Anas acuta
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIA og Artikel 4.2 udpeget | Oktober: 20.718 (2018) | 2010-2018: Stabil-fluktuerende 1981-2018: Stigende-fluktuerende |
De største antal af spidsænder forekommer om efteråret, hvor arten har været talt årligt fra 2004 til 2016 samt i 2018. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2019.
De optalte antal fluktuerer meget fra år til år, både ved midvinter og om efteråret, men indikerer desuagtet i det lange perspektiv en overordnet set stabil til stigende bestand både vinter og efterår.
Spidsand er en lokalt talrig trækgæst. Fuglene lever især af plantefrø, som de finder på lavt vand, eller af smådyr, som de finder på blotlagte eller meget lavvandede mudderflader. I Danmark er spidsand især tilknyttet brakke og salte vådområder og ses derfor sjældnere i større antal ved ferske vådområder end de øvrige svømmeandearter.
Spidsand findes i træktiden i større antal på ganske få lokaliteter, men ses i øvrigt i små antal blandt andre svømmeænder på de fleste af de optalte lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men lokaliteter med tusindtallige flokke findes i Jylland også ved Ringkøbing Fjord og på Agger Tange. På Øerne har Ulvshale-Nyord førhen været den vigtigste rasteplads (Clausen m.fl. 2013), men arten er forekommet i lavere antal dér de senere år, jf. NOVANA overvågningen.
Bestanden af overvintrende spidsænder i Nordvesteuropa er senest opgjort til 65.000 fugle og med en stabil eller fluktuerende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).
Spidsand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Artens tilbagegang er dog som regel mindre udtalt end for de andre arter, bl.a. fordi spidsænderne kan skifte til at fouragere på ferske enge og strandenge både om dagen og natten.
Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998) og på etableringen af de mange nye reservater ("jagtfrie kerneområder") fra 1989 til 2000. Det samlede reservatnetværk har således bevirket at langt højere antal af svømmeænder, herunder også spidsænder, forekommer i Danmark i dag end tilbage i 1970'erne og 1980'erne (Clausen m.fl. 2013).
Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i perioden 1969-2016 været gennemsnitligt 7.000 fugle (minimum 3.200, maksimum 14.100). Der er betydelige år-til-år variationer, men overordnet set er udbyttet faldet fra omkring 10.000 nedlagte fugle årligt i 1970'erne til under 5.000 i 2010'erne (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af spidsænder i samme periode har været stigende, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig.
Spidsand optælles som alle andre vandfuglearter ved både de landsdækkende og reducerede midvintertællinger og blev således optalt i hele landet i 2013 og 2016 samt på indekslokaliteterne i de øvrige år. Normalt afrapporteres de overvintrende antal ikke i NOVANA rapporterne, da der er tale om små antal sammenlignet med forekomsten om efteråret, men der er foretaget en bearbejdning til denne rapport forud for Artikel 12 afrapporteringen om fugle til EU, fordi arten skal medtages i denne. Alle tal fra midvintertællingerne indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.
Den primære optælling for spidsænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016. Tællingen blev ikke foretaget i 2017, fordi den i NOVANA-programmet 2017-2021 udføres hvert andet år, næste gang i 2018. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.
Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.
Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.
Midvinteroptællingerne af spidsand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly.
I oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog flytællinger i Vadehavet, det Sydfynske Øhav samt Hyllekrog-Rødsand området syd for Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.
Spidsand forekom ved den seneste oktobertælling i oktober 2018 i store antal i Vadehavet (13.432 talt fra land), Ringkøbing Fjord med Skjern Enge (4.338) og i De Østlige Vejler (313). På øerne blev de største antal truffet ved Ulvshale-Nyord (669) og i det Sydfynske Øhav (298)(Figur 1).
Der blev registreret henholdsvis 510 og 7.026 spidsænder på de landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 (Tabel 1). Det lavere antal fugle registreret i 2013 skyldes, at der ikke blev gennemført en flytælling af artens vigtigste overvintringslokalitet, Vadehavet, hvorfor der kun er vist et kort med fordelingen i 2016. Arten kan om vinteren ses over det meste af landet (Figur 2), men dog med langt hovedparten i Vadehavet og i flere af landets større reservatområder som fx ved Harboøre og Agger Tanger, Karrebæk og Dybsø Fjorde samt Ulvshale-Nyord (Figur 1).
Indeks baseret på de reducerede midvintertællinger for den overvintrende bestand lå i perioden 2012-2017 på mellem 31 og 738 (Nielsen m.fl. 2019). For 2018 og 2019 lå de beregnede indeks på henholdsvis 565 og 1341 (graf ikke vist), det første år altså omtrentligt midt i den beskrevne variation for 2012-2017, men det andet betydeligt højere. I perioden 1987-2019 har indeks varieret betydeligt uden entydig tendens, men med tydelige udsving i relation til vinter vejrliget, med lave antal i koldere vintre og høje i mildere år, akkurat som det ses hos pibeand. Set i et meget længere perspektiv er der set stigende antal opgjort ved de landsdækkende tællinger fra 1968-2016 (Tabel 1), hvilket givetvis afspejler den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.
Indeks baseret på oktober tællingerne fra 62 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1980 lå i 2018 på 169, der er en af de højeste værdier for den 39-årige tidsperiode (Figur 3).
Spidsandens antal om efteråret varierer meget fra år til år, og der er ikke nogen entydig tendens i udviklingen i antallet fra 2004-2018. Det samlede antal af spidsænder optalt i oktober 2018 var på 20.718 fugle, det næsthøjeste antal truffet i NOVANA-perioden 2004-2018 og kun overgået af 2016 (Tabel 2), og formentlig siden 1970'erne, idet analyser af tællinger fra alle de vigtige reservatområder for arten ikke indikerer tal over 20.000 fugle fra 1980 til 2016 (Pihl m.fl. 2013, Clausen m.fl. 2013). De stigende antal underbygges også af oktober indekset, som er steget fra typisk at ligge under 50 til i de senere år at ligge over 150 (Figur 3).
Antallet af overvintrende spidsænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere år.
År | Antal |
---|---|
1968 | 5 |
1969 | 300 |
1970 | 0 |
1971 | 25* |
1973 | 100 |
1987 | 17 |
1988 | 378 |
1989 | 6.044 |
1991 | 4.448 |
1992 | 3.477 |
2000 | 211 |
2004 | 659 |
2008 | 4.780 |
2013 | 510 |
2016 | 7.026 |
Tabel 1. Antal af spidsænder optalt ved de landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968-2016. 25* angiver at der blev afrapporteret en landstotal på 1-49 fugle.
År | Antal | Minimum | Maksimum |
---|---|---|---|
2004-2009 | 13.367 | 9.005 | 17.388 |
2010-2015 | 12.248 | 9.225 | 14.941 |
2016 | 21.573 | ||
2018 | 20.718 |
Tabel 2. Antal af spidsænder optalt ved oktobertællinger i 2004-2018. For de to 6-årsperioder anføres henholdsvis middel, minimum og maksimum af optalte antal.