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder. 

Arten optælles desuden i og uden for Vadehavet hvert tredje år i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger. Arten blev således talt i og uden for Vadehavet ved midvintertællingerne i 2013 og 2016.

Optælling af sandløber i Vadehavet sker fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling. Alle rastepladser opsøges ved højvande og tælles inden for få timer. Flytællingen i Vadehavet i 2018 blev gennemført 14. maj. 

Resultater

Ved optællingen fra fly i Vadehavet i maj 2018 blev der i alt talt 1.735 sandløbere. Hovedparten af disse (1.650) blev registreret på den sydlige del af Fanø. De øvrige sandløbere blev talt på Rømø, bort set fra 5 individer ved Langli.

Udvikling i antal og udbredelse

Det er i 2018 første gang, at sandløber er blevet overvåget ved en optælling i maj i NOVANA-sammenhæng. På baggrund af denne ene tælling kan der derfor ikke siges noget om udvikling i antal og udbredelse.

Sandløber er to gange tidligere afrapporteret i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger. I januar 2013 blev der optalt i alt 404 fugle, mens der i 2016 blev talt 2.293 individer. Der blev i 2013 ikke gennemført en flytælling i Vadehavet, hvilket til dels kan forklare forskellen i det registrerede antal mellem 2013 og 2016. I 2016 var fuglene primært fordelt langs den Jyske Vestkyst, langs kysten af Østhimmerland og i Vadehavet.

En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rastende sandløbere i det dansk-tysk-hollandske Vadehav er gået frem på både lang sigt (1987/88-2016/17) og kort sigt (2007/08-2016/17) (Kleefstra m.fl. 2019). Ifølge samme opgørelse er også antallet i den danske del af Vadehavet gået frem på både lang sigt og kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af de landsdækkende flytællinger (se referencerne i metodeafsnittet) og afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Kleefstra, R., Hornman, M., Bregnballe, T., Frikke, J., Günther, K., Hälterlein, B., Körber, P., Ludwig, J., Scheiffarth, G. (2019). Trends of Migratory and Wintering Waterbirds in the Wadden Sea 1987/1988 - 2016/2017. – Wadden Sea Ecosystem No. 39. Common Wadden Sea Secretariat, Joint Monitoring Group of Migratory Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven, Germany.

Sandløber


Sandløber
Fotos: Rasmus Due Nielsen

ÅrDækningAntal
2013Hele landet, midvinter  404
2016 Hele landet, midvinter2.293
2018Vadehavet, maj 1.735

Tabel 1. Antal af sandløber optalt i Danmark ved midvintertællingerne i 2013 og 2016 samt antal af sandløber optalt i Vadehavet i maj 2018. I 2013 er optællingen i Vadehavet udført fra land, og tallet fra dette år kan derfor ikke direkte sammenlignes med tallet fra 2016, hvor tællingen i Vadehavet er udført fra flyvemaskine.