Melanitta nigra
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2 udpeget | Midvinter: 184.000-371.000* (2016) | 2004-2016: Faldende 1968-2016: Usikker |
* Tentativt estimat.
Antallet af fældende sortænder på den landsdækkende optælling i 2018 var 93.540 fugle. Antallet er meget højere end på de to seneste fældefugletællinger i 2006 og 2012, hvilket primært skyldes høje antal i Aalborg Bugt og i sydlige Nordsø. Antallet af fældende fugle kan dog variere fra år til år (Laursen m.fl. 1997).
I forbindelse med Artikel 12 afrapporteringen i 2019 (Fredshavn m.fl. 2019) blev bestandsudviklingen i den lange tidsperiode fra 1987-2016 vurderet som usikker og som faldende i den korte periode 2004-2017. I den kortere tidshorisont tyder de nyere data på, at den overvintrende bestand i de indre danske farvande er faldet fra 400.000 fugle i 2008 til under 200.000 i både 2013 og 2016. Tilsvarende synes der at være færre fugle I den sydlige del af Nordsøen, hvor der blev modelleret en bestand på 156.000 fugle alene i området omkring Horns Rev i 2004, en skønnet bestand på 200.000 fugle i 2008, men mindre end 100.000 fugle i 2013. En del af variationen i sydlige Nordsø skyldes dog også at fuglene ikke er begrænset af landegrænser og at fuglene også til dels befinder sig i tysk farvand, hvilket ikke bliver dækket af de danske optællinger.
Sortand er en talrig gæst i danske havområder fra sensommeren, hvor fuglene fælder svingfjer, igennem efterår og vinter til afrejsen mod ynglepladserne om foråret. Arten forekommer i lavvandede områder til havs, hvor de kan træffes i høje tætheder.
Sortand yngler fåtalligt i Island, Irland og Storbritannien og mere talrigt i Skandinavien og østover i det nordlige Rusland. Arten er ikke en dansk ynglefugl, men forekommer talrigt i danske farvande det meste af året, både overvintrende og fældende fugle. De største antal registreres i den sydlige del af Nordsøen, i Aalborg Bugt og i Sejerø Bugten.
Bestandsestimatet for den Nordvesteuropæiske bestand af sortand er 687.000 – 815.000 fugle (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018) et fald fra 1.600.000 fugle i 1995. Det faktiske antal fugle i bestanden kan dog være højere end det nuværende estimat, da artens primære overvintringsområde ikke er optalt på en koordineret måde og landstotaler fra de enkelte lande indikerer højere antal. Der blev i efterårssæsonen 2019 registreret 923.981 trækkende fugle ved Kap Põõsaspea i Estland (Ellermaa og Lindén 2020) og da arten også kan trække om natten, må det formodes at flyway-bestanden er højere end estimatet fra 2018. I vinteren 2016 blev hovedparten af Østersøen dækket på en sammenlignelig måde og en modellering af data herfra vil bidrage til et nyt estimat for antal og fordeling for arten. Der er planer om at gennemføre lignende, koordinerede optællinger i sydlige Nordsø.
Sortand er udsat for en række påvirkninger, som kan have haft betydning for bestandsudviklingen. Arten er jagtbar om end ikke noget vigtigt bytte for danske jægere. Fuglene omkommer i nogen udstrækning som bifangst i fiskeredskaber (Degel m.fl. 2010). Undersøgelser af fordeling og totale antal af sortænder i området omkring Horns Rev 2 vindmølleparken før og efter opførelsen viste at antallet af sortænder var signifikant lavere i og omkring vindmølleparken efter opførelsen, med reducerede tætheder ud til en afstand af 5 km fra mølleparken (Petersen m.fl. 2014). Undersøgelser af effekten af forstyrrelser fra skibstrafik og rekreativ bådsejlads i Sejerø Bugten på fordelingen af fældende sortænder viste en negativ sammenhæng mellem tætheden af sortænder og mængden af menneskelig forstyrrelse (Petersen m.fl. 2017). Renere vand omkring Danmark kan have ført til reduktion i fødemængden, samtidig med at varmere klima kan have ført til reduktion i fødekvaliteten. Arten er i øvrigt sårbar over for olieforureninger.
