Aarhus Universitets segl

Krikand

Anas crecca

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag IIA og Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Oktober: 66.209 (2018)

2010-2018: Stabil-fluktuerende

1981-2018: Stigende-fluktuerende

De største antal af krikænder forekommer om efteråret, hvor arten har været talt årligt fra 2004 til 2016 samt i 2018. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2019.

Tællingerne indikerer en stigende-fluktuerende bestand om efteråret og en fluktuerende overvintrende bestand. 

Om arten

Krikand er en talrig og udbredt trækgæst. Små antal af krikænder kan, når trækket kulminerer, træffes selv i meget små vandhuller, men store tusindtallige flokke findes især ved fjorde og lavvandede kyster, som rummer større arealer med enge og sumpe.

Krikand findes i træktiden ved de fleste egnede lokaliteter. De vigtigste rastepladser ligger ved de vest- og nordjyske fjorde og lagunesøer, ved Ulvshale-Nyord på Møn samt ved fjorde og nor på Sydsjælland.

Bestanden af overvintrende krikænder i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 500.000 fugle, muligvis med en stigende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Krikand er jagtbar og som alle svømmeænder i Danmark følsom overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Arten er i den forbindelse blevet begunstiget af de mange nye reservater, der blev etableret fra 1989 til 2000. Se uddybning heraf under pibeand.

Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i perioden 1969-2016 været gennemsnitligt 75.000 fugle (minimum 42.000, maksimum 106.000). Der er betydelige år-til-år variationer, men ingen tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af krikænder i samme periode her været stigende, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig. 

Overvågningsmetoder

Krikand optælles som alle andre vandfuglearter ved både de landsdækkende og reducerede midvintertællinger og blev således optalt i hele landet i 2013 og 2016 samt på indekslokaliteterne i de øvrige år. Normalt afrapporteres de overvintrende antal ikke i NOVANA rapporterne, da der er tale om små antal sammenlignet med forekomsten om efteråret, men der er foretaget en bearbejdning til denne rapport forud for Artikel 12 afrapporteringen om fugle til EU, fordi arten skal medtages i denne. Alle tal fra midvintertællingerne indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.

Den primære optælling for krikænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016 samt 2018. Tællingen blev ikke foretaget i 2017, fordi den i NOVANA-programmet 2017-2021 udføres hvert andet år, næste gang i 2020. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.

Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Midvinteroptællingerne af krikand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly.  

I oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog hvis vejrlig og andre forhold tillader det, flytællinger i Vadehavet og det Sydfynske Øhav samt evt. ved Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold. 

Resultater

Krikand forekom ved den seneste oktobertælling i 2018 i store antal i Vadehavet (14.793 talt fra land, et meget højt antal for området), Ringkøbing Fjord med Skjern Enge (4.563), i Vejlerne (7.677 samlet i de Østlige og Vestlige Vejler) samt ved Ulvedybet (3.500). På øerne blev de største antal truffet ved de naturgenoprettede område ved Gyldensteen Strand (2.689) samt Ulvshale-Nyord (1.458) (Figur 1). Saltholm blev ikke talt.  

Der blev registreret henholdsvis 2.382 og 4.091 krikænder på de landsdækkende optællinger ved midvintertællingen i 2013 og 2016 (Tabel 2). Det lavere antal fugle registreret i 2013 kan skyldes, at der ikke blev gennemført en optælling af Vadehavet, der er en vigtig rasteplads for arten, hvorfor der kun er vist et kort med fordelingen i 2016 (Figur 1). 

Arten kan om vinteren ses over det meste af landet (Figur 2), og der er ikke som om efteråret den samme overvægt af forekomster af store antal i reservaterne.  

Indeks baseret på de reducerede midvintertællinger for den overvintrende bestand lå i perioden 2012-2017 på mellem 91 og 1.043 (Nielsen m.fl. 2019). For 2018 og 2019 lå de beregnede indeks på henholdsvis 272 og 860 (graf ikke vist), altså henholdsvis i den lavere og højere ende af den beskrevne variation for 2012-2017. I perioden 1987-2019 har indeks varieret betydeligt uden entydig tendens, men med tydelige udsving i relation til hårde vintre, hvor der fx blev set færre fugle i 2010, 2011 og 2013. Set i et endnu længere perspektiv er der set stigende antal opgjort ved de landsdækkende tællinger fra 1968-2016 (Tabel 1), hvilket givetvis afspejler den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen. 

Indeks baseret på oktober tællingerne fra 62 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1980 lå i 2018 på 199, indenfor variationen af de senere års indeks (Figur 3).

Udvikling i antal og udbredelse

Det samlede antal af krikænder i oktober 2018 var på 66.209 fugle, det næsthøjeste antal, der er er registreret siden 2004 og kun overgået af antallet i 2015 (Tabel 2; Nielsen m.fl. 2019). Der er betydelige år-til-år variationer i antallet i Danmark, som bl.a. påvirkes bl.a. af sommerens ynglesucces, hvilket er påvist både for Vadehavet og Ringkøbing Fjord (Laursen & Frikke 2006, Meltofte & Clausen 2011). Set i det lange perspektiv er der, bedømt ud fra 62 regelmæssigt overvågede lokaliteter 1980-2018, en stigende bestand i den lange periode og en stabil bestand på et højere niveau i den korte (Figur 3). 

Antallet af overvintrende krikænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere år.

Referencer

  • Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende svømmeandetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svømmeandetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Laursen, K. & Frikke, J. (2006). Assessment of sustainable management of staging waterbirds in the Danish Wadden Sea. – Wildfowl 56: 152-171.
  • Meltofte, H. & Clausen, P. (2011). Svømmefuglene på Tipperne 1929-2007. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105: 1-120.


Krikand
Foto: Peter Bundgaard

ÅrAntal
1968146
1969300
197025*
1971500
1973500
198757
19882.073
19892.269
19914.735
19923.765
20001.919
20042.069
200814.647
20132.382
20164.091

Tabel 1. Antal af krikænder optalt ved de landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968-2016. 25* angiver at der blev afrapporteret en landstotal på 1-49 fugle.

ÅrAntalMinimumMaksimum
2004-200940.17032.88250.031
2010-201560.28545.66969.925
201638.933
201866.209

Tabel 2. Antal af krikænder optalt ved oktobertællinger i 2004-2018. For de to 6-årsperioder anføres henholdsvis middel, minimum og maksimum af optalte antal.