Aarhus Universitets segl

Rødben

Tringa totanus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Trækfugl

Bilag IIB og Artikel 4.2 udpeget

Livskraftig (LC)

Vadehavet: 9.702 (august 2019)

2005-2019: Usikker

Rødben overvåges alene i Vadehavet gennem optællinger i august. Ved seneste optælling i 2019 blev der talt 9.702 rødben. Dette er væsentligt flere, end der er registreret ved tidligere NOVANA-optællinger, hvor der normalt er talt mellem 2.000 og 3.000 rødben. Der ses ikke nogen klar udvikling i antallet af rastende rødben i Vadehavet.  

Om arten

Rødben yngler i Danmark på afgræssede strandenge og ferske enge. I træktiden og om vinteren forekommer den ved lavvandede kystområder, hvor den søger føde i tidevandzonen.

Rødben forekommer i hele landet med de største koncentrationer i Vadehavet. De rødben, der ses i Danmark, stammer primært fra to populationer. Nominatformen, T. t. totanus, yngler i Danmark og det øvrige Nordeuropa og overvintrer langs kysterne i Sydvesteuropa mod syd til Vestafrika. Islandsk rødben, T. t. robusta, yngler på Island og Færøerne og overvintrer i Vesteuropa, herunder i Danmark.

Den nordeuropæiske bestand af T. t. totanus med en bestandsstørrelse på 140.000-220.000 individer anses for at være stabil eller fluktuerende, mens den islandske bestand, T. t. robusta med en bestandsstørrelse på 150.000-420.000 individer muligvis er i tilbagegang (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018).  

Der er ikke kendskab til trusler mod de rastende rødben i Danmark, efter at arten blev jagtfredet i 1982.

Overvågningsmetoder

Rødben overvåges hvert andet år ved optællinger i august. Arten blev overvåget i 2019. Rødben blev første gang overvåget i NOVANA-programmet i 2005 og er talt hvert andet år siden da.  

Rødben optælles alene i Vadehavet, hvor arten indgår i udpegningsgrundlaget for ét fuglebeskyttelsesområde. Vadehavet er det vigtigste område for arten herhjemme (Meltofte 1993). Her samles rødben fra det meste af Skandinavien og Rusland for at raste og foretage fjerfældning (Laursen & Frikke 2013).

Optælling af rødben sker fra flyvemaskine, hvor hele området dækkes ved en såkaldt totaltælling. Alle rastepladser opsøges ved højvande, og fuglene tælles inden for få timer. Flytællingen i Vadehavet i 2019 blev gennemført 13. august.

Antallet af rødben i Vadehavet kulminerer sidst i juli og først i august (Laursen & Frikke 2013), og hvis flytællingen først bliver udført sidst i august, kan antallet af rødben allerede været faldet væsentligt. I 2015 og 2017 blev flytællingerne gennemført hhv. 28. august og 1. september, og der blev kun talt hhv. 512 og 315 rødben. Derfor er der fra disse år i stedet anvendt tal fra de landbaserede tællinger, der blev udført i midten af august. Ikke alle dele af Vadehavet bliver dækket i forbindelse med de landbaserede tællinger, så det reelle antal fugle har formentlig været noget større, end disse optællinger viser.

Resultater

Ved optællingen fra fly i Vadehavet  i august 2019 blev der talt  9.702 rødben. De største koncentrationer stod ved forlandet på strækningen fra Esbjerg Havn mod syd til Ribe Å samt ud for Margrethe Kog. Der blev også gennemført optællinger fra land i samme periode, og under disse tællinger blev der i alt registreret 12.780 rødben.

Der er fordele og ulemper ved både fly- og landtællinger, men for bedre at kunne sammenligne med tidligere års optællinger, er der i Tabel 1 anvendt resultatet fra flytællingen. 

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af rødben registreret i 2019 ligger væsentligt over, hvad der ellers er talt under NOVANA-overvågningen. Hidtil største tælling var 4.589 i 2005, og ellers er der typisk talt omkring 2.000-3.000 individer (Tabel 1). Der ses ikke nogen klar tendens til frem- eller tilbagegang.

En nyere opgørelse indikerer, at antallet af rødben i det dansk-tysk-hollandske Vadehav er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2016/17) og kort sigt (2007/08-2016/17) (Kleefstra m.fl. 2019). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del været stabilt på både lang og kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Referencer

  • Se afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
  • Kleefstra, R., Hornman, M., Bregnballe, T., Frikke, J., Günther, K., Hälterlein, B., Körber, P., Ludwig, J., Scheiffarth, G. (2019). Trends of Migratory and Wintering Waterbirds in the Wadden Sea 1987/1988 - 2016/2017. – Wadden Sea Ecosystem No. 39. Common Wadden Sea Secretariat, Joint Monitoring Group of Migratory Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven, Germany.
  • Laursen, K. & Frikke, J. (2013). Rastende vandfugle i Vadehavet 1980-2010. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 107: 1-184.
  • Meltofte, H. (1993). Vadefugletrækket gennem Danmark. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 87: 1-180.


Rødben
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen

ÅrAntal
20054.589
20072.930
20091.088
20111.743
20132.318
20152.182
20172.595
20199.702

Tabel 1. Antal af rastende rødben optalt i Vadehavet i august i perioden 2005 til 2019. Optællingerne i 2005, 2015 og 2017 er udført fra land og kan ikke direkte sammenlignes med de øvrige tællinger, som alle er udført fra flyvemaskine.