Sortand overvåges kun i forbindelse med de landsdækkende optællinger af vandfugle. I perioden 2018-2019 blev der gennemført en landsdækkende optællinger af fældende vandfugle i 2018. Undersøgelsesområdet for den landsdækkende optælling kan ses her. Arten blev senest overvåget ved midvinter på den landsdækkende midvintertælling i 2016.
Optællingerne udføres som transekt– og totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Tællingen er suppleret med data fra DOFbasen fra enkelte optællinger fra primært Nordvest Jylland.
Der blev i alt registreret 93.540 sortænder på den landsdækkende fældefugletælling i 2018. Antallet er meget højere end det registrerede antal i 2006 og 2012 (Tabel 1). Langt hovedparten (99%) af de registrerede fugle blev registreret i de tre traditionelt vigtigste fældeområder for arten i Danmark; Aalborg Bugt (74%), Sydlige Nordsø (23,4%) og Sejerø Bugten (1,5%). Der blev ikke observeret fugle omkring Als, hvilket var tilfældet i 2012. Det høje antal registreret i Aalborg Bugt skal ses i den kontekst at lokaliteten blev dækket på to flytællinger primo september, hvor tiltrækket af fugle fra øst er i gang, hvorfor det ikke kan sammenlignes med antallet registreret i 2012. I sydlige Nordsø lå fuglene i tætte flokke forholdsvist kystnært og det drejede sig i høj grad om fugle i aktiv fældning og en stor del af fuglene dykkede, hvorfor det registrerede antal her er et minimum. I alle de tre primære forekomstsområder blev der observeret fugle i aktiv fældning, men også fugle der kunne flyve (især i Aalborg Bugt).
På de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 blev der registreret 58.405 og 77.517 sortænder (Figur 1 og 2). Om vinteren registreres arten over det meste af de indre danske farvande, men flest fugle registreres typisk i Aalborg Bugt. Andre områder med betragtelige antal er Sejerø Bugten, Isefjorden (2016) og sydlige Nordsø. I 2016 blev der registreret en stor forekomst i Isefjord (>10.000), hvilket er bemærkelsesværdigt, men området huser formentlig store antal dykænder de fleste år.
Ved at bruge ratioer (fugleregistreret/antal fugle modelleret) fra 2004 og 2008 (Petersen m.fl. 2006, Petersen & Nielsen 2011) er der for optællingen i vinteren 2013 estimeret et totalt antal af 192.500-257.000 sortænder i de områder, der blev dækket ved transekttællinger, fordelt med 141.500-189.000 individer de indre danske farvande og 51.000-68.000 fugle i de områder, der blev dækket i Nordsøen (hvor de fleste blev set i området vest for Vadehavet og Blåvand). I vinteren 2016 blev udelukkende transekter i de indre danske farvande dækket, og herfra estimeres antal på 109.000-145.500 fugle. Langt de vigtigste overvintringsområder for sortand dækkes af optællinger foretaget efter linjetransektmetoden, men enkelte større fjordområder dækkes ved totaloptællinger, hvor især større antal i Isefjorden i 2016 bidrager til landstotalen. Ved at kombinere totalerne fra områder dækket vha. linjetransekt- og totaloptællinger fås tentative midvintertotaler på mindst 193.500-258.000 fugle i 2013 (hvor Isefjorden ikke blev talt)(Tabel 1). I 2016 estimeres en total på 134.000-171.000 fugle for de indre farvande, hvortil skal lægges 50.000-200.000 fugle fra Nordsøen (jf. tidligere års erfaringer), hvorfor et meget forsigtigt skøn for 2016 bliver på 184.000-371.000 fugle (Tabel 1). En specifik modellering af data fra de to seneste tællinger (2013 og 2016) vil give en mere præcis opgørelse af totale antal og tætheder, da forskelle i dækning, fysiske forhold m.v. mellem tællingerne gør at brugen af ratioer fra tidligere tællinger er behæftet med nogen usikkerhed. Arten er meget forstyrrelsespræget og fuglene reagerer således ofte på flyverens tilstedeværelse ved at flyve op og dette koblet med at arten forekommer i store antal i dennes kerneområder i Danmark betyder at observationsforholdene spiller meget ind på de registrerede antal. Det formodes således at ratio mellem antal sete fugle og det modellerede antal fugle varierer mere for denne art fra tælling til tælling sammenlignet med andre.
