Tundrasædgås træffes i Danmark fouragerende på høstede marker og inddæmmede områder - særligt i den sydlige del af landet.  Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser.

Tundrasædgås yngler hovedsageligt i lavarktiske områder i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien, men har i de seneste år også ynglet på tundraen i det nordlige Skandinavien (Heinicke 2010). Den overvintrer i Nordvesteuropa, hovedsageligt i Holland og Tyskland, samt i Sydøsteuropa. Arten har tidligere været anset som sjælden i Danmark, med kun sporadiske forekomster blandt tajgasædgæs på Sjælland og kortnæbbede gæs i Vestjylland. Siden 2005 har arten dog optrådt i større antal som træk- og vintergæst på Lolland (Nakskov Fjord), Falster (Bøtø) og Møn, samt som enkeltindivider eller småflokke blandt andre gæs i den øvrige del af landet, se fx Amstrup (2010).

På flyway-niveau vurderes bestanden, der er  på omkring 600.000 fugle, som værende stabil eller voksende (Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2020).

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). På flyway-niveau har antallet af tundrasædgæs været stabilt til stigende gennem de sidste årtier. Arten er genstand for stor jagtlig udnyttelse i  landene øst for Danmark, og i mindre omfang i Danmark, men der synes ikke at være konkrete trusler for bestanden.

Tundrasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tundrasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Frem til 2005 var tundrasædgæs og tajgasædgæs Anser f. fabalis ikke adskilt, men blot optalt som sædgæs Anser fabalis. Dette skyldes dels at de to underarter ligner hinanden særdeles meget, og dels at antallet af tundrasædgæs tidligere var meget lille. Optællingen afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tundrasædgås.   

Tundrasædgås optælles på kendte og regelmæssigt benyttede danske rastepladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark.

Tundrasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere på kendte rastepladser for arten, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt. 

Antallet af tundrasædgæs optalt i januar i årene 2018 og 2019 var hhv. 2.652 og 3.975 fugle (Tabel 1). Hertil kommer at en del af de hhv. 980 og 2.018 sædgæs der blev indrapporteret uden raceangivelse har været tundrasædgæs, de de er optalt i områder hvor tundrasædgåsen normalt forekommer (se Figur 1 og 2 under Tajgasædgås). Ved midvintertællingerne i 2018 og 2019 blev tundrasædgæssene hovedsageligt observeret på kendte rastepladser i det sydøstlige Danmark, samt i mindre omfang som enkeltindivider eller småflokke på lokaliteter i resten af landet (Figur 1 og 2).

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af tundrasædgæs i januar steg markant i årene 2005-2012, med den største forekomst tællende 4.747 individer i 2012. I perioden 2013-2015 var antallet af overvintrende tundrasædgæs i Danmark faldende, men siden da har bestanden igen været stigende og nåede i 2019 ca. 4.000 fugle (Figur 3). Samtlige tal må betragtes som minimumstal, da der alle år optræder sædgæs uden raceangivelse i tællingerne, hvoraf nogle sandsynligvis er tundrasædgæs. Ændringerne i antal ved midvinter kan ikke umiddelbart relateres til vinterens hårdhed, men kan tænkes at påvirkes af fødetilgængeligheden i både Syddanmark og på de traditionelle rastepladser syd herfor.

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende gåsetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og gåsetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Amstrup, O. (2010). Tundrasædgås - fra sjældenhed til tusindtallig vintergæst. – Pandion 01.01.2010, Dansk Ornitologisk Forening. 
• Heinicke, T. (2010). Tundra Bean Goose Anser fabalis rossicus during spring migration in northern Sweden – rare visitor or regular passage migrant? Ornis Svecica 20: 174-183.