Aarhus Universitets segl

Skestork

Platalea leucorodia

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag I og Artikel 4.2 udpeget

Ikke relevant (NA)

1.013 (august 2019)

Stigende

Skestork blev i august 2019 overvåget for anden gang som trækfugl  i NOVANA-sammenhæng, og der blev talt i alt 1.013 fugle. Ved første optælling i 2017 blev der talt 882 fugle.

Arten var en ret sjælden fugl i Danmark, inden den genindvandrede som ynglefugl i 1996. Siden er bestanden vokset betragteligt og blev i 2019 opgjort til 460 par. Efterårsbestanden er steget markant de seneste år parallelt med stigningen i ynglebestanden, og de skestorke, der ses i landet i august, udgøres primært af danske fugle. De største koncentrationer af rastende fugle i august optræder i Vadehavet, de vestjyske fjorde og omkring Limfjorden, hvilket i store træk svarer til artens danske yngleudbredelse.

Om arten

Skestork optræder i Danmark ved lavvandede kystområder, fjordlaguner og søer. Den yngler i kolonier på ubeboede småøer, oftest i rørskov. 

I Danmark optræder arten i størst antal i Vest- og Nordjylland. Skestork genindvandrede som ynglefugl i 1996, og de vigtigste ynglepladser findes i Ringkøbing Fjord og i Limfjorden. I efterårsmånederne optræder de største koncentrationer i Vadehavet, Ringkøbing Fjord og Limfjorden. Arten ses kun i mindre antal i Østjylland og på Øerne. Skestorken er en trækfugl, der overvintrer i Vestafrika. De fleste ankommer til Danmark i marts og april og forlader landet igen i løbet af august og september.

Den vesteuropæiske bestand af skestork vurderes at have en bestandsstørrelse på 14.200-18.900 individer og være i fremgang (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Der vurderes ikke at være væsentlige trusler mod arten på rastepladserne. Den danske ynglebestand er koncentreret til få kolonier, hvor oversvømmelser i forbindelse med højvande eller forekomst af rovpattedyr kan medføre, at æg og unger i hele kolonien går tabt. Når sådanne begivenheder rammer de største af landets kolonier, kan dette forventes at påvirke antallet af efterårsrastende skestorke i Danmark.

Overvågningsmetoder

Skestork overvåges hvert andet år ved optællinger i august måned. Arten blev optalt for anden gang i 2019.

Optællingen af skestork er landsdækkende, men med særligt fokus på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette var i 2019 tilfældet for to fuglebeskyttelsesområder, hhv. de Østlige og Vestlige Vejler ved Limfjorden.

Arten er optalt ved optællinger foretaget fra land. I 2019 blev arten optalt i Vejlerne 16. august. Fra resten af landet er der suppleret med tal fra andre tællinger udført af optællere i NOVANA-regi samt med kvalitetssikrede tal fra DOFbasen i perioden 10. til 25. august.

Resultater

Der blev ved tællingen i august 2019 optalt i alt 1.013 skestorke (Tabel 1, Figur 1). Langt de fleste fugle opholdt sig i Vestjylland og omkring Limfjorden.

I Vadehavet blev der talt i alt 384 skestorke, heraf 255 i Sneum Digesø og 88 ved Langli. Herudover var de største forekomster: 96 i Filsø, 93 i de Vestlige Vejler, 87 i de Østlige Vejler, 84 i Ulvedybet, 62 ved Agger Tange, 34 i Nissum Fjord, 25 i Birkesø i Lille Vildmose og 24 på Kringsholmen ved Agerø på Mors. Øst for Lillebælt sås i alt 12 skestorke fordelt på 4 lokaliteter, heraf 6 på Jyllinge Holme i Roskilde Fjord.

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af skestorke i august 2019 var ca. 15 % større end antallet ved den første optælling i 2017, hvor der blev talt 882 fugle. De skestorke, der ses i Danmark i august, udgøres primært af danske ynglefugle og deres unger. Da den danske ynglebestand af skestork er i fremgang, var en tilsvarende fremgang i antallet af rastende fugle i august forventet.

Arten var en ret sjælden fugl i Danmark, inden den genindvandrede som ynglefugl i 1996. Siden er bestanden vokset betragteligt, og i 2019 blev ynglebestanden opgjort til 460 par fordelt på ti kolonier (Lange m.fl. 2020). Efterårsbestanden er steget de seneste år parallelt med stigningen i ynglebestanden. Langt hovedparten af de skestorke, der optræder i Danmark i august, vurderes at være danske ynglefugle og deres unger, men også fugle fra Tyskland og Holland optræder i Danmark (Bønløkke m.fl. 2006, DCE upubl.). Arten yngler ikke nord og øst for Danmark.

Skestorkenes geografiske fordeling i august - karakteriseret ved flest fugle i Vadehavet, de vestjyske fjorde og i Limfjorden - svarer nogenlunde til fordelingen i 2017.

Optællingen vurderes at give et rimeligt troværdigt billede af hvor mange skestorke, der opholdt sig i Danmark i august 2019. Arten forekommer kun i større tal på relativt få lokaliteter og er normalt nem at tælle op. Fuglene flytter dog ofte rundt mellem nærliggende lokaliteter, hvilket ved sammentællingen kan gøre det vanskeligt at sikre, at de samme fugle ikke tælles med fra to forskellige lokaliteter.

Referencer

  • Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser
  • Bønløkke, J., Madsen J.J., Thorup, K., Bjerrum, M. & Rahbek, C. (2006). Dansk trækfugleatlas. - Rhodos, Humlebæk. 870 s.
  • Lange, P., Christophersen, H. & Christensen, J.S. (2020). Fugle i Danmark 2019. Årsrapport over observationer – meddelelse nr. 46 fra Rapportgruppen. Fugleåret 2020. - Dansk Ornitologisk Forening. 

Læs også om

Skestork/Foto: Thomas Eske Holm
Skestork
Foto: Thomas Eske Holm

ÅrAugust
2017882
20191.013 

Tabel 1. Antal af skestork optalt i Danmark i august i 2017 og 2019.