Clangula hyemalis
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2 udpeget | Midvinter: 62.000-85.000* (2016) | 2004-2016: Stabil 1968-2016: Usikker |
* Tentativt estimatet. Havlit blev senest overvåget i forbindelse med den landsdækkende midvintertælling i 2016.
Ud fra det foreliggende datagrundlag kan bestandsudviklingen i den lange tidsperiode fra 1968-2016 kun vurderes som usikker, dels pga. metodeskift (uddybet nedenfor), men også fordi de vigtigste områder for arten øst for Møn og ved Bornholm ikke i samme omfang blev talt tidligere. For den kortere tidsperiode 2004-2016 vurderes bestanden at være stabil, da de udsving der ses i antal ved de udførte tællinger i 2004, 2008, 2013 og 2016 vurderes at afspejle forskelle i dækning og usikkerheder på bestandsestimater.
Havlit er en forholdsvis almindelig vintergæst i havområder, dog primært i den østlige del af landet. Arten er således kun fåtalligt forekommende i Nordsøen.
Havlitten yngler i Island, i Skandinaviens bjergegne og østpå i det nordlige Ruslands tundra. Havlit er ikke en dansk ynglefugl, men overvintrer ret almindeligt i danske farvande med hovedudbredelsen i den østlige del.
Den samlede bestand af havlitter i Nordvesteuropa blev i 1995 vurderet til 4,6 mio. fugle, og dette antal var i 2011 faldet til 1,6 mio. fugle (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018). Den koordinerede optælling af vandfugle i hele Østersøen gennemført i vinteren 2016 havde bl.a. som et af hovedformålene at opdatere bestandsestimatet for overvintrende havlitter. En samlet modellering af data på tværs af lande vil give et opdateret og mere nøjagtigt estimatet for antal og fordeling fra bestandens primære overvintringsområde.
Havlit er udsat for en række påvirkninger, som kan have haft betydning for bestandsudviklingen. Arten er jagtbar, omend ikke noget vigtigt bytte for danske jægere. Fuglene omkommer i nogen udstrækning som bifangst i fiskeredskaber i den sydvestlige del af de indre danske farvande (Degel m.fl. 2010). Omfanget af bifangst af havlit i andre dele af Østersøen vurderes at være højt (Zydelis m.fl. 2013). Undersøgelser af havlitternes anvendelse af områderne omkring Nysted havvindmøllepark syd for Lolland viste, at havlitter i nogen grad fortrænges fra havvindmølleområdet (Petersen m.fl. 2011, 2013, 2018). Renere vand omkring Danmark kan have ført til reduktion i fødemængden, samtidig med at varmere klima kan have ført til reduktion i fødekvaliteten. Arten er i øvrigt sårbar over for olieforureninger.
Havlit overvåges kun i forbindelse med de landsdækkende optællinger af fugle fra fly ved midvinter. De to seneste landsdækkende optællinger blev gennemført i 2013 og i 2016.
Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her.
Optællingerne udføres som transekt– og totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land.
Der blev registreret 5.497 og 7.299 havlitter på de to seneste landsdækkende midvintertællinger i henholdsvis 2013 og 2016 (Figur 1 og 2).
Optællinger foretaget som linjetransekttællinger registrerer et udsnit af de tilstedeværende fugle. På grundlag af ratioer imellem antallet af observerede havlitter og de modellerede totale antal fra data fra de to landsdækkende midvinteroptællinger fra 2004 og 2008 kan der foretages et tentativt estimat for det totale antal inden for det område for de to landsdækkende midvinteroptællinger i hhv. 2013 og 2016. Ratioen mellem det observerede antal og det modellerede antal var henholdsvis 9,09 i 2004 og 11,89 i 2008 (Petersen m.fl. 2006, Petersen & Nielsen 2011). En specifik modellering af data fra 2013 og 2016 vil give en mere præcis opgørelse af totale antal og tætheder, da forskelle i dækning, fysiske forhold m.v. mellem tællingerne gør at brugen af ratioer fra tidligere tællinger er behæftet med nogen usikkerhed.