Tællingen af fældende vandfugle i 2018 var den tredje optælling primært udført efter linje-transekt metoden (tidligere i 2006 og 2012). Data fra 2018 er ikke modelleret, hvorfor det afrapporterede antal ikke er det totale antal fugle, men det registrerede antal. Fugle registreret efter linje-transekt metoden registrerer kun et udsnit af de totale antal. Det er svært at sammenligne antal mellem år og tællinger da optællingstidspunktet varierer. Det registrerede antal i 2018 var dog meget højere end på de to tidligere tællinger i 2006 og 2012. Fordelingen adskilte sig dog ikke fra tidligere tællinger.
Sortandens træk begynder allerede i juli og observationer fra træksteder i Danmark tyder også på stigende antal i sensommeren (www.dofbasen.dk). Træktællinger ved Kap Põõsaspea i Estland, hvor en stor del af flyway’en passerer viser, at der ultimo juli allerede er trukket næsten 500.000 fugle, hvilket svarer til mere end halvdelen af fuglene registreret på en hel sæson (Estonian Ornithological Society 2019). Det må således også formodes at antallene i de danske farvande stiger i løbet af sensommeren og at det sene tidspunkt for tællingen i artens kerneområde (Aalborg Bugt) til dels har bidraget til den høje total fra tællingen i 2018.
Det er svært at sammenligne resultaterne fra de landsdækkende tællinger fra før 2004 med de nutidige, fordi størstedelen af fuglene i dag tælles ved brug af linjetransektmetoden, hvor man førhen benyttede totaltællinger af områder, hvor sortænder og andre havdykænder forventedes at forekomme. Endvidere blev der ved tællingerne før 2004 ikke foretaget offshore tællinger i Nordsøen. Antallet af fugle der overvintrer i Danmark synes at være gået tilbage, hvis man ser på udviklingen over de seneste landsdækkende midvintertællinger, men der er også sket en ændring i artens geografiske fordeling.
Ellerma, M. & Lindén, A. Sügisränne Põõsaspeal 2019. Hirundo 2020 33 (1) 1-29
Estonian Ornithological Society 2019, project „the migratory bird counts of Põõsaspea”, www.eoy.ee/poosaspea.
År | Antal |
---|---|
1968-1972 | 150.000-200.000 |
1986 | 82.090 |
1987 | 32.591 |
1988 | 99.914 |
1989 | 123.929 |
2006 | 19.728 |
2012 | 19.728 |
2018 | 93.540 |
Tabel 1. Antal af sortand optalt ved de landsdækkende fældefugletællinger i perioden 1968 til 2018.
År | Antal | Metode |
---|---|---|
1968 | 4.752 | T |
1969 | 78.700 | T |
1970 | 105.400 | T |
1971 | 95.400 | T |
1973 | 148.100 | T |
1987 | 225.903 | T |
1988 | 178.097 | T |
1989 | 361.230 | T |
1991 | 554.801 | T |
1992 | 950.274 | T |
2000 | 101.402 | T |
2004 | 446.000 | M+E |
2008 | 600.000 | M+E |
2013 | 193.500-258.000 | E |
2016 | 184.000-371.000 | E |
Tabel 2. Antal af sortænder optalt eller estimeret ved de 15 landsdækkende midvintertællinger, der er udført 1968-2016. Metode angiver T (sum af individer fra totaltælling), M (modellerede antal), E (estimerede antal i transektområder ud fra model-ratioer, kombineret med totaltal fra enkelte områder).