Skeand lever især af smådyr, som den finder i plantevegetation på lavt vand. Den er mere tilknyttet ferskvand og forekommer, i lighed med knarand, sjældnere i brakvandsområder end de andre danske svømmeandearter.

Skeand er en lokalt almindelig trækgæst, som findes i træktiden i større antal på nogle få egnede lokaliteter, men ellers ses i små antal blandt flokke af de mere talrige svømmeænder overalt i landet. Maribosøerne og Ulvshale-Nyord har været Danmarks i særklasse vigtigste rastepladser i en længere periode (Clausen m.fl. 2014), men antallene her synes vigende. Andre lokaliteter med regelmæssige forekomster af hundredtallige flokke findes flere steder på Øerne og i Jylland, hvor de vigtigste områder findes i Vejlerne, Margrethekog samt i de senere år Skjern Enge (Clausen m.fl. 2014, Bregnballe m.fl. 2014).

Bestanden af overvintrende skeænder i Nordvest- og Centraleuropa er senest blevet opgjort til 60.000-70.000 fugle, muligvis med en stigende bestandsudvikling (Nagy & Langendoen 2018, Wetlands International 2018). 

Skeand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011). Da arten ikke lever af bundplanter skyldes tilbagegangen snarere at de invertebrater, den filtrerer i vandet, reduceres i antal og tilgængelighed, hvis planterne forsvinder.

Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998). Skeand er dog kun gået frem i betydende antal på få lokaliteter, som fx Ulvshale-Nyord, på Saltholm og ved Maribosøerne, hvor det i sidstnævnte tilfælde lige så vel kan være en positiv respons for forbedret vandkvalitet (Clausen m.fl. 2013, 2014).  

Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte har i perioden 1969-2016 været gennemsnitligt 3.850 fugle (minimum 1.360, maksimum 10.900). Der er betydelige år-til-år variationer, men overordnet set er udbyttet faldet fra over 5.000 nedlagte fugle årligt i første halvdel af 1970'erne til under 3.000 i 2010'erne (Vildtudbyttestatistikken). Da den rastende bestand af skeænder i samme periode her været stigende, er den jagtlige udnyttelse af arten blevet mere bæredygtig. 

Skeand optælles som alle andre vandfuglearter ved både de landsdækkende og reducerede midvintertællinger og blev således optalt i hele landet i 2013 og 2016 samt på indekslokaliteterne i de øvrige år. Men arten er ganske fåtallig om vinteren - og behandles her blot summarisk for denne årstid. Alle tal fra midvintertællingerne indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af bestandsudviklingen for arten.    

Skeand blev frem til 2016 optalt ved en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, men overvåges i det aktuelle NOVANA-program ved en tælling i anden halvdel af september, der udføres hvert andet år, første gang i 2017. Tælledatoen er blevet flyttet fordi data fx fra Saltholm og Ulvshale-Nyord indikerede, at skeands topforekomst ligger tidligere end for de talrigere svømmeandearter. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområdet for de to landsdækkende optællinger af vandfugle foretaget ved midvinter i perioden (2013 og 2016) kan ses her. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger fra op til 100 indekslokaliteter fordelt over hele landet, hvor 72 blev dækket i 2018 og 74 i 2019.

Optællingerne i september-oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder.

Midvinteroptællingerne af skeand udføres stort set kun fra land, men mindre antal registreres også ved  totaltællinger foretaget fra fly. 

I september-oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog enkelte flytællinger i Vadehavet, det Sydfynske Øhav samt Hyllekrog-Rødsand området syd for Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.

Der blev registreret henholdsvis 37 og 168 skeænder på de landsdækkende midvinteroptællinger i 2013 og 2016 (Nielsen m.fl. 2019), hvor det lavere antal i 2013 kan skyldes et mere udbredt isdække i flere søer dette år. 

Arten er så fåtallig om vinteren, at der ikke foretages indeksberegninger ud fra de årlige reducerede midvintertællinger, men tallene fra de landsdækkende tællinger indikerer, at bestanden har været stigende fra 1967 til 2016 ( Nielsen m.fl. 2019 ). I lighed med de andre svømmeænder (bortset fra gråand) afspejler denne udvikling givetvis den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen.

Skeand forekom ved tællingen i september 2019 i hele landet (Figur 1), hvor de største antal blev set Ved Roskilde Fjord (primært Selsø, 818 fugle) og i De Østlige Vejler (852), Hovvig (604), Saltholm (404), i Vadehavsregionen (354) samt ved Gyldensteen Strand (337). I opremsningen er forekomster af mere end 250 fugle nævnt.

Udvikling i antal og udbredelse

Det samlede antal af skeænder optalt i september 2019 var på 5.947 fugle, på niveau med flere af de seneste år, lavere end de tidligste år i overvågningsperioden (Tabel 1). Om det skyldes en tilfældighed må kommende års septembertællinger af skeand vise. Antallet af skeænder vurderes ud fra oktobertællingerne at være stabilt eller måske svagt faldende, grundet de senere års generelt lavere antal.

Arten er så fåtallig om vinteren, at der ikke foretages indeksberegninger ud fra de årlige reducerede midvintertællinger, men tallene fra de landsdækkende tællinger indikerer, at bestanden har været stigende fra 1967 til 2016 (se Nielsen m.fl. 2019). I lighed med de andre svømmeænder (bortset fra gråand) afspejler denne udvikling givetvis den hyppigere forekomst af mildere vintre nu end førhen. 

• Tidligere rapporter om resultater af landsdækkende svømmeandetællinger (se referencerne i metodeafsnittene om midvinter- og svømmeandetællingerne) samt afsnittet om internationale bestandsopgørelser.
• Bregnballe, T., Clausen, P., Amstrup, O., Bak, M., Pedersen, K.K. & Laursen, K. (2014). Udviklingen i forekomsten af trækkende vandfugle i Skjern Enge i efterårene 2002-2011. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 62 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 130.   
• Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. (2013). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resultater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 72. 
• Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D. (2014). Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De enkelte reservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 236 s. - Videnskabelig rapport fra DCE nr. 132.