Ved at bruge de estimerede ratioer fra 2004 og 2008 blev der for vinteren 2013 estimeret et totalt antal af 48.500-63.500 havlitter i de dele af de indre danske farvande, som blev dækket ved transekttællinger. En tilsvarende beregning for 2016 giver 62.000-85.000 fugle. Arten ses i modsætning til de øvrige havdykænder stort set ikke i Nordsøen endsige i totaltællingsområderne, hvorfor de ovenfor nævnte antal også repræsenterer skønnede landstotaler.
Den observerede fordeling de to år adskiller sig ikke fra tidligere tællinger. Flest fugle blev registreret på Rønne Banke, Østersøen øst for Falster og Møn, samt i Faxe og Køge Bugt. Mindre koncentrationer registreredes i vestlige Østersø og Aalborg Bugt. En større koncentration ud for Falster på tællingen i 2016 var bemærkelsesværdig.
Det er svært at sammenligne resultaterne fra de landsdækkende tællinger fra før 2004 (Tabel 1) med de nutidige, fordi størstedelen af fuglene i dag tælles ved brug af linjetransektmetoden. Før 2004 benyttedes primært totaltællinger af områder, hvor havlitter og andre havdykænder forventedes at forekomme. De større år-til-år variationer i antal kan således afspejle ændringer i opgørelsesmetode i kombination med reelle bestandsændringer. Dertil kommer at to af de vigtigste overvintringsområder for arten, Kriegers Flak og Rønne Banke, ligger i grænseregionerne, hvorfor tilfældigheder i fuglenes fordeling på optællingsdagene kan betyde at flere tusinder fugle ligger enten i de danske, svenske eller tyske dele af søterritoriet.
Degel, H., Petersen, I.K., Holm, T.E. & Kahlert, J. (2010). Fugle som bifangst i garnfiskeriet. Estimat af utilsigtet bifangst af havfugle i garnfiskeriet i området omkring Ærø. – DTU Aqua-rapport nr. 227-2010. 56 s.
Petersen, I.K., Pihl, S., Hounissen, J.P., Holm, T.E., Clausen, P., Therkildsen, O. & Christensen, T.K. (2006). Landsdækkende optælling af vandfugle januar-februar 2004. Danmarks Miljøundersøgelser. – Faglig rapport fra DMU nr. 606. 76 s.
Petersen, I.K, MacKenzie, M., Rexstad, E., Wisz, M.S. & Fox, A.D. (2011). Comparing pre-and post-construction distributions of long-tailed ducks Clangula hyemalis in and around the Nysted offshore wind farm, Denmark. – CREEM Tech report 2001-1. 16 s.
Petersen, I.K, Mackenzie, M.L., Rexstad, E., Kidney, D. & Nielsen, R.D., 2013. Assessing cumulative impacts on long-tailed duck for the Nysted and Rødsand II offshore wind farms. Report commissioned by E.ON Vind Sverige AB. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy. 28 pp.
År | Antal | Metode |
---|---|---|
1968 | 2.625 | T |
1969 | 3.600 | T |
1970 | 12.200 | T |
1971 | 5.900 | T |
1973 | 11.000 | T |
1987 | 5.541 | T |
1988 | 1.354 | T |
1989 | 8.190 | T |
1991 | 5.859 | T |
1992 | 3.791 | T |
2000 | 2.037 | T |
2004 | 47.339 | M |
2008 | 28.255 | M |
2013 | 48.500-63.500 | E |
2016 | 62.000-85.000 | E |
Tabel 1. Antal havlit optalt eller estimeret ved de 15 landsdækkende midvintertællinger, der er udført 1968-2016. Metode angiver T (sum af individer fra totaltælling), M (modellerede antal), E (estimerede antal i transektområder ud fra model-ratioer, kombineret med totaltal fra enkelte områder).