Cygnus cygnus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag I og Artikel 4.2 udpeget | 60.523 (vinter 2019) | 2010-2019: Stigende |
Antallet af sangsvane registreret ved midvintertællingerne i 2018-2019 var henholdsvis lidt over og under 60.000 fugle, og blandt de højeste antal registeret siden tællingerne startede sidst i 1960'erne. Bestanden har således været stigende - både i det korte og lange perspektiv. Arten har i dag en landsdækkende udbredelse og fouragerer især på agerjorde. Arten er kun i begrænset omfang udsat for trusler.
Sangsvane forekom førhen primært ved lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, men er i dag for hovedpartens vedkommende skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på vintersæd- og rapsmarker samt spild fra høstede roe-, gulerods- og kartoffelmarker (Laubek 1995a). I de seneste år er større flokke set på høstede majsmarker (Clausen m.fl. 2018).
Sangsvane er i dag en udbredt og relativt talrig vintergæst i hele landet, hvortil de kommer fra yngleområder i Sverige, Finland, Polen, de Baltiske Lande og Rusland (Bønløkke m.fl. 2006). Arten er en meget sjælden ynglefugl i Danmark (se Sangsvane i ynglefugleafsnittet).
Den overvintrende kontinentale bestand af sangsvane i Nordvesteuropa har været jævnt stigende siden 1960'erne og blev senest opgjort til 138.500 fugle i januar 2015, hvoraf 45 % overvintrede i Danmark, der er det vigtigste overvintringsområde for flyway-bestanden (Laubek m.fl. 2019).
Sangsvanerne fouragerer sjældnere på planter i lavvandede vådområder end knop- og pibesvanerne, og man kan på den baggrund næppe tale om, at de er udsat for de samme trusler fra eutrofiering, som er omtalt under disse arter. Lokalt er der eksempler på at sangsvaner omkommer ved kollision med højspændingsledninger.
Sangsvane har siden 1992 været overvåget årligt i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger af gæs og gulnæbbede svaner. Fra 1980'erne foreligger flere opgørelser af midvinterbestanden.
Sangsvane optælles primært ved målrettede optællinger af fjordområder, kystlaguner, søer og omkringliggende agerjorde i store dele af landet, som er kendte faste rastepladser. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.
Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land, sjældnere ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.
Der blev optalt en samlet bestand på 57.582 sangsvaner i vinteren 2018 og 60.523 i 2019 (Figur 1 og 2), tal der ligger over gennemsnittet for alle forudgående perioder (Tabel 1). Bestanden har været jævnt stigende siden 1984, hvor bestandens størrelse næsten årligt er blevet opgjort (Figur 3).
Set i det lange perspektiv er den overvintrende bestand af sangsvane mangedoblet siden midten af 1960'erne (Joensen 1974, Tabel 1, Figur 3). Udviklingen afspejler en markant forandring i yngleudbredelsen af arten, som i begyndelsen af 1970’erne kun ynglede i de nordligste dele af Fennoskandien og Rusland, men i dag er udbredt i hele Sverige og Finland (Ottosson m.fl. 2012, Valkama m.fl. 2011), og har bredt sig til nye yngleområder i fx Tyskland og Danmark (Koop & Berndt 2014 , se Sangsvane i ynglefugleafsnittet).
Sangsvane var i begge vintrene 2018-2019 udbredt over hele landet og udbredelsen var meget lig den observerede ved andre tællinger i 2010-erne jf. tidligere års NOVANA-afrapporteringer. Den tidligere overvægt af forekomster i Nordøstjylland og på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn (jf. Laubek 1995b) er således ikke længere til stede.
År | Januar |
---|---|
1980-1989 | 3.621 |
1990-1999 | 15.970 |
2000-2009 | 32.461 |
2010-2017 | 48.086 |
2018 | 57.582 |
2019 | 60.523 |
Tabel 1. Antal af sangsvane optalt ved landsdækkende midvintertællinger i januar 1984-2019 i Danmark. For de tre tiårsperioder samt 2010-2017 er anført gennemsnit, og for 2018 og 2019 de konkrete optalte antal. Arten blev ikke overvåget i 1986 og 1